Lektor i sportsbetting: Sådan kommer vi både matchfixing, hvidvask og ludomani til livs

Debatten går sin gang i forbindelse med overvågning og regulering af spil. På hvilke tidspunkter må der sendes reklamer? Hvilke spil er den største udfordring? Og hvornår begynder den grænseoverskridende adfærd? Ludomani er dog ikke den eneste udfordring ved spil.

Hvidvask og matchfixing er udfordringer, der kommer sammen med både online- og offlinespil. Og det gode er, at vi kan gøre noget ved alle tre udfordringer.

Ludomani, matchfixing og hvidvask er jo hele tre ting på en gang, som spil medfører. Men som nævnt, så kan der tages et aktivt valg for at sætte tidligere ind og skabe en bedre overvågning.

Løsningen er at samle kundedataen

Ved at samle spilinformation hos en enhed, vil det skabe en bedre overvågning og datagrundlag. Datagrundlaget vil være udgjort af kundedata – det man i bankverdenen kalder KYC data – odds, oddsændringer samt spildata i form af de spil, der bliver foretaget hos de licenserede spiludbydere i Danmark.

Det giver et holistisk billede af kunden og spilmønsteret – i stedet for løse brikker til puslespillet hos den enkelte spiludbyder. Det vil medføre, at der hurtigere kan sættes ind overfor mulige ludomaner. En ludoman, der spiller hos forskellige spiludbydere, vil hurtigere blive opfanget, og indsatsen mod ludomani vil ske på et tidligere stadie.

I forhold til hvidvask, så vil datagrundlag på tværs spiludbyderne højne indberetningerne for hvidvask. Her vil man relativt simpelt fange dem, der spiller spiludbyderne ud mod hinanden.

Ved matchfixing vil man kunne sætte ind i samme øjeblik, der er en mistanke. Enten i form af et pengebeløb spillet på et event eller i form af en mistanke ved unaturlige oddsændringer. Her vil et samlet billede også skabe mulighed for, at efterforskningen foregår med bedre datakvalitet og hurtigere effektuering.

Hvad er prisen?

Ludomani koster samlet samfundet helt op mod 3.5 milliarder kroner medregnet indirekte udgifter, som er tab af produktion på grund af lavere indkomst. En person med alvorlig spilafhængighed koster samfundet 21.814 kroner – med 29.500 ludomaner i Danmark bliver det til en udgift på 644 millioner årligt.

Tager man hvidvask og matchfixing med i den ligning, vil det være naivt at tro på, at vi samlet set er under en milliard.

Når et spilleselskab ansøger og modtager sin licens, skal det automatisk kræves, at man sender sit spildata til en enhed. Det kan være til Spillemyndigheden, et privat- eller offentligt samarbejde med interessenter indenfor området eller til National enhed for Særlig Kriminalitet.

Spildata, om den person der spiller, skal forblive anonym, indtil der er en mistanke. Det vil sige, at jeg, som spiller hos tre forskellige udbydere, blot er et nummer, indtil jeg enten overskrider grænsen for mistanke om hvidvask, matchfixing eller viser en adfærd, der vækker mistanke om ludomani.

Læringen skal fortsætte, så alarmerne hele tiden bliver mere korrekte samtidig med, at data vil kunne forbindes for at se netværk og mulige mulddyr, der spiller under grænseværdierne hos de respektive spilleselskaber og dermed flyver under radaren.

Det kan også være i form af spillere, der går sammen i muligt fixede kampe – her kan flere spillere fordele deres indskud hos forskellige spiludbydere forskellige steder i landet. De netværk vil nemmere kunne optrevles og dermed danne et bedre efterforskningsgrundlag.

{{toplink}}

Men hvad skal det koste, og hvem skal betale? Et sådant system og mandskab er naturligvis ikke gratis. At samle data og gøre det anonymt indtil mistanken opstår kræver et system, der bliver betjent af personer med kendskab til de tre områder. 

Samfundsgevinsten ved at kunne sætte tidligere ind overfor ludomani vil som minimum komme tilbage i besparelser herved. Lad os lege med tanken om, at man blot kunne sætte ind 10 procent tidligere, og der er en direkte korrelation mellem udgifter og besparelser i procent, så vil der være tale om 65 millioner kroner i årlig besparelse.

Med tanke på, at man får et bedre datagrundlag og et holistisk billede af kundeadfærden, så er de 10 procent et konservativt skøn. At kunne lave bedre indberetninger i forhold til hvidvask og matchfixing vil derudover også være en gevinst. Så mit tidligere spørgsmål skal vendes om: Har vi råd til at lade være?

debat@altinget.dk