Klimaplan overser positive sideeffekter

Af Christian Ege
Sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

Regeringens klimaplan skal skaffe de sidste seks procent reduktion ud af regeringens 40-procentsmålsætning. Og faktisk bør man finde mere end seks procent reduktion, idet energiaftalen fra 2012 reelt dækker mindre end de 34 procent - fordi man gik ud fra, at brug af biomasse er 100 procent CO2-neutralt, men det er ikke tilfældet. 

Transporten går fri
I energiaftalen trak transport og landbrug frinummer - nu må disse være i centrum i klimaplanen. Men regeringen har beregnet, hvor mange tons CO2-reduktion hvert virkemiddel kan bidrage med, og hvad det koster at gennemføre, og lægger så op til at gennemføre de billigste.

I så fald vil transporten igen gå fri. Men netop transportens udslip vil i de kommende år udgøre en stadig større del af de samlede udslip, og vi kan ikke blive ved med at se passivt til.

Overser gavnlige sideeffekter
Der er store problemer i de samfundsøkonomiske beregninger, som planen bygger på. Ser man snævert på, hvad det koster at reducere CO2, er de fleste tiltag i transport og landbrug dyre. Men heldigvis har disse tiltag også gavnlige sideeffekter.

Mange tiltag i landbruget vil f.eks. reducere klimagasser og kvælstofforurening på én gang. Når man fordeler initiativets pris på begge gavnlige effekter, giver flere tiltag inden for landbruget faktisk overskud i en samfundsøkonomisk beregning. Men det giver ikke nødvendigvis overskud for den enkelte landmand.

Derfor er det nødvendigt at ændre på pengestrømmene for at sikre, at disse tiltag faktisk gennemføres. Det kan ske ved at bruge en større del af EU's landbrugsstøtte til at finansiere tiltag, som sænker udledning af både drivhusgasser og kvælstof.

Regeringen har i klimaplanen prøvet at inddrage disse sideeffekter, men på transportområdet er det kun lykkedes i beskedent omfang. Det skyldes, at flere af de positive effekter ikke opfanges gennem de traditionelle samfundsøkonomiske beregninger.

Man værdisætter effekten af støj og luftforurening, men tager f.eks. ikke sundhedseffekten af ultrafine partikler med - fordi EU ikke har en grænseværdi for disse, selv om det hører til den allerfarligste del af luftforureningen.

Man medregner heller ikke den positive effekt på folkesundheden, når folk stiller bilen og cykler eller går - i kombination med kollektiv trafik. En meget stor del af vores sundhedsudgifter er knyttet til mangel på motion.

Dermed overvurderer man, hvad det koster at reducere klimagasser inden for transport.

Klimaplanen skal have perspektiv ud over 2020, frem mod målet om et fossilfrit samfund i 2050. Her nytter det ikke blot at sige, at vi f.eks. højst vil betale 300 eller 500 kr. pr. ton CO2-reduktion - beregnet med de traditionelle samfundsøkonomiske metoder. Så forpasser man chancen for at slå flere fluer med ét smæk og både reducere transportens klimagasudslip, dens store bidrag til sundhedsskadelig luftforurening, trængslen og de store folkesygdomme, som er knyttet til mangel på motion.

Fra plan til handling
Klimaplanen skal snarest omsættes til handling.

I forhold til landbruget skal store områder af de såkaldte marginale jorde tages ud af almindelig landbrugsdrift og i stedet bruges til f.eks. vedvarende græs eller skov. Der skal flere efterafgrøder, og målsætningen for biogas skal øges.

På transportområdet skal vi øge afgiften på benzin og diesel - indtil den dag der kan indføres intelligente kørselsafgifter - roadpricing. Den kollektive trafik skal forbedres, og der skal laves en national cykelstrategi - det sidste har planen ikke regnet på. Det offentlige skal stille krav om miljøvenlig transport af de varer, som de køber.

Og endelig - på energiområdet - bør handels- og servicevirksomheder begynde at betale almindelig elafgift, så de motiveres til at spare på energien. Ved at gennemføre disse større tiltag kan vi nå mindst de seks procent - eller fire mio. ton CO2-reduktion.

debat@altinget.dk