Ny debat: Giver det mening at sortere kartoffelskrællerne fra?
DEBAT: Danskerne skal i stigende grad sortere affald ved køkkenvasken. Giver det mening at lade alle husstande sortere bioaffald, og kan det overhovedet lade sig gøre? Det spørger vi om i en ny debat.
Af Signe Løntoft
Fagdebatredaktør
Danskerne hører til de EU-borgere, der producerer mest husholdningsaffald, viser tal fra Det Europæiske Miljøagentur. De kommende år skal vi også blive dem, der er bedst til at sortere, hvis det står til Miljøstyrelsen og en række organisationer og politikere.
Evalueringen af ressourcestrategien fra 2013 viser, at vi er godt på vej mod at nå målet om 50 procents genanvendelse af husholdningsaffald i 2022, men ambitionerne for danskernes affaldssortering er endnu højere.
Gang på gang sås der imidlertid tvivl om fordelene ved sortering af køkkenaffald. Senest har flere politikere rejst kritik af, at Københavns Kommunes 300.000 husstande er blevet udstyret med en grøn biospand for at sortere bioaffaldet fra, hvorefter affaldet sendes ud på lange køreture med lastbiler, fordi der ikke findes biogasanlæg i København.
Altinget spørger i denne debat et nyt hold debattører, om det er realistisk, at alle danskere skal kildesortere deres husholdningsaffald. Hvilke udfordringer vil sorteringsstrategien støde på – og hvordan kan de løses? Kan det overhovedet betale sig at satse på affaldssortering i alle landets husstande, miljømæssigt og økonomisk? Hvad er alternativet, hvis vi ikke kan få folk til det?
Debattørerne, der de kommende uger vil komme med deres input, er:
Yvonne Thagaard Andersen
Afdelingsleder i AffaldGenbrug i Vejle Kommune
Christian Udby Olesen
Direktør og vandchef i Aabenraa Kommunes forsyningsselskab Arwos
Mads Jakobsen (V)
Borgmester i Struer Kommune og formand for Dansk Affaldsforening siden foreningens begyndelse
Morten Kabell (EL)
Borgmester for Teknik og Miljø i Københavns Kommune
Jakob Hougaard (S)
Medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet
Marianne Thomsen
Professor i industriel økologi ved Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet
Morten Bang Jensen
Konsulent, Teknologisk Institut. Har i sit ph.d.-projekt undersøgt affaldssortering i et samarbejde mellem DTU Miljø og tre sønderjyske affaldsselskaber.
Jann Kuusisaari og Stine Laurberg
Kompostentusiaster og stiftere af projektet Kompostbudene, der vil gøre kompostering let og tilgængelig for mennesker i byen
Jesper Clement
Lektor, Copenhagen Business School (CBS), hvor han forsker i forbrugeradfærd
Sine Beuse Fauerby
Miljøpolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening