Danmark som grønt laboratorium

DEBAT: Hans Peter Slente, Branchedirektør for DI Energibranchen, mener, at vi med afsæt i den nye energiaftale bør sikre maksimal eksponering af Danmark som laboratorium for fremtidens energiløsninger

Af Hans Peter Slente
Branchedirektør, DI Energibranchen

Danmark er kendt og anerkendt som grønt foregangsland.
De internationale politiske gæster, som besøger Danmark, har næsten alle et ønske om at besigtige en grøn bygning, en vindmølle, et anlæg til affaldsforbrænding, en elbil eller et biogasanlæg. Og mange professionelle besøgende kommer til Danmark med det formål at gå i dialog med danske virksomheder og forskere inden for miljø og energi om visionære projekter.

Vi kan være stolte, når Ruslands præsident Medvedev insisterer på at besøge Københavns Universitets Green Lighthouse og nu er i færd med at opføre en kopi ved Moskva, når Koreas præsident Lee Myong-Bak besøger DTU-Risø og tager initiativ til en grøn alliance mellem Korea og Denmark, og når USA's præsident Barack Obama refererer til Danmark som et grønt foregangsland.

Omsætning og arbejdspladser
Ikke alene styrker besøgene og den rosende omtale selvtilliden i den danske energibranche. Det giver også omsætning og arbejdspladser.

For på det praktiske niveau følger hundredvis af andre besøg og kontakter med - fra politikere og medier- samt kunder, planlæggere, investorer og forskere. Og hele Danmark spiller sammen om at vise vores resultater frem - det være sig kongehuset, regeringen, Folketinget, regioner og kommuner, forskere, virksomheder, organisationer som lokale vindmøllelaug og varmeselskaber, der alle entusiastisk viser frem og går i dialog.

Energibranchen følger selv op ude i verden, og vi oplever stor velvilje og lydhørhed, når vi hver især eller i fællesskab som branche - til tider sammen med det officielle Danmark - besøger potentielle partnere og kunder i udlandet. Selv i verdens fjerneste egne har de hørt om Danmarks grønne meritter.

Den privilegerede adgang, som vores grønne omdømme skaber, giver konkrete resultater, fordi danske virksomheder i energibranchen tænker internationalt og formår at omsætte møderne til ordrer og samarbejde.

Stærk historie - endnu stærkere fremtid
Vi har opnået det stærke grønne omdømme ved historisk at være på forkant med udviklingen inden for miljø og energi. Med den nyligt indgåede energiaftale har vi styrket vores position. Vi er anerkendt ikke blot for vores grønne historiske resultater - men også for at have en markant grøn vision om uafhængighed af fossile brændsler i 2050 og at vise vejen derhen med konkrete skridt på vedvarende energi, energieffektivitet, planlægning, modernisering, omstilling og ikke mindst teknologiudvikling.

Energiaftalen giver os mulighed for at fastholde udlandets store interesse. Samtidig giver udviklingsdagsordenen i energiaftalen os mulighed for at invitere udenlandske investorer og partnere med ind i udviklingen af fremtidens løsninger - til Danmark og til verden.

Vi bør sætte gang i endnu flere udviklingsprojekter med internationalt tilsnit, og vi bør se dansk energipolitik som noget internationalt - som et internationalt foregangsprojekt.

Derfor skal der være fokus på den internationale vinkel i alt, hvad vi gør. Det skal kommunikeres enkelt og internationalt, det skal være åbent for international deltagelse, resultater skal kunne nyttiggøres i udlandet, og vi skal søge international viden, finansiering og partnerskaber.

Dansk energipolitik skabes for Danmarks skyld. Men lad os med overbevisning påtage os den globale lederrolle, som verden forventer og beundrer. Ved at definere Danmark som et laboratorium for udvikling, test og fremvisning af fremtidens løsninger kan vi løfte verdens grønne standard - og være med til at definere den i praksis.

Tænk globalt - agér lokalt
Erfaringerne fra FN's og EU's store klimaarbejde er blandede. Det er et helt nødvendigt arbejde for at skabe international opmærksomhed om verdens udfordringer, hvad angår klima, energi og naturressourcer. Men de konkrete og bindende resultater har vist sig vanskelige at opnå.

Forandringsdynamikken ligger derfor i høj grad i lande og byer, hos virksomheder og projekter, der går foran. Vi har utallige eksempler i Danmark på institutioner, projekter, virksomheder og mennesker, som viser vejen: Ambitiøse forsyningsselskaber som TRE-FOR, Dong og Vattenfall, innovative virksomheder som Rockwool, ABB og Haldor Topsøe, dygtige forskere på DTU og andre universiteter, dygtige planlæggere i COWI, Niras og Grontmij, stærke grønne initiativer på Samsø og Als, i Aarhus og København. Og mange, mange flere.
Danmark ER et energilaboratorium. Vi HAR verden i tale allerede. Lad os bruge det!

 

Forrige artikel Eksempler på nødvendig national energipolitik Næste artikel Energiaftalen kan blive dyrere end ventet