Regeringen er vissengrøn

Er det regeringen eller Dansk Folkeparti, der hænger i bremsen i klimapolitikken? I Debatten på DR2 kunne man i den forgangen uge se den forhenværende miljø- og klimaminister - nu klimakommissær Connie Hedegaard - og den nuværende klima- og energiminister Lykke Friis blive sat skakmat på klimapolitikken. Da Friis talte udenom i forbindelse med et spørgsmål om manglen på konkrete initiativer for at mindske CO2-udslippet fra transportsektoren, pointerede intervieweren, at de to politikere tilsammen repræsenterede Danmarks samlede klimapolitik de sidste fem år. Han fortsatte og spurgte, hvornår de egentlig ved, hvad de vil? Klimaministeren fik fremstammet noget om en klimakommission og en værktøjskasse til efteråret, mens kommissæren mødte spørgsmålet med tavshed. Og det beskriver vel meget godt situationen på området p.t. En klimakommission, der nationalt fungerer som regeringens syltekrukke, og et handlingslammet EU. Der sker intet.

Regeringen stikker hovedet i busken
Det til trods for at EU-Kommissionen selv just er kommet med en analyse, som viser, at det vil koste langt mindre end hidtil antaget at øge EU's målsætninger fra 20 pct. til 30 pct. reduktion i udledningen af drivhusgasser. En konklusion som stemmer fint overens med Stern-rapportens efterhånden flere år gamle konklusioner om at passivitet er dyrere end handling.  

Hvorfor sker der så ikke noget i Danmark? Det spørgsmål plager mig til stadighed. En ting er, at statsministeren nægter at besvare spørgsmål eller komme i samråd om Statsministeriets egen hemmelige evaluering af topmødet, som blev offentliggjort at Politiken. Måske han har lært af det gode råd: "Man skal ikke gå tilbage til en fuser", så han vælger strudsetaktikken med at stikke hovedet i busken.

Vissengrøn Lykke Friis
En anden ting er, at den forholdsvis grønne klimaminister Connie Hedegaard er blevet afløst af den mere vissengrønne Lykke Friis. Før havde vi en ambitiøs klimaminister i en uambitiøs regering. Nu sidder vi desværre kun tilbage med det sidste. En minister, der i klimadebatten stort set kun argumenterer med energiuafhængighed fra onde udenlandske regimer - og ikke beskyttelse af klodens klima.

DF står i vejen for klimapolitikken
Jeg har overvejet om passiviteten skyldes, at klimapolitikken nu skal fastlægges i Venstres folketingsgruppe? Men årsagen er måske snarere, at dansk klimapolitik reelt afgøres i Dansk Folkepartis folketingsgruppe? En gruppe der er karakteriseret af to ting: En sort klimafornægtelse og afvisning af ideen om, at vækst og klimahensyn kan gå hånd i hånd. Vi havde forleden en stor klimadebat i folketingssalen. Her stod det meget klart, at klimasagen ligger Dansk Folkeparti meget fjernt. Faktisk sagde de ligeud, at de ikke tror på en sammenhæng mellem CO2-niveauet og klimaforandringerne. Så bliver det naturligvis vanskeligt at fastlægge en ambitiøs klimapolitik.

Verdens forskere har dokumenteret sammenhængen mellem menneskeskabt CO2-udledning og klimaforandringer. Verdens politikere bekræftede sammenhængen på klimatopmødet. 100.000 demonstranter stod i bidende kulde på Christiansborg Slotsplads i december og bekræftede sammenhængen. Ja, selv Bjørn Lomborg har erkendt sammenhængen. Men Dansk Folkeparti ved bedre - de har i deres egne små lønkamre fundet den evige sandhed om klimaet - og det har ikke noget med CO2 at gøre. Resten af verden tager fejl.

På den baggrund er det måske ikke så mærkeligt, at regeringen bliver mere og mere vissengrøn. De insisterer på at have DF med ved forhandlingsbordet, når klimapolitikken skal fastlægges, og det er meget svært at finde fælles fodslag i klimapolitikken, når en af parterne er uden for pædagogisk rækkevidde.

debat@altinget.dk