Divisionsforeningen: Danske konkurrenceregler diskriminerer Superligaen

Konkurrenceregler forhindrer en gylden medieaftale for 3F Superligaen. Det mener Divisionsforeningen, der kalder det "en bizar situation," at en dansk virksomhed begrænses i Danmark, mens internationale ligaer har frie tøjler. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afviser kritikken, men undersøger om reglerne skal ændres.

15 år gamle konkurrenceregler diskriminerer 3F Superligaen, når tv-rettighederne for landets bedste fodboldrække skal sælges på det danske marked. 

Sådan lyder det i et opråb fra Divisionsforeningen, der repræsenterer de 50 bedste fodboldklubber i Danmark på herresiden. 

Baggrunden er, at 3F Superligaen som den eneste medierettighed i Danmark har været underlagt en række tilsagn, som har til formål at regulere salget og distributionen af Superligaens tv-rettigheder i Danmark. 

Det stiller 3F Superligaen med dårligere muligheder for at maksimere ligaens kommercielle potentiale i Danmark i forhold til konkurrenterne i form af den engelske Premier League og europæiske Champions League, lyder kritikken.

"Det diskriminerer os i forhold til vores konkurrenter. Vores primære konkurrenter på strategiske rettigheder er Premier League og Champions League. De to turneringer sælger helt uden begrænsninger i Danmark, mens vi er underlagt en række begrænsninger. Det betyder, at vi ikke får den andel af markedet, som vores værdi berettiger til," siger Claus Thomsen, direktør for Divisionsforeningen. 

Tilsagnene regulerer blandt andet, hvor ofte og hvornår 3F Superligaens tv-rettigheder skal sættes i udbud, at rettighederne skal deles op i minimum tre pakker, og at pakkerne skal fordeles på mindst to udbydere, hvilket kaldes en no single buyer-klausul.

Det huer ikke Divisionsforeningen.

"Det er mystisk, at man forhindrer danske virksomheder i at konkurrere med multinationale virksomheder på det danske marked. Hvis det breder sig til andre erhvervssektorer, er det en stærkt bekymrende praksis," siger Claus Thomsen.  

Superligaens markedsandel falder

Når Divisionsforeningen hævder, at 3F Superligaen ikke får den andel af markedet, som ligaens værdi berettiger til, henviser til Claus Thomsen til en undersøgelse fra analysehuset Mediavision fra 2020. 

Analysen konkluderer, at 3F Superligaen er den fodboldrettighed, der har den højeste værdi for de danske medieforbrugere. 

Alligevel er 3F Superligaens markedsandel  - ifølge Divisionsforeningens egne beregninger - faldet fra op imod 80 procent i 2007 til under 30 procent i 2021 på det danske tv-marked for sportsrettigheder, målt på størrelsen af tv-aftalerne.

"3F Superligaen er den medierettighed, som har den største samlede værdi i Danmark, men vi bliver nu passeret af rettighedsbetalinger af Premier League og Champions League. Forskellen er, at vi er underlagt restriktioner. Det er de ikke. De kan sælge med den rigtige timing, de kan sælge rettighederne i en lang eller kort periode, og de kan tilpasse deres salg, som de vil," siger Claus Thomsen. 

Han forklarer, at Uefa (den europæiske fodboldunion, red) i andet eller tredje kvartal 2022 vil gå i gang med at sælge tv-rettighederne til Champions League på det danske marked fra 2024, men tilsagnene på 3F Superliga-rettighederne betyder, at Divisionsforeningen først kan udbyde rettighederne for samme periode fra 1. januar 2023.

{{toplink}}

Advarer mod dårligere erhvervsgrundlag

Ifølge Divisionsforeningens beregninger - som Altinget har set - bliver den årlige rettighedsbetaling til 3F Superliga-klubberne i 2022 for første gang overgået af den gennemsnitlige årlige værdi for Premier Leagues tv-aftale i Danmark.

