Forsker: Politikerne står i vejen for den grønne omstilling

Geotermi har et uforløst potentiale. Men der mangler politisk vilje til at gøre noget ved den grønne omstilling, skriver Søren Erbs Poulsen.

Af Søren Erbs Poulsen
Docent, forskningsleder, VIA University College

Spørgsmålet om hvorvidt udfasningen af biomasse kan fremskyndes afhænger af, hvad biomassen bliver brugt til. Hvis biomassen bliver brugt til kraft/varme, hvor strøm er en væsentlig del af produktionen, er der formentlig ikke det store potentiale.

Hvis geotermien erstatter varmeproduktion på biomasse, er det en oplagt vej at gå, da ren varmeproduktion på biomasse kun er fordelagtigt, fordi politikerne har vedtaget, at det er sådan.

Hvis politikerne beslutter, at geotermi er fordelagtigt, så kan det skubbe til en hurtig, men formentlig kun delvis udfasning af biomassen. Geotermien løser nemlig ikke udfordringen med spidslaster i varmebehovet, der nødvendigvis skal dækkes med andre energikilder såsom biomasse.

Geotermi er konkurrencedygtigt

Det er veldokumenteret, at geotermi allerede på nuværende tidspunkt er konkurrencedygtigt i lille skala til trods for, at teknologien endnu ikke har haft den samme modningsperiode som andre forsyningsformer. Vi har beregninger, der viser positiv bruger-, selskabs- og samfundsøkonomi for termonet, der baserer sig på overfladenær geotermi.

Teknologisk set er der ikke noget til hinder for, at dette også kan gælde for den dybe geotermi, men det afhænger af rammebetingelserne. Den nye aftale om prisregulering af fjernvarme fra geotermiske anlæg kan tiltrække private investeringer i geotermi, såfremt at denne aftaletekst anvender EU's definition af geotermi, der indregner al energi fra jordoverfladen og nedefter.

Aftalen kan således med fordel forankres i varmeforsyningsloven i stedet for undergrundsloven. Hertil vil en fremtidig CO2-afgift kunne gøre konkurrenceforholdene endnu mere realistiske og hensigtsmæssige. Både den dybe og den overfladenære geotermi har et uforløst potentiale, men som med al ny teknologi skal vejen til succes banes med politiske beslutninger.

Den kommende tids arbejde på rammebetingelserne skal støtte op om de aktører, der er klar til at tage stafetten og løbe for den grønne omstilling. Der er også gode muligheder for at gå i gang i en lidt mindre skala og øge kendskabet og tilliden til geotermi som en af fremtidens klimaløsninger.

Politikerne har ansvaret 

Men desværre ligger en af de største barrierer for reelle klimaløsninger som geotermi hos vores politiske beslutningstagere, der i den grad mangler mod og mandshjerte. Det seneste eksempel med Benny Engelbrechts kreative CO2-bogføring og efterfølgende afgang som transportminister viser, at vi ikke for alvor kommer nogen vegne, hvis landets ledere fortsat nægter at tage de svære, men rigtige beslutninger.

Vi har i stedet brug for en Klimageneralstab, der kan bringe de ofre, der er nødvendige og træffe beslutninger, der fører til reel grøn omstilling. Det nuværende politiske lederskab - eller mangel på samme - er præget af en form for Orwellsk dobbelttænkning, hvor man med ord gør noget ved klimaforandringerne, men ofte og fuldt bevidst handler stik modsat.

En sådan fordækt klimaskepsis er et demokratisk problem, fordi vi alle føres bag lyset, når vores politikere bevidst manipulerer tal og fakta for at kunne vedblive med at tage beslutninger, der ikke er til gavn for klimaet.

Vi har ikke brug for en tofrontskrig, hvor vi på den ene side kæmper med en vanskelig, men reel grøn omstilling samtidig med, at vi på den anden side kæmper med green washing i de politiske beslutninger. Vi har simpelthen ikke tid til den slags. Det må og skal stoppe nu.

Forrige artikel Direktør: Vesten er nødt til at indføre en selvpålagt energikrise Direktør: Vesten er nødt til at indføre en selvpålagt energikrise Næste artikel Forskere, Concito og erhverv: Ny aftale om udfasning af naturgasfyr er godt nyt for klimaet Forskere, Concito og erhverv: Ny aftale om udfasning af naturgasfyr er godt nyt for klimaet