Vismænd med ny klimaberegning: Så høj bør CO2-afgiften være i 2030

Der er i foråret planlagt politiske forhandlinger om en drivhusgasafgift for at nå klimalovens mål om at reducere Danmarks drivhusgasudledninger med 70 procent i 2030.

I 2020 beregnede vismændene, at en afgift på 1.200 kroner per ton på alle danske klimaudledninger fra produktion og forbrug vil være tilstrækkelig til at nå 70 procent-målsætningen.

Siden da er der indgået en række aftaler om reduktioner i udledninger, som ellers ville være omfattet afgiften. Disse reduktioner sker primært ved regler og tilskud, så hvad betyder det for den afgift, der er nødvendig for at nå 2030-målet?

Det har vi regnet på i en opdatering af vores 2020-rapport.

Omkostningseffektivitet er afgørende

Aftalernes omkostningseffektivitet viser sig at være afgørende. Hvis aftalerne udelukkende sikrer billige reduktioner, som en afgift alligevel ville have givet incitament til, så betyder aftalerne ikke noget for afgiftssatsen. Hvorfor det?

Uden aftaler vil en afgift på 1200 kroner tilskynde til, at alle reduktioner, der er billigere end 1200 kroner gennemføres. Baseret på vores 2020-beregninger var det den mængde reduktioner, der skulle til at nå 70 procent-målsætningen.

Lad os nu antage, at aftalerne er omkostningseffektive, og at de forlods frembringer eksempelvis halvdelen af de billige reduktioner, er vi godt på vej til målet, og afgiften skal nu kun sikre halvt så mange reduktioner.

Men da aftalerne har fjernet halvdelen af de billige reduktioner, der koster under 1200 kroner per ton, skal afgiften stadig sættes til 1200 kroner for at sikre, at den anden halvdel af de nødvendige reduktioner gennemføres.

Men hvad nu, hvis aftalerne ikke er omkostningseffektive? Det vil sige, at de frembringer reduktioner, der koster mere end 1200 kroner?

I det tilfælde vil aftalerne i vores eksempel stadig bringe os halvvejs til målet, men nu uden nogle af de billige reduktioner, der koster under 1200 kroner.

Hvis vi i den situation pålægger en afgift på 1200 kroner, vil den give incitament til, at alle de billige reduktioner gennemføres i tillæg til de dyre, som aftalerne allerede har sikret. En afgift på 1200 kroner vil dermed føre til, at vi kommer langt over reduktionsmålsætningen. Vi kan altså nøjes med en lavere afgift, hvis aftalerne er mindre end 100 procent omkostningseffektive.  

Vi ved ikke præcist, hvor omkostningseffektive aftalerne bliver, men vi forventer ikke, at de vil være 100 procent omkostningseffektive. Aftalerne bygger i høj grad på regler og tilskud, og de vil som udgangspunkt lede til relativt dyre reduktioner.

Antager man, at aftalerne kun er 30 procent omkostningseffektive, og at alle aftalerne når deres mål, så viser vores beregninger, at man kan nøjes med en afgift på 1000 kroner for at nå 70 procent-målsætningen.

Landbrugets rolle

Men det er ikke sikkert, at alle aftalerne når deres mål. For eksempel fremgår det af Aftalen om en grøn omstilling af landbruget, at hovedparten af de reduktioner, landbruget skal levere kommer gennem et såkaldt udviklingsspor.

Her er der bevilget nogle penge til landbrugsforskning, men ikke aftalt noget om den regulering, der skal sikre, at landbruget faktisk leverer de mange reduktioner.

Hvis landbrugets udviklingsspor kun leverer halvdelen af det aftalte, eller hvis de øvrige aftaler kun levere halvdelen af det aftalte, så skal afgiften være 1200-1300 kroner per ton, hvis 70 procent-målsætningen skal nås. Tilsvarende skal afgiften også være højere, hvis aftalerne er mere omkostningseffektive, end vi har lagt til grund.

Man kan håbe på, at alle aftaler når deres mål, og så viser vores beregninger, at man kan nøjes med en afgift på 1000 kroner. Men dermed løber man risikoen for, at vi ikke når reduktionsmålet i 2030.

Vores beregninger viser, at hvis landbrugets udviklingsspor eller de øvrige aftaler kun leverer halvdelen af det aftalte, vil man kun nå 67 procent reduktion i 2030 med en lav afgift.

Politikernes skal vælge, om forsikringen er værd at købe

Alternativt kan man vælge en højere afgift på 1200-1300 kroner og dermed ’forsikre’ sig mod denne risiko.

Vores beregninger viser, at man med en sådan afgift, når reduktionsmålet i 2030, selv hvis landbrugets udviklingsspor eller de øvrige aftaler kun leverer halvdelen.

Hvis aftalerne leverer det hele, når man 73 procent reduktion og overopfylder dermed målet.

Men forsikringen er ikke gratis. Ifølge vores beregninger er den høje afgift 1,5-2 milliarder kroner dyrere om året for samfundet. Herfra skal så trækkes, at klimaopgaven efter 2030, hvor vi skal reducere udledningerne ned til klimaneutralitet i 2050, bliver mindre.

Om det er en forsikring, der er værd at købe, bliver en afvejning politikerne må foretage i de kommende måneder.   

debat@altinget.dk