Mens 3F Superligaens tv-aftale på det danske marked indbringer 447 millioner kroner, estimeres tv-aftalen for Premier League at udgøre mindst 600 millioner kroner, og det beløb vil stige yderligere i de kommende år. 

De tal understreger udviklingen siden 2007. 

I den periode har den gennemsnitlige årlige stigningstakt af 3F Superligaens tv-aftale været på lige under fire procent, mens den tilsvarende for Premier League har ligget på mere end 27 procent.

Og spændet ser kun ud til at blive større i de kommende år.

Med de eksisterende tv-aftaler vil 3F Superligaens markedsandel for sportsrettigheder i Danmark være faldet til under 25 procent i 2023, og i Divisionsforeningens fremskrivning til 2028 baseret på ligaernes gennemsnitlige stigningstakter estimeres det, at den danske liga kun vil have en markedsandel på omkring 15 procent, målt på størrelsen af ligaernes tv-aftaler.

Claus Thomsen slår fast, at Divisionsforeningens mål med at ophævet tilsagnene "at få en fair andel af markedet."

Hvad er en fair andel?

"Det vil markedet vise, hvis vi får fair betingelser. Vi er jo i sportsbranchen, så vi har intet imod at konkurrere," siger han. 

Hvad baserer du på, at I kan få en højere stigningstakt end knap fire procent ved at slippe for regulering?

"Om den kan blive højere end fire procent ved jeg ikke, for det kommer an på markedsudviklingen, men den bør være højere, og det tror vi på," siger Claus Thomsen, der advarer mod konsekvenser for dansk fodbold, hvis udviklingen fortsætter: 

"Medieaftalerne er meget vigtige for klubberne, fordi det er en stabil grundfinansiering. Det bliver der mindre af. Det betyder dårligere erhvervsgrundlag for de danske klubber og dårligere fodbold."

Staten: Fordele skal komme forbrugerne til gode

I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afviser man som udgangspunkt kritikken fra Divisionsforeningen. 

Ifølge styrelsen kontorchef med ansvar for fusioner og medier, Søren Bo Rasmussen, skyldes reguleringen, at 3F Superliga-klubberne bør sælge medierettighederne til deres kampe hver for sig, hvis de vil overholde konkurrencereglerne.

I stedet har de indgået en aftale om at sælge medierettighederne samlet gennem Divisionsforeningen. 

Det er som er udgangspunkt i strid med konkurrenceloven, mener han. 

"Eksempelvis ville FC København formentlig kunne få en højere indtægt end de mindre klubber, hvis klubberne skulle sælge medierettighederne hver for sig. Derfor anerkender vi, at der kan være nogle fordele for fodboldens skyld i, at der ikke er to til tre klubber, der stikker økonomisk af," siger Søren Bo Rasmussen og tilføjer:

"Så vi anerkender, at der kan være fordele, men nogle af de fordele skal komme forbrugeren til gode. Derfor har vi accepteret de tilsagn, som Divisionsforeningen har tilbudt."

{{toplink}}

Kan regulere Premier League i fremtiden

Søren Bo Rasmussen understreger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil overveje at regulere de udenlandske ligaer fremover

"Premier League og Champions League er ikke underlagt tilsagn fra os, men det er noget, som vi vil overveje i fremtiden," siger han. 

Men han afviser, at 3F Superligaens faldende markedsandel på det danske marked kan bruges som argument for, at ligaen ikke længere skal være underlagt tilsagn. 

"Superligaen er vigtigst for forbrugerne. Det er Superligaen, som får folk til at skifte tv-pakke, og derfor har den større betydning for forbrugerne end Premier League og Champions League," siger Søren Bo Rasmussen med henvisning til 2020-undersøgelsen fra Mediavision.

Lodret uenig

Claus Thomsen er lodret uenig i, at 3F Superligaen i højere grad end de andre fodboldrettigheder skulle kunne påvirke danskernes valg af tv-pakke.

