EU-kamp om politiske visioner og markedets realiteter

KLUMME: CO2-kvoteprisen er lavere end nogensinde. Så mens kulindustrien fester, bløder de energiselskaber, som har investeret i renere alternativer. EU skal sikre fælles og effektive løsninger og på den måde fremme grøn omstilling i Europa, skriver Ulrich Bang fra Dansk Energi.

Af Ulrich Bang
EU-chef, Dansk Energi 

 

Bruxelles er på stikkerne. Klimakommissær Connie Hedegaard har fremlagt et længe ventet forslag, som skal puste liv i EU's CO2-kvotesystem ved midlertidigt at holde nogle kvoter tilbage fra markedet.

 

Energilobbyister glade som tyre på dugvådt græs 

Samtidig har hendes stadig tættere allierede i EU-kommissionen, energikommissær Günther Oettinger, fremlagt en temperaturmåling af EU's indre energimarked – altså en pejling af, hvordan det står til med de 27 medlemslandes realisering af friere markedsvilkår.

Udspillene fra de to kommissærer er blevet modtaget af os energilobbyister med samme glæde, som når kåde tyre kommer på dugvådt forårsgræs – og skal tjekke holdbarheden af deres horn.


Polen med kulindustrien i ryggen lovede hurtigt død og ødelæggelse for europæisk industri, hvis EU's CO2-kvotesystem blev styrket, mens progressive kræfter i energisektoren bakker op om EU's CO2-kvotesystem og Connie Hedegaards forslag om at styrke det.

 

Kulrenæssance i Europa 

Både Eurelectric og Eurogas, som er de toneangivne el- og gasorganisationer, bakker på modsat side op om Connie Hedegaards forslag som led i en større langsigtet reform med CO2-mål i 2030. Blandt industriorganisationerne bakker indtil videre kun CBI - den engelske pendant til danske DI – op om forslaget.


Men hvorfor trækker kulindustrien i bremsen? Fordi den lave kvotepris i den grad har betydet en renæssance for kul i Europa. CO2-kvoter koster i dag omkring en fjerdedel af det, EU-kommissionen havde forventet, så markedets realiteter siger ’invester i kul’, og kulkraftværkerne kører på fuldt blus over det meste af Europa.

 

Mens kulindustrien fester, så bløder de energiselskaber, som har investeret i renere alternativer, specielt naturgas, samtidig med, at udgifterne til subsidier til vedvarende energi eksploderer på grund af den lave kvotepris. Så virksomheder og forbrugere mærker desværre ikke noget til de lave kvotepriser.

 

Fælles løsninger frem for national enegang 

På trods af markedets dystre realiteter, så er stemningen god blandt Dansk Energis Bruxelles-allierede. Det står nu klart, hvad der er på spil, og flere og flere slutter sig til ambitionerne om et styrket CO2-kvotesystem. Mange af tilhængerne deltog i et business-møde, som vi arrangerede for den nordeuropæiske energisektor, EU-kommissionen og en række institutionelle investorer.


Det, som binder os sammen, er

  • et ønske om fælles EU-løsninger frem for national enegang, fordi det giver de mest effektive løsninger og sikrer ensartede konkurrencevilkår for erhvervslivet.
  • et ønske om at undgå dyre fejlinvesteringer i kraftværker, som nok er billige i dag (kul) – men måske urentable på sigt, hvis de politiske klimamål bakkes op af handling.
  • et ønske om at sætte handling bag ordene i forhold til grøn omstilling og modernisering af den europæiske energisektor.

Vi er klar til de næste politiske slag om Europas grønne omstilling!

Forrige artikel Gade: COP18 skal tale alvoren op igen Gade: COP18 skal tale alvoren op igen Næste artikel Behov for smarte bygninger i et smart energisystem Behov for smarte bygninger i et smart energisystem