Spiser din borgmester stærk chili?

<img align="left" src="@nyimg=11377@" />
 

Af Henrik Narud
Teknisk direktør, Lemvig Kommune

I det kommunale univers er det en helt selvfølgelig præmis, at kommuner konkurrerer indbyrdes. Men set i et større perspektiv resulterer det ikke nødvendigvis i konstruktiv og ansvarlig adfærd 

To væddemål
Jeg var en gang vidne til to væddemål om at spise stærk chili. Det var i en pause under et internat-seminar (hvor jeg i øvrigt ikke husker det faglige indhold).

Jeg husker to unge mænd siddende med hver sit glas mælk og tårer i øjnende. De forsøgte at dulme smerterne efter hver at have spist en meget stærk chili. Det var startet med, at de havde væddet 100 kroner på, at den ene ikke kunne spise en hel chili. Det havde han så gjort, og vundet de 100 kroner.

Det var alligevel et stort beløb, så taberen tilbød et tilsvarende væddemål. Igen var der blevet væddet, og nr. 2 havde derefter også klaret at spise en hel chili og dermed vundet sine 100 kroner tilbage. Nu sad de så der og drak mælk.

For mig som udenforstående så slutresultatet ud, som om de ingenting havde vundet. De havde blot flyttet en hundredkroneseddel frem og tilbage indbyrdes. Men trods de tydelige smerter, virkede de begge to godt tilfredse med deres præstationer og synes begge at have vundet 100 kroner.

Skatteborgere og stærk chili
I mange kommuners selvforståelse indgår det som en underforstået selvfølgelighed, at der eksisterer et overordnet formål om at tiltrække gode skatteborgere til kommunen.

Megen bosætningsstrategi, markedsføring og andre anstrengelser for at gøre sig til begrundes med en logik om, at der skal tilflyttere til kommunen.

Det er meget forståeligt og prisværdigt, at en borgmester søger at sikre sine bysbørn nogle gode økonomiske vilkår - men at basere det på tilflyttere svarer til at spise stærk chili i et væddemål.

Hvor skal de komme fra, disse gode velbeslåede borgere?
Landets samlede befolkningsantal er vel stort set konstant, så det kan siges med stor sikkerhed, at resultatet af alle landets borgmestres samlede anstrengelser er nul. Hvis det lykkes en borgmester at lokke en tilflytter ind over kommunegrænsen, er der jo i sagens natur en kollega, der må afgive tilsvarende. Det er et nulsums-spil.

Der bruges anstrengelser og fælles ressourcer i hver enkelt kommune - på en indsats, der med sikkerhed ikke skaber en eneste ny skatteborger. Måske kunne disse ressourcer lægges sammen og anvendes til noget konstruktivt i stedet?

Hvem siger det skal være fornuftigt
Den besynderlige adfærd med henholdsvis chili og skatteborgere skal muligvis forklares med noget helt andet end rationel fornuft. En nærmere undersøgelse vil nok afsløre, at de to unge mænd, der spiste stærk chili på et seminar, slet ikke udstod prøvelserne for at tjene penge.

Måske kan adfærden hænge sammen med, at der var prestige på spil, og andre deltagere på seminaret, der kunne underholdes og imponeres, herunder kvindelige deltagere.

Optræden og præstationer, der på forunderlig vis kan give anerkendelse og bonus på andre fronter, behøver ikke nødvendigvis at fremstå som fornuftige for en udenforstående.

Tilsvarende, når det i et nationalt perspektiv ikke umiddelbart ser fornuftigt ud, at landets borgmestre slås indbyrdes for tilflyttere og bosætning, så må det være, fordi der er helt andre ting på spil. Om det ligefrem er hormoner og andre dybtliggende kraftkilder, der driver din borgmester, ved jeg ikke. Det kunne være interessant at undersøge nærmere, og til en forsigtig begyndelse kunne du måske lige skæve til han/hendes omgang med stærk chili.

debat@altinget.dk