Omlægning af Avedøreværket giver mere vedvarende energi

DEBAT: DONG Energy ønsker at fremme udviklingen af vedvarende energi og ikke det modsatte, skriver Thomas Dalsgaard og svarer her på Greenpeaces debatindlæg fra sidste uge.

Af Thomas Dalsgaard,
Senior Vice President i DONG Energy

Terjei Haaland fra Greenpeace skriver fredag den 1.april på Altinget.dk, at DONG Energy har svigtet sit løfte om at udskifte kul med biomasse og nu fyrer med endnu mere kul end tidligere. Haaland må være ude i et forsøg på at lave en aprilsnar med Altingets læsere, for intet kunne være mere forkert.

Omlægningen af Avedøreværket er en del af DONG Energys strategi om at forøge anvendelsen af biomasse og sænke kulforbruget og dermed CO2-udledningen.
DONG Energy har fra 2006 til 2010 øget forbruget af biomasse med 60 procent, reduceret kulforbruget med 30 procent og CO2-udledningen med 20 procent.

Mere vedvarende energi
Det betyder mere vedvarende energi for Danmark. Energistyrelsen kunne i marts i år meddele, at Danmarks forbrug af vedvarende energi i 2010 var steget med 14 procent. Omkring halvdelen af denne stigning skyldes DONG Energys øgede forbrug af biomasse - blandt andet på Avedøreværket.

Den udvikling har vi tænkt os at fortsætte. Frem mod 2015 ønsker DONG Energy at bruge endnu mere biomasse og reducere forbruget af kul med yderligere 50 procent. Det vil reducere Danmarks samlede CO2-udledning med omkring 10 procent.

At DONG Energy har fået miljøgodkendelse til også at benytte kul på Avedøreværkets blok 2 ændrer ikke ved disse ambitioner, men understøtter dem tværtimod.

Øge bimoassen
DONG Energy er forpligtet til at forøge mængden af biomasse med mindst 500.000 tons for at kunne bruge kul på Avedøre 2. De 500.000 tons vil hovedsageligt blive brugt på Avedøreværkets blok 2, hvor over 40 procent af brændslet i gennemsnit vil komme fra biomasse.

Men mens vi hastigt reducerer kulforbruget og kraftigt udbygger med vedvarende energi, vil der være behov for at producere el baseret på fossile brændsler i noget tid endnu. Ikke mindst for at kunne balancere vindkraften. Her er det afgørende, at kullet bruges så effektivt som muligt. Avedøreværkets blok 2 er et af DONG Energy's mest effektive værker og ved at bruge kullet på Avedøre i stedet for på et mindre effektivt værk, reducerer vi CO2-udledningen med 140.000 tons.

DONG Energy leverer allerede i dag store mængder grøn varme til Københavns Kommune og vil gerne levere endnu mere grøn varme. Derfor er planen også at ombygge blok 1 på Avedøreværket, så den også kan fyre med biomasse, så snart rammebetingelserne for en sådan ombygning er tilvejebragt.

Forrige artikel Atomenergi er ikke løsningen Atomenergi er ikke løsningen Næste artikel Kul på Avedøre 2 – et stort skridt i den gale retning Kul på Avedøre 2 – et stort skridt i den gale retning