Rapport: Tværkommunal klimatilpasning halter efter nabolande

Ny analyse fra Concito viser, at Danmark er dårligere end nabolandene til at koordinere arbejdet med klimatilpasning på tværs af myndighedsgrænser.

Tænketanken dokumenterer i rapporten ”Nordeuropæiske erfaringer med klimatilpasning”, at både Sverige, Norge, Holland og Storbritannien har rammer, der sikrer koordinering på tværs af kommuner og mellem kommuner, regioner og det nationale niveau. Og at denne funktion er fraværende i Danmark.

“Danske kommuner kan godt håndtere vand, der kommer fra himlen i form af regn. Derimod skaber det langt større problemer, når oversvømmelserne kommer fra vandløbene,” siger chefkonsulent i Concito Susanne Krawack, der er hovedforfatter på rapporten.

Rapporten anbefaler, at danske aktører orienterer sig efter udviklingen i vores nabolande. Og derigennem finder inspiration til, hvordan arbejdet kan gribes an.

Et typisk scenarium, som volder kommunerne problemer, er, når vandet ved kraftige regnskyl løber over kommunegrænsen og dermed skaber problemer hos naboen. Der er i dag ingen lovgivning, der forhindrer kommunerne i at føre vandet ud af eget territorium og således skabe oversvømmelser længere nede ad åerne og vandløbene.

“Alle forsøger at eksportere vandet videre til nabokommunen. Og det giver udfordringer,” siger Susanne Krawack.

Holland har svaret
I Holland har man forsøgt at løse problemet ved at etablere 23 regionale vandbestyrelser, som hver dækker et vandopland. Her har bestyrelserne så ansvar for at styre vandniveauet i floderne samt tage hånd om dræning, vandkvalitet og andre opgaver.

“Det er på mange måder noget bøvl at have vandoplande, som går på tværs af halve og hele kommuner, og som opererer med egne budgetter. Men i Holland har man altså ment, at det var nødvendigt for at løse opgaven,” siger hun.

Mindre kan dog også gøre det. I Norge og Sverige lægger man stor vægt på den regionale koordinering i fylker og län og dermed samordning af den kommunale indsats.

“Det er, som om at vi i Danmark har glemt det regionale niveau. Hovedparten af opgaverne løses i kommunerne, og så spiller staten en overordnet rolle. Men der er ingen led til at sikre, at en samlet koordinering føres ud i livet,” pointerer Concitos chefkonsulent.

Men Danmark vil ikke betale
Et andet forhold, som ifølge rapporten betyder, at vi halter efter flere af vores nordeuropæiske naboer, er manglen på statslig finansiering. Eksempelvis har både Holland og Storbritannien udpeget nationale vandveje, som en statslig styrelse har ansvaret for at klimasikre. Det sikrer en ensartet indsats på tværs af kommunegrænser.

Herhjemme er det imidlertid besluttet, at alle udgifter til klimatilpasning skal afholdes af kommuner og grundejere – og altså uden tilskud fra staten.

“Danmark er det mest spartanske af de seks lande, som vi har kigget på. Det skyldes, at vi næsten ikke bruger nogen skattepenge på området. Og samtidig stilles der ekstremt skrappe effektiviseringskrav til forsyningsselskaberne,” siger Susanne Krawack og nævner, at det også i Norge og Sverige er muligt for kommunerne at søge om tilskud til arbejdet fra staten.

Juridiske benspænd
Et tredje benspænd for bedre tværkommunalt samarbejde er, at loven ikke gør det tilladt for forsyningsselskaber at operere i nabokommunen. Et problem, som SF under sidste valgkamp forsøgte at løse med et udspil, som skulle tillade sådanne investeringer på tværs af kommunegrænserne.

Afsættet var dengang næstlængste å – Storå – som udspringer sydøst for Ikast og bevæger sig gennem Ikast-Brande Kommune, Herning Kommune og Holstebro Kommune på vej til udløbet i Nissum Fjord. Og hvor tanken var, at Holstebro Kommune ved at kunne operere længere nede ad åen både kunne spare penge og forhindre oversvømmelser.

“Det er vigtigt, at vi får regler, som gør det nemt at koordinere samarbejdet på tværs af kommunerne. Det kræver, at der bliver lavet et sæt modeller for organisering og finansiering, så kommunerne ikke skal starte forfra hver gang,” forklarer Susanne Krawack.

Flere analyser på vej
Analysen af de andre landes indsats er kun første del af en firleddet rapport om klimatilpasning. De følgende tre trin er:

• En risikoanalyse: Her er målet at tegne et billede af de forskelligartede klimarisici, der gør sig gældende i Danmark i forhold til både kyster, vand- og kloakoplande.
• Dybdeanalyse af klimatilpasningsplaner: 5-10 kommuners klimatilpasningsplaner analyseres grundigt med interviews af de enkelte kommuner.
• Screening af kommunale klimatilpasningsplaner: En bred screening med henblik på at identificere de næste kloge skridt i klimatilpasningen.

Arbejdet, som er finansieret af Realdania, forventes at være afsluttet i løbet af 2016. Men allerede nu kan Susanne Krawack identificere flere områder, som er væsentlige at slå ned på, hvis opgaverne i kommunerne skal løses tilfredsstillende.

“Man eksperimenterer med at hælde forskellige regnmængder ned i modellerne og ser så, hvad det betyder for lokalområdet. Men man diskuterer ikke, hvad det rigtige niveau så er, og det kunne ellers være en god ide, at kommunerne fik gjort sig det klart,” siger hun.

Begræns ikke kommunal takstfinansiering
Hvad de økonomiske rammer angår, mener hun også, at man bør sætte ind for at løse ulighederne i de kommunale budgetter.

“Der er ingen tvivl om, at så snart vi kommer uden for de helt store byer, så har kommunerne ikke råd til at sætte ind, hvor problemerne er størst. Mit indtryk er, at kommunerne i stedet laver tiltag der, hvor man alligevel er i gang. Men det er bare ikke sikkert, at det er de rigtige steder at sætte ind,” siger hun.

Og i det perspektiv er beslutningen om fra 1. januar 2016 at nedsætte takstfinansieringen fra 100 til 75 procent en markant trussel mod det videre arbejde, vurderer chefkonsulenten.

“Det er et stort problem, at kommunerne ikke længere kan finansiere hele arbejdet over taksterne. Det betyder med al sandsynlighed, at indsatsen mange steder går i stå.”

red@altinget.dk