Efter COP15 – status over fejlslagne strategier

Af Peter Pagh
Professor dr.jur., Københavns Universitet

Forløbet og udfaldet af COP15 var et lærestykke i, at de rige lande ikke længere er ene om at svinge taktstokken. Men forberedelsen af COP15 var også en illustration af forskellige strategier for, hvordan verdenssamfundets fælles store udfordringer håndteres.

I udgangspunktet var der før COP15 enighed om problemets karakter: - den hidtidige udledning af drivhusgasser fra fossile brændsler har allerede medført alvorlige problemer med oversvømmelser og tørke i flere lande.

Fortsat udledning af drivhusgasser fra fossile brændsler kan få endnu alvorligere konsekvenser. Selv om der fortsat er skeptikere, er der i alle tilfælde det problem, at olien vil slippe op inden for en overskuelig fremtid. Så noget må der gøres for at begrænse udledningen af drivhusgasser og afbøde følgerne af klimaforandringerne.

Fire strategier
Hvad, der må gøres, blev anskuet fra meget forskellige vinkler op til COP 15. Noget forenklet var der tale om fire strategier. Den missionerende, hvorefter opgaven er at udbrede budskabet i tiltro til, at verdens 6 mia. borgere herefter vil gøre deres bedste - og samtidigt kræve at de politiske ledere gør det fornødne.

Den naturvidenskabelige, hvorefter alle beslutningstagere må indrette beslutningerne efter naturvidenskabens prognoser og anvisninger baseret på tillid til, at beslutningstagerne vil vide at gøre det fornødne.

Den kommanderende, hvorefter opgaven er, at få verdens ledere til at beslutte at begrænse udledningen af drivhusgasser i tillid til, at verdens 6 mia. borgere vil gå i takt og følge trop.

Den diplomatiske, hvorefter selv en ringe løsning med bred tilslutning fra verdens lande er bedre end ingen løsning i tillid til, at den ringe løsning kan være et skridt på vejen til en bedre løsning. Uanset dette er en kraftig forenkling med betydelige overlap, tydeliggør opdelingen nogle paradokser i forberedelsen af COP 15.

Al hidtidig erfaring tilsiger, at de tre første strategier var håbløse. Uanset argumenters styrke er den missionerende tiltro til den gode sags ultimatum reserveret fundamentalistiske ideologier.

Selv om beslutningstagere påvirkes af naturvidenskabelig erkendelse er det nu engang mennesker - og ikke videnskabelige prognoser - der bestemmer, hvordan de enkelte lande indretter sig. Eksperimentet med at kommandere mennesker i takt blev uden held forsøgt i de socialistiske lande, hvis sammenbrud mere skyldes systemfejl end dårlig management.

Det bedste bliver det værste
I den forstand blev COP15 en bekræftelse på, at hvis man i komplekse samfundsanliggender kun går efter det bedste, ender man ofte med det værste. Ingen kan vide, hvordan det var gået, hvis man havde vægtet det diplomatiske spor tungere.

Men vi ved, at de tre førstnævnte strategier ved COP15 fik en sådan samlet betoning, at det blev gjort til "nu eller aldrig". Og vi ved, at resultatet blev en intetsigende erklæring, Copenhagen Accord, som det end ikke lykkedes at få vedtaget.

Havde man i stedet fulgt en traditionel diplomatisk strategi, kunne der være bygget videre på de traktater om begrænsning af udledningen af drivhusgasser, der trods alt er indgået.

Alle mangler til trods er det ikke ligegyldigt, at der med Kyoto-aftalens CAP and Trade er etableret en retlig ramme, som giver i- og u-landene en fælles interesse i at begrænse udledningen af drivhusgasser, og som samtidigt integrerer den private industris investeringer i denne ordning.

Det sidste betyder bl.a., at private europæiske virksomheder bidrager med investeringer og teknologi i u-landene for at overholde de emissionskvoter, EU har fastsat for de største virksomheder. Svagheden ved Kyoto-aftalen er bl.a., at det i længden er uholdbart at lade Kina og andre nye stærke økonomier fortsætte uden loft, at det institutionelle arrangement for handel med kvoter er for tungt, at der mangler regulering af skibsfart og skal findes løsning på afskovning.

Copenhagen accord til grin
Selv med alle Kyoto-aftalens mangler ville en forlængelse efter 2012 have været en større gevinst end den uforpligtende Copenhagen Accord, der end ikke magtede at fastlægge en fælles basisår for at begrænse udledningen. Resultatet ses i de enkelte landes tilbagemeldinger, der anvender helt forskellige basisår for, hvor meget hvert enkelt land (muligvis) vil reducere udledningen, hvilket gør sammenligninger meningsløse.

De forkrampede forsøg på at forfægte Copenhagen Accord som et fremskridt har nået den sorte humors felt, når klimaministeren fx anfører, at det ikke er et problem, at alle lande ikke har meldt tilbage inden fristen udløb 1. februar, fordi det er "en flexibel tidsfrist". Dette er mildt sagt en underdrivelse. Copenhagen Accord har ingen bindende virkning. Med eller uden erklæringen kan enhver stat til en hver tid meddele FN, hvor meget de agter at reducere udledningen af drivhusgasser.

De fortvivlede forsøg på at fremstille Copenhagen Accord som et fremskridt kan forklares med den politiske prestige, der blev investeret i COP15.

Oppositionen har heller ikke ret
Men hvis denne tabte politiske kapital skal diktere vejen frem, er det nærmest dømt til at gå galt. Det hjælper heller ikke at følge oppositionens råd om, at Danmark skal genindtage førertrøjen og udnytte den formelle plads som formand for COP15.

Dels er Danmark et af de få i-lande, der har problemer med at overholde Kyoto-aftalen, hvorfor det er så som så med førertrøjen. Dels er der tabt for meget politisk og diplomatisk kapital på håndteringen af COP15.

Og sidst, men ikke mindst, har man tilsyneladende intet lært, da udmeldingen fra oppositionen fortsat følger samme kurs som før COP15. Så alle er nok bedst tjent med, at en kommende klimaaftale er lagt i andre hænder, der er mere optaget af realistiske afbalancerede løsninger end egen selvgodhed.

debat@altinget.dk