"Argumentet om, at 3F Superligaen er en altdominerende medierettighed, som kan ændre betalingsmekanismerne i det danske marked, er ikke rigtigt. Konkurrence og Forbrugerstyrelsen stiller hele tiden det forkerte spørgsmål; kan vi løfte nogle restriktioner fra tilsagnene? Men det er ikke det rimelige spørgsmål. Det korrekte spørgsmål er, om der er årsag til at regulere? Det er utroligt svært at få øje på," siger han. 

Derudover mener han, at Konkurrence og Forbrugerstyrelsen har en misforstået målsætning at stille det billigst mulige produkt til rådighed for forbrugerne.

"Det er noget decideret sludder. Hvorfor skal forbrugeren sikres noget billigt lort? Derudover holder præmissen ikke, fordi den forudsætter, at hvis vi konkurrerer på lige fod med andre stiger den samlede rettighedsbetaling i Danmark markant og så stiger prisen eksorbitant for forbrugeren," siger Claus Thomsen og tilføjer:

"Det forudsætter, at der uanede mængder kapital på markedet og uanet mængde betalingsvilje for produktet." 

 

Øjner mulighed for at ophæve tilsagn

Selvom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Divisionsforeningen ikke er på linje med hinanden, øjner Divisionsforeningen alligevel en god mulighed for at få tilsagnene ophævet. 

Tilsagnene rummer nemlig en genforhandlingsklausul, som giver Divisionsforeningen ret til at anmode om genforhandling eller ophævelse af tilsagnene, hvis interesseorganisationen kan overbevise Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om, at der er sket væsentlige ændringer i konkurrenceforholdene på markedet.

Her mener Divisionsforeningen at have en god sag.

Divisionsforeningens argumenter er blandt andet, at streaming-tjenester har transformeret markedet og opnået væsentlige markedsandele, samt at 3F Superligaens ikke længere har en dominerende rolle på markedet.

Derfor har Divisionsforeningen på et møde i august 2021 bedt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om at afklare, hvorvidt der kan igangsættes en proces, hvor genforhandlingsklausulen kan bringes i spil, så tilsagnene kan lempes eller ophæves.

Den proces er nu i gang, og Claus Thomsen håber på en afklaring før 1. januar 2023, hvor Divisionsforeningen kan påbegynde sit næste udbud om tv-rettighederne til 3F Superligaen.

"Det er en bizar situation, at man begrænser danske virksomheders virke på det danske marked, mens man giver helt frie tøjler til multinationale selskaber på nøjagtigt det samme marked. Jeg tænker, at mulighederne er gode for, at vi i fremtiden kan agere frit," siger han.

Styrelser åbner dør på klem

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er processen i gang.

Mener I, at der er sket så væsentlige ændringer, at tilsagnene kan ophæves eller lempes?

"Hvis jeg skal svare på det, så betyder det, at jeg skal sagsbehandle i pressen, og det er jeg ikke meget for. Det er det, vi er ved at undersøge. Vi holder møder vidt og bredt med både danske og udenlandske aktører. Vi skal også lave yderligere markedsundersøgelser med forbrugerne. Markedets aktører former vores vurdering," siger Søren Bo Rasmussen. 

Han satser på at, sagen er afklaret før 1. januar.

"Det er det, vi arbejder hen imod, men jeg kan jo ikke vide, om vi bliver væltet af andre sager i morgen. Men planen er, at vi får en afgørelse klar før det," siger Søren Bo Rasmussen. 

Forrige artikel Ny temadebat: Hvad betyder bølgen af udenlandsk ejerskab for dansk fodbold? Ny temadebat: Hvad betyder bølgen af udenlandsk ejerskab for dansk fodbold? Næste artikel Styrelse vil overveje strammere regulering af Premier Leagues medierettigheder i Danmark fremover Styrelse vil overveje strammere regulering af Premier Leagues medierettigheder i Danmark fremover