Let elafgiften for forlystelsesparker

DEBAT: Det er konkurrenceforvridende, at de danske forlystelsesparker skal beskattes, som om deres elforbrug udelukkende var husholdningslignende, skriver chefen for energi- og klimapolitik i Dansk Industri, Troels Ranis.

Af Troels Ranis
Chef for energi- og klimapolitik i Dansk Industri

I VisitDenmarks seneste opgørelse over attraktioner i Danmark indtager forlystelsesparkerne endnu en gang toppladserne over de mest besøgte attraktioner. Samlet tiltrækker de ti største forlystelsesparker knap 11 millioner turister i benhård konkurrence med deres udenlandske konkurrenter.

Parkerne er produktionsvirksomheder, som hvert år leverer et højt kvalitetsprodukt til et stadigt mere krævende publikum. Forlystelsesparkerne er en væsentlig årsag til, at dansk turisme er i stand til at tiltrække millioner af udenlandske turister hvert år.

Turister skaber vækst og arbejdspladser 
Forlystelsesparkerne er medvirkende til, at turisterhvervet skaber arbejde svarende til 120.000 årsværk, og at de udenlandske turister bruger over 34 milliarder kroner i Danmark. Udover at besøge forlystelserne og overnatte på hoteller, så lægger turisterne nemlig også penge i eksempelvis detailhandlen og på caféerne. Dermed er turisterne med til at skabe vækst og arbejdspladser, ikke kun på forlystelserne, men i hele regionen.

Men som bekendt kommer intet af intet, undtagen lommeuld. At forlystelsesparkerne i dag er i stand til at tiltrække over millioner af turister til landet og dermed skabe beskæftigelse til titusindvis af personer, skyldes først og fremmest, at de løbende har investeret i nye aktiviteter og hele tiden fornyer sig.

En analyse af europæiske forlystelsesparker viser, at allerede efter to år har nye forlystelser mistet deres tiltrækningskraft, og at der er behov for at investere i nye forlystelser, hvis man bare som minimum skal fastholde antallet af gæster. De danske forlystelsesparker er derfor under et betydeligt pres for hele tiden at effektivisere deres processer, så de kan frigøre midler til at investere i nye forlystelser og tiltrække turister til landet.

Forlystelsesparker skal beskattes på lige fod med andre 
En væsentlig del af forlystelsesparkernes produkt er de kørende forlystelser. Og det er mere end almindeligt svært at se, hvad energiforbruget fra en rutschebane, karrusel eller radiobil har tilfælles med kaffemaskinen, støvsugeren eller mikroovnen hjemme i privaten.

Det kan derfor undre, at det i den danske elafgiftsregulering stædigt er fastholdt, at forlystelsesparkernes elforbrug er husholdningslignende, og at de derfor skal betale 10 gange så meget i elafgift, som andre produktionsvirksomheder. Samtidig er parkerne i direkte konkurrence med de udenlandske forlystelsesparker om at tiltrække gæster. Det er derfor konkurrenceforvridende, at de danske forlystelsesparker skal beskattes, som om deres elforbrug udelukkende var husholdningslignende.

Det er forkert at tro, at en normalisering af reguleringen, hvor forlystelsesparkers elforbrug beskattes efter de samme regler som de øvrige produktionsvirksomheder, vil stride mod EU-retten, når Europa-Kommissionen klart har tilkendegivet, at forlystelsesparker ikke har et husholdningslignende energiforbrug.

Det er vigtigt, at elafgifterne ikke lægger hindringer i vejen for, at de danske forlystelsesparker hele tiden kan investere og forny sig, og dermed fortsat kan være et trækplaster for turismen og væksten. Derfor bør forlystelsesparkernes elforbrug beskattes som almindelig procesenergi på lige fod med det øvrige produktionserhverv.

Forrige artikel Klimaplan overser positive sideeffekter Klimaplan overser positive sideeffekter Næste artikel Klimaplan: Lastbiler er vejen frem Klimaplan: Lastbiler er vejen frem