Pelle Dragsted til Jakob Ellemann: Er jeres forslag om at sælge Ørsted en joke?

Jeg troede først, det var en joke, da Venstre i slutningen af sidste uge foreslog at sælge vores fælles majoritetsejerskab i den grønne energi-gigant Ørsted.

Det ville til alle tider være et dårlig forslag. Men netop nu er det direkte hasarderet. Vi står midt i en energikrise – ja, faktisk kan man vel tale om en slags energikrig. Midt i det foreslår Venstre, at afhænde vores strategiske ejerskab af en af verdens vigtigste grønne energiselskaber.

Energi er blevet sikkerhedspolitik. Det ser vi tydeligt lige nu, hvor Putin forsøger at presse Europa ved at lukke af for energien. Nu betaler vi prisen for den naivitet, vi udviste, da vi gjorde Europa afhængig af russisk gas og olie fremfor at udvikle vedvarende energi, der kunne have gjort os energiuafhængige for længe siden.

Netop Ørsted spiller en afgørende rolle i at gøre Danmark og Europa uafhængig af fossile brændsler fra Rusland og andre autokratier. Vores majoritetsejerskab sikrer os en demokratisk kontrol, der både giver os mulighed for at fastholde og udvikle de stærke grønne ambitioner, men som også giver os en sikkerhed for, at Ørsteds energiproduktion kan understøtte dansk og europæisk energisuverænitet.

Hvis vi i stedet afhænder ejerskabet, risikerer vi i værste fald, at kontrollen ender hos stater som ikke vil os det godt. Venstre siger godt nok, at de vil sikre sig, at det ikke bliver Rusland eller Kina, der overtager kontrollen. Men det kan man aldrig varigt sikre i en børsnoteret virksomhed hvis aktier handles frit på markedet. Kina er allerede en stor spiller i mange europæiske energiselskaber, og har udtrykt ambitioner om at blive endnu mere dominerende.

Ved at afhænde vores ejerskab til energiinfrastrukturen risikerer vi ganske enkelt at ende i nye afhængighedsforhold til autokratiske regimer. Som EU-kommissær Margrethe Vestager har udtrykt det: Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt staten skal ind og være medejer. Spørgsmålet er, om det bliver vores egne stater - eller den kinesiske.

Venstres forslag er således helt ude af trit med udviklingen. På tværs af verden øges antallet og omfanget af såkaldte SOEs – helt eller delvist statsejede virksomheder – særligt når det gælder kritisk infrastruktur. Det skyldes både den stærkere geopolitiske rivalisering og behovet for at kunne handle resolut og koordineret i den grønne omstilling af økonomien.

I Storbritannien har Labours leder Keir Starmer lige foreslået at oprette et nyt gigantisk statsejet vedvarende energiselskab. Og det er der god ræson i. Statsligt ejerskab giver nemlig muligheder, som ikke findes i de rent investorejede selskaber.

Et godt eksempel er den svenske statslige stålvirksomhed LKAB, der har besluttet at investere 400 milliarder kroner over de næste tyve år i at udvikle CO2-neutral stål. Pengene tilvejebringes ved at man i samme periode ikke udbetaler udbytte til ejeren. Det havde man aldrig kunne gøre i en investorejet virksomhed.

Så selv hvis vi skulle være så heldige, at Ørsted ikke kom under andre staters kontrol, ville det også være en fejl at afhænde Ørsted til rent kommercielle aktører af hensyn til den grønne omstilling. Det statslige medejerskab giver en mulighed for at tænke langsigtet, som kommercielle aktører ofte ikke kan levere.

Endelig er Venstres forslag også økonomisk uklogt.  Staten bliver jo - som Børsen også skrev på sin forside forleden, – ikke en krone rigere af at sælge Ørsted. Vi afhænder bare et aktiv til gengæld for rede penge. Samtidig giver vi afkald på Ørsteds pæne afkast. Og det er jo ikke, fordi vi i Danmark ikke kan skaffe likviditet til at investere i den grønne omstilling på andre måder.

Danmark er i den grad kreditværdigt og kan udstede statsobligationer til en lav rente og med lang tilbagebetalingstid for at finansiere den grønne omstilling. Renten på sådanne lån er med stor sandsynlighed lavere end de afkast, vi mister ved afhænde Ørsted. Så Danmark risikerer faktisk at blive fattigere med Venstres forslag.

Det er derfor svært at se forslaget som andet end udtryk for ren ideologisk modvilje mod demokratisk medejerskab til energiinfrastrukturen. Den slags har vi ikke råd til i de alvorlige tider, vi står i.