Ny energi kræver nye tanker

DEBAT: Skov og Landbrug kan levere klimavenlig energi i form af CO2-neutralt træflis som erstatning for belastende naturgas. Men vane-tænkning står i vejen, mener Steen Riber, direktør i HedeDanmark.

Af Steen Riber
Divisionsdirektør, HedeDanmark A/S

Det er altid ærgerligt, når et forkert udgangspunkt fører til forkerte konklusioner. Det er imidlertid tilfældet, når regeringens udspil om at give frit brændselsvalg til ren varmeproduktion på små kraftvarmeværker beskyldes for at ville øge udledningen af CO2.

Derfor overrasker det også, når bl.a. repræsentanter fra Greenpeace og Det Økologiske Råd, som ellers normalt kæmper for et bedre klima og miljø, giver udtryk for dette synspunkt på Altinget.dk 12. april.

Når man øger brugen af dansk produceret træflis eller miljø- og klimavenlig energipil fra markerne, som erstatning for CO2-forurenende naturgas, så er det til gavn for klimaet.

Fastholdes et isoleret ønske om, at små kraftvarmeværker skal producere både varme og el baseret alene på naturgas, gør man mere skade end gavn. De små kraftvarmeværker udgør minimale 0,25 pct. ud af den samlede produktion af el. Læg dertil, at de samme kraftvarmeværker i praksis kun i mindre omfang producerer el, men oftest bruger naturgassen til at producere ren varme til forbrugerne. Regeringens oplæg harmonerer i øvrigt også med en af konklusionerne i Varmeplan Danmark (1), hvorfra det fremgår, at mindre fjernvarmeværker bør konverteres fra naturgaskedler til biomasse.

Hvis man - for alvor - ønsker at gøre noget godt for klimaet, så skal den store mængde tilgængelig og CO2 neutral biomasse aktiveres. Derfor er det fornuftigt, at der sikres friere rammer for de små kraftvarmeværker, så de må anvende biomasse i energiproduktionen. Derved kan der skabes nødvendig lokal efterspørgsel på klimavenlig biomasse.

De store centrale kraftværker prioriterer - af tekniske grunde - importerede træpiller fra udlandet frem for dansk træflis og energipil. Det nytter altså ikke at argumentere for, at biomassen mere fornuftigt skal bruges på de store centrale kraftværker, så bliver den dansk producerede biomasse i hvert fald ikke anvendt.

Derfor er frit brændselsvalg på de små kraftvarmeværker en god ide og derudover bør rammevilkårerne for afsætning af dansk produceret biomasse yderligere forbedres i form af højere tilskud til elproduktionen på basis af biomasse. Større tilskud til produktion af el baseret på biomasse risikerer at medføre større import af træpiller. Derfor kan løsningen være at variere tilskuddet efter om der benyttes træflis, halm, energipil eller træpiller i produktionen. Ligesom der allerede gives dobbelt så stort tilskud pr. kwh. el produceret fra vindmøller i forhold til biomasse.

Sikkert er det, at danske virksomheder, der beskæftiger sig med biomasse, vil få bedre muligheder for vækst i Danmark, hvis rammevilkårerne forbedres. En vækst som kan øge eksporten af viden og kraftværker - og ikke mindst skabe arbejdspladser for både ingeniøren, metalarbejderen og skovarbejderen.

Note 1: Varmeplan Danmark er den første egentlige videnskabelige undersøgelse af fjernvarmens potentiale på vejen mod et fremtidigt dansk samfund opvarmet af 100 procent vedvarende energi. Udarbejdet af ekspertgruppe fra Rambøll og Aalborg Universitet.

Forrige artikel Hvor sidder det smarte i "smart grids"? Næste artikel Vi kan spare os til succes Vi kan spare os til succes
Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Minister skal i samråd om kontroversiel forskningsrapport om bundtrawling, Transportudvalget rejser til Tyskland og to partier på højrefløjen mødes i weekenden. Her er, hvad du skal holde øje med i den kommende uge.