Vi skal bevare proportionssansen i klimadebatten
DEBAT: Vores bedste viden tilskriver, at det kan være langt billigere at tilpasse os klimaforandringer end at forsøge at forhindre dem, skriver Martin Ågerup
Af Martin Ågerup
Direktør, CEPOS
Hvor meget klimaet vil ændre sig, ved vi ikke, men FN's klimapanel har fremsat nogle centrale skøn. Hvad er ulemperne ved disse forventede klimaforandringer? Det spørgsmål har en række artikler i videnskabelige tidsskrifter analyseret. En gennemgang af 103 studier på området viser, at langt de fleste studier finder, at omkostningerne ved at udlede CO2 i atmosfæren kan omregnes til i omegnen af 3-86 kr. per ton CO2 med en median på ca. 20 kr. per ton.
Der er selvfølgelig stor usikkerhed i sådanne beregninger, og det afspejler sig da også i en meget stor spredning i studiernes resultater. Hvor ligger så den øvre grænse for, hvad man med rimelighed kan påstå, at klimaforandringerne koster? Gennemgangen af litteraturen på området viser, at 95 procent af studierne har en pris på under 483 kr. per ton CO2. Men som det påpeges i gennemgangen, har studier, der har været underlagt et såkaldt peer review (en kritisk gennemgang fra andre eksperter på området) typisk lavere estimater end de studier, som ikke er blevet udsat for denne videnskabelige kvalitetssikring.
Vores bedste viden på området tilsiger altså, at der er en stor risiko for, at vi er bedre tjent med at tilpasse os klimaforandringer end med at forsøge at forhindre dem, hvis omkostningerne ved at reducere CO2 fra atmosfæren overstiger 86 kr. per ton og med overvældende sandsynlighed gør det, hvis prisen overstiger 483 kr. per ton.
Alligevel sætter politikerne en lang række CO2-reducerende tiltag i værk, som koster langt mere. For eksempel viser et nyligt CEPOS-studie af den danske vindmølle-sektor, at det koster 647 kr. per ton at mindske CO2-udledningen ved at omstille til vindmøller. Ulempen ved at opstille vindmøller - primært i form af højere energiomkostninger - er altså ca. ni gange større end den estimerede klima-gevinst, som vindmøllerne giver ifølge langt hovedparten af de videnskabelige studier, som er gennemført på området. Kuren er altså med stor sandsynlighed langt værre end sygdommen. Selv hvis man tager udgangspunkt i den øvre grænse for, hvad man med rimelighed kan forvente, at de mulige klimaforandringer vil komme til at koste, er det en tredjedel dyrere at opstille vindmøller end ikke at gøre noget.
Klimadebatten er desværre blevet så betændt, at folk, der gør opmærksom på disse forhold, bliver beskyldt for at være klimafornægtere. Det svarer til, at kalde en læge, der ikke vil ordinere morfin imod influenza en influenza-fornægter. Lad mig en gang for alle slå fast, at jeg ikke fornægter eksistensen af menneskeskabte klimaforandringer eller behovet for at forholde sig til dem. Jeg sætter blot spørgsmålstegn ved, om den foreslåede behandling ikke er værre for patienten end den sygdom, behandlingen skal bekæmpe.
Det er vigtigt, at vi bevarer proportionssansen i klimadebatten. Ellers vil der være en stor fare for, at de ting vi foretager os i klimaets navn, kommer til at gøre mere skade end gavn.
