Gade: COP18 skal tale alvoren op igen

COP18-DEBAT: Det vigtigste med klimatopmødet i Doha bliver at få talt alvoren op igen, så processen frem til 2015, hvor der skal ligge en omfattende global og bindene aftale, bliver taget alvorligt fra nu af, skriver Steen Gade (SF).

Af Steen Gade 
Klima- og energiordfører, SF. 

Endnu en global klimakonference er der nok et par stykker, der sukker. Enten fordi de ser, hvor galt det faktisk går i den virkelige verden, eller fordi de tænker på, om alle disse kræfter og penge ikke kunne bruges bedre, eller måske bare fordi den ikke er så hot mere i medierne, hvor økonomi og beskæftigelse er hot stof.

Det er – tror jeg – en god opsummering af det medielandskab og det politiske klima, som det 18. klimatopmøde afholdes i – godt hjulpet på vej af den økonomiske krise, hvor gammel tænkning fører direkte til, at mange nedprioriterer både indsatsen for at modvirke klimaændringerne og for at tilpasse sig i god tid. Forebyggelse og langsigtethed har desværre dårlige kår, når krisen kradser!

Går den gale vej
Det suk, der skal udnyttes positivt, handler om misforholdet mellem global handling og virkeligheden. Verden stirrer direkte hen mod 4 graders stigning i dette århundrede og ikke de 2 grader, som vi påstår, vi vil sikre. Jeg tror, det vigtigste i Doha er at få talt alvoren op igen, så processen frem til 2015, hvor der skal ligge en omfattende global og bindene aftale, bliver taget alvorligt fra nu af. Det ser nemlig rigtig galt ud med klimaet. Sandy var jo helt efter bogen (Læs: Eksperternes forudsigelser over klimaændringerne).

Områderne syd for Sahara er blevet helt ustabile. Folk er lige så stille ved at flytte fra nogle af de små stillehavsøer. Og så bliver vi i den rige verden – også under krisen – nødt til at forstå, at der også i de kommende år skal gives store bidrag til udviklingslandene, hvis det skal lykkes at lave en bindende og effektiv samlet traktat i 2015.

EU skal trække læsset
Hvis det skal ske, er det helt nødvendigt, at vi, der er med i Kyoto aftalen, forpligter os på en ny reduktionsperiode. Det bliver EU, der skal trække læsset, for der er lande, der falder fra. Det må vi gøre, og EU bør gå fra 20 procent CO2-reduktion i 2020 til 30 procent.

Det vil gøre det lettere for de fattigste og de mest sårbare udviklingslande at lægge pres på deres "venner" som Kina og Indien. I det hele taget bør den alliance, som Danmark synliggjorde sidste år i Durban mellem EU og LDC-landene styrkes og gøres endnu tydeligere.

Bangladesh har nøglerolle
Her spiller Bangladesh en nøglerolle, og Danmark bør fortsætte linjen fra sidste år. Klima- og Energiudvalget har ligeledes i det forløbne år knyttet tæt kontakt til Bangladesh gennem et besøg, og der er tanker om at opbygge et tættere partnerskab mellem vore to landes klimaudvalg. Vi har nemlig brug for at få skabt en forståelse for, at det er landenes udledninger – og ikke hvilken gruppe de tilhører – der afgør, om man skal bidrage, og at alle lande skal have reduktionsforpligtelser.

Og måske skal vi ligefrem starte en "ny" dagsorden. Nemlig om det kæmpe potentiale, der er i energibesparelser overalt. Det Internationale Energiagentur har netop vist, at det eneste, der kan sikre, at vi kan holde os under de 2 graders stigning i dette århundrede er omfattende energibesparelser NU, fordi de virker med det samme. Og kan give det håb, der også skal til, når vi ved, hvor galt det faktisk står til.

Forrige artikel Dencker: COP18 fanget mellem den økonomiske krise og en klimautopi Dencker: COP18 fanget mellem den økonomiske krise og en klimautopi Næste artikel EU-kamp om politiske visioner og markedets realiteter EU-kamp om politiske visioner og markedets realiteter