Danmark undervurderer vindkrafts potentiale

DEBAT: Flere ekspertrapporter viser, at vindkraft er den billigste vej til høje andele vedvarende energi. Derfor er det ifølge dagens debattør beskæmmende, at den danske handlingsplan viser, at vindandelen vil falde fra 2016 til 2020.

Af Peter C. Brun
Formand for Vindmølleindustrien

Efterårets energi- og klimapolitiske drøftelser er ikke et isoleret spørgsmål om klima og CO2-reduktion. Det bliver en drøftelse af, hvor vi skal få vores energi fra, når Danmark - på den anden side af 2012 - ifølge Energistyrelsen bliver nettoimportør af energi. Det bliver en drøftelse om Danmarks fremtidige forsynings-, klima- og erhvervspolitik.

Vi ser frem til en forhåbentlig fordomsfri debat baseret på en solid analyse af Danmarks styrkepositioner og energimæssige geografiske placering! I mellemtiden kan det være interessant at kaste et blik på de europæiske handlingsplaner for VE, som skulle indleveres til Kommissionen 30. juni.

Ved første øjekast måske lidt overraskende, at kun 14 lande mødte tidsfristen 30. juni for indlevering af de såkaldte nationale handlingsplaner for vedvarende energi (NREAP) til EU, og her i august er tre ekstra kommet til. Men når man så ser at disse nu 17 lande samlet set repræsenterer mere end 70 procent af EU's totale energiforbrug, så udgør bidragene både kritisk masse og giver en strømpil for, hvilket energisystem vi kan forvente i EU om 10 år.

Vindkraften står helt centralt med et bidrag på cirka 20 procent til at opfylde EU's samlede mål for vedvarende energi. Det vil betyde 150 procent mere vindkraft i Europa over de næste 10 år.

Det skal også fremhæves, at de 17 bidrag samlet set faktisk er overraskende tæt på den europæiske vindindustris egne prognoser. De 17 landes planlagte udbygning af vindenergi er kun knap 10 procent lavere end industriens prognose, og vi mangler stadig ti landes handlingsplaner. Mon ikke man ser mindst en bekræftelse af industriens prognoser, når alle lande har indleveret. Det tror jeg!

Flere lande vælger ikke vindkraften
Blandt de negative overraskelser - set med vindkraftens øjne - er handlingsplaner fra en række lande som trods store potentialer ikke endnu har valgt vindkraften. Her springer desværre også den danske handlingsplan i øjet. Det er meget bemærkelsesværdigt, når Danmark teknologisk set er absolut førende, og geografisk velsignet med formentligt Europas bedste og billigst tilgængelige vindressource.

Den danske plan lover ikke mere end det allerede aftalte inden for det eksisterende energiforlig, som udløber ved udgangen af 2011. I perioden fra 2016 viser planen, at vindandelen vil falde frem mod 2020. Et fald, der skyldes, at Energistyrelsen ikke forventer den nuværende kapacitet på land opretholdt. Planen viser derudover, at Danmarks samlede 2020-mål kan nås med gennemførelsen af havmølleparken Djursland-Anholdt samt en til af samme størrelse, hvorefter, der efter planen ikke er brug for mere vedvarende energi.

Det er en meget defensiv plan både for vind og de øvrige vedvarende energiteknologier. Om det er ambitiøst nok til at konsolidere den danske vindkraft- og energiindustriklynge - er nok en politisk diskussion værdig.

Dansk handlingsplan er skrivebordsarbejde
Den danske handlingsplan til EU er et "frozen policy" skrivebordsarbejde, der klart undervurderer potentialet i vind, og kvalificerer ikke som en robust VE-handlingsplan med teknologispecifikke ambitioner. For vind er det realistiske et mål om 20 TWh vind i 2020 (10 TWh land og 10 TWh hav), svarende til cirka 50 procent vinddækning i 2020.

Et utal af ekspertrapporter, herunder Energinet.dk's egne scenarier, viser at vind forventeligt er den billigste vej til høje andele VE. Konkrete mål er nødvendige for at sikre, at planlægningen af net og placeringer på land foregår smidigt og i tide. Det er et politisk ansvar, som vi håber, vil blive forvaltet på ansvarlig vis og med hensyn til hvad der også tjener Udkantsdanmarks interesser.

En ambitiøs og detaljeret dansk handlingsplan, der viser vejen mod et fossiltfrit Danmark er et nødvendigt signal og efter industriens mening den bedste strategi for fastholdelse og tilskyndelse af teknologitunge virksomheder inden for den grønne industri til fortsat at investere langsigtet i ny teknologiudvikling i Danmark.

Lad os derfor håbe på et snarligt nyt energiforlig, så vi kan sikre, at Danmark, også om 10 år, er førende vidensklynge for de grønne energiteknologier, som hidtil har bragt os så mange danske jobs og betydelig valutaindtjening.

Forrige artikel Udfasning af elbiler er miljømæssigt uforsvarligt Udfasning af elbiler er miljømæssigt uforsvarligt Næste artikel Den CO2-neutrale kommune – realistisk eller varm luft?
Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Minister skal i samråd om kontroversiel forskningsrapport om bundtrawling, Transportudvalget rejser til Tyskland og to partier på højrefløjen mødes i weekenden. Her er, hvad du skal holde øje med i den kommende uge.