Kystnære havvindmøller - et columbusæg

DEBAT: Med kystnære havvindmøller kan man skabe lokal forankring og samtidig have udsigt til store besparelser, som kan komme forbrugerne til gode. Det mener De Konservatives energiordfører.

Af Jørgen S. Lundsgaard (K)
Energiordfører

Regeringen bad i 2008 Klimakommissionen om at komme med forslag til, hvorledes Danmark kan blive uafhængigt af fossile brændstoffer i 2050. Klimakommissionens forslag var særdeles konkret: Det kan lade sig gøre - selv med nuværende teknologi. Det vil gavne dansk industri og skabe arbejdspladser. Det vil på sigt ikke blive dyrere, og Danmark vil få et rent miljø.

Klimaforlig bør indeholde konkrete mål
Forslaget baserer sig i første fase på vindenergi og biobrændsel, men anbefaler også en fortsat massiv satsning på forskning og udvikling indenfor fokusområder. Alle partier tog pænt imod forslaget. Men nu skal forslaget omsættes til politisk handling. Og her bør vi kunne skabe et bredt forlig. Et forlig som både indeholder klare konkrete mål på langt og på kort sigt. F.eks. 30 procent vindenergi i 2020. Det vil give industrien et trygt hjemmemarked til demonstration og udvikling. Til gengæld har industrier stillet en prisreduktion på 40 procent i 2020 i udsigt.

Men forliget skal også være dynamisk formuleret, således at der straks kan satses på de nye teknologier, der dukker op fra forskning og udvikling.

Kystnære havvindmøller skaber lokal forankring
Men hvorfor ikke også arbejde på helt kort sigt og høste de lavthængende frugter med det samme?

For fra København, Århus, Sønderborg, Kalundborg og Bornholm er der fra kommuner, energiselskaber, private og folkelige initiativer kommet forslag om etablering af i alt 750 MW kystnære havvindmølleparker med ønske om lokal forankring af ejerskab for hermed at sikre lokal opbakning, og undgå de ødelæggende konflikter mellem ejere og beboere. Og der må være flere, når initiativet bliver kendt!

Vi har brug for en "kombi-pakke", som forener det bedste ved havvindmøller med det bedste ved landvindmøller. En kystnær placering er omkostningseffektivt, fordi der i forvejen er el infrastruktur tæt på, begrænsede havdybder, mindre bølger og kortere afstand ved servicering. Samtidig skal vi sikre den lokale accept og involvering ved krav om minimum 50 procent lokalt forankret ejerskab. Selvfølgeligt skal de miljømæssige forhold være i orden ved placering uden for de såkaldte "Natura 2000-områder".

Kæmpe besparelser ved kystnære havvindmøller
De foreløbige initiativtagere foreslår en el-afregningspris på 85 øre per kWt for 50.000 såkaldte uldlasttimer, hvorved der kan spares 12 milliarder kr. over 12 år.

Det er således allerede nu 25 procent lavere end alternativet ved at udbygge vindmøller langt ude til havs. Som vi sidst har set det ved Anholt. Men det kan gøres endnu billigere. Og besparelsen, hvor stor den end måtte være, skal komme forbrugerne til gode.

Det vil derfor både være til gavn for den danske vindmøllesektor og den danske befolkning, at der bliver skabt en konkurrence mellem lokalt forankrede nærkyst havvindmølleparker - uden krav om udbud, og de store "udbuds-havvindmølleparker", der etableres af store energiselskaber. Resultatet skulle gerne blive et nyt "DK havvind-lean". Den danske vindmøllesektor skal igen gå foran og vise udlandet, hvordan der kan udbygges til havs omkostningseffektivt.

Det Konservative Folkeparti vil derfor arbejde for, at regeringen medtager denne mulighed i forslaget til det kommende energiudspil. Det er en god opfølgning på Klimakommissionens rapport, der netop peger på havvindmøllerne som det centrale element.

Kort sagt: "Lad de kystnære havvindmøllleparker blomstre til gavn for miljøet og økonomien".

Forrige artikel Ingen can-can i Cancun Ingen can-can i Cancun Næste artikel Bindende mål for energieffektivitet og bekæmpelse af energifattigdom Bindende mål for energieffektivitet og bekæmpelse af energifattigdom