Den økonomiske krise rammer den grønne industri hårdt

DEBAT: Den økonomiske krise i Europa har ramt den grønne industri hårdt. Der er ingen tid at spilde med at få en klar energiplan på skinner, så vidensforspringet kan udbygges. Det mener formanden for Vindmølleindustrien.

Af Peter C. Brun
Formand for Vindmølleindustrien

Sidste uge var et mørkt kapitel for dansk vindkraftindustri med lukningen af fire Vestas-fabrikker, betalingsstandsning for tårneleverandøren Skykom og udflytningen af Gamesa's udviklingsafdeling til Storbritannien. Begivenhederne er et klart vidnesbyrd om, at globaliseringen er en realitet, at konkurrencen er hård, og endelig at de geopolitiske omvæltninger foregår meget hurtigt.

Den grønne industri er hårdt ramt af den økonomiske krise i Europa i øjeblikket, hvor mange lande har budgetunderskud og derfor er tilbageholdne med nye investeringer i ny grøn teknologi. Godt nok har man et langsigtet EU-mål i 2020, men det hjælper ikke de næste år, hvor efterspørgslen risikerer at være faldende eller stagnerende på grund af de økonomiske problemer.

Omkostningsniveauet er for højt
Det er selvsagt uheldigt for fastholdelse af den europæiske industris førerposition i de kommende år - hvor det teknologiske kapløb er på sit højeste, hvis de europæiske markeder stagnerer eller er faldende - da tyngen i så fald naturligt vil vende sig mod nye vækstmarkeder i især Asien og andre steder.

Den danske vindkraftindustris fremtidige skæbne er tæt knyttet til de fremtidige markedsmuligheder i Europa. Flere af de store aktører som Vestas, Siemens og flere underleverandører har allerede etableret produktion i Asien og Nordamerika og fremtidig vækst i disse markeder vil derfor i første omgang øge antallet af produktionsjobs i disse regioner - ikke i Europa og Danmark.

Dagene, hvor det kunne betale sig at eksportere en vindmølle til Nordamerika og Asien, er slut og fremtidig produktion i Europa vil skulle være konkurrencedygtig med Kina-omkostninger + fragt. Vindkraften skal være billigere, og derfor må omkostninger til transport elimineres. Det er bestemt ikke umuligt at producere konkurrencedygtigt i Europa, men omkostningsniveauet i Danmark er i øjeblikket for højt. Det er imidlertid ikke blot et problem i vindkraftbranchen, men et generelt problem for hele den danske industri, som vi kun kan opfordre politikerne til at løse, så det danske samfund ikke sygner hen.

Energiplan underbygger vidensforspring
Men hvad kan man så gøre for at fastholde danske vidensjob og de resterende produktionsjob i den grønne sektor i Danmark? Det regionale og de nationale markeder i Europa skal i de kommende år tjene som en platform for yderligere teknologiudvikling. I første omgang er det væsentligt, at den danske regering hurtigst muligt får sin nationale energiplan på plads - gerne som et bredt "nationalt kompromis" om en aktiv energipolitik og -strategi frem mod 2020.

For selvom Klimakommissionens anbefalinger frem mod 2050 er meget lovende, mangler der stadig en konkret køreplan for, hvordan vi opnår disse målsætninger. Planlagte energiinvesteringer bør fremskyndes og ikke udsættes. Vindkraftindustrien venter på dette signal, ellers er det snublende nærliggende, at fremtidige investeringer vil gå til de markeder, hvor der er mere potentiale, vækst- og afsætningsstabilitet.

Danmark skal både søge fastholdelse af produktions- og vidensjob, fordi der er en tæt sammenhæng mellem produktion og udvikling af ny viden. Produktion af nye mølletyper bør oplagt produceres her i Danmark. Forsvinder produktionsjobbene helt, er der stor risiko for, at vidensjobbene også vil følge efter.

Den nye danske energiplan er en vigtig brik i strategien for en førende dansk vindkraftindustri. Det er ikke nogen naturlov, at Danmark kan fastholde sine vidensarbejdspladser med den globale konkurrence, men en aktiv dansk energi- og klimapolitik kan være et vigtigt bidrag til at underbygge den danske industris vidensforspring, som er udviklet gennem de sidste 30 år.

Behov for handling
Der er hastende behov for en klar og stabil grøn handlingsplan, hvor det gøres klart, at Danmark også de næste 10 år vil være det samfund, som har den største integration af vedvarende energi til glæde for det danske samfund og stor inspiration og reklame for resten af verden. Klimakommissionen har netop vist, at "ikke-handling" også har en pris, og at merudgifterne til den grønne omstilling på den korte bane vil blive mere end udlignet i det større regnestykke. Hvad venter vi på?

Opgaven for os i industrien og regeringen er også at arbejde for - sammen med andre ligesindede lande som Tyskland, Spanien, Sverige og Storbritannien - at sikre, at Europa udbygger sit teknologiske forspring på det grønne område. Argumenterne herfor er så mange, at alternativet er svært at få øje på - fordi Europa skal sikre sin energiforsyning, blive mere klimabæredygtigt og have en grøn vækststrategi for de næste 10 år.

Man kan være uenig i strategien, men der er kun få, der betvivler, at den grønne industri er en af de mest lovende i mange årtier, så hvorfor ikke satse herpå. Derfor - op på hesten, og hjælp os med at sikre, at det danske samfund også får sin andel af dette lovende vækstmarked - også i fremtiden. Det ville være et stærkt offentlig-privat-partnerskab!

Forrige artikel Holdbar klimaløsning kræver nyt flertal Holdbar klimaløsning kræver nyt flertal Næste artikel Er der flere energirenoveringer på vej?
Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Minister skal i samråd om kontroversiel forskningsrapport om bundtrawling, Transportudvalget rejser til Tyskland og to partier på højrefløjen mødes i weekenden. Her er, hvad du skal holde øje med i den kommende uge.