Direktør for olie- og gasteknologiselskab skal lede grønt udvalg

Peter Hansen skal i fremtiden lede regeringens udvalg for uddelingen af over 600 millioner kroner til grøn omstilling fra EU's Fond for Retfærdig Omstilling. Han er til dagligt direktør i teknologivirksomheden Welltec.

Erhvervsministeriet og Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet har nedsat et udvalg til at medbestemme, hvordan de 636 millioner kroner, Danmark får fra EU's Fond for Retfærdig Omstilling, skal bruges.

Udvalget ledes af den administrerende direktør i olie- og gasteknologivirksomheden Welltec, Peter Hansen.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.  

Danmark står til at modtage de 636 millioner kroner frem mod 2027, som skal investeres i de dele af landet, der bliver mest påvirket af den grønne omstilling. Her er Nord- og Sydjylland udpeget som støtteberettigede landsdele.

Udvalget skal sikre, at EU-midlerne understøtter konkrete projekter i Danmark, der vil reducere udledningen af drivhusgasser og skabe grønne arbejdspladser.

"Med det nye udvalg sikrer vi at de midler, vi får fra Fonden for Retfærdig Omstilling, bliver brugt bedst muligt til både at reducere vores udledninger og samtidig skabe grøn vækst," udtaler erhvervsminister Morten Bødskov (S). 

Peter Hansen er uddannet cand.merc.int fra Aarhus Universitet og har studeret erhvervsøkonomi i Montréal. Han har i 13 år været tilknyttet Welltec, der er særlig kendt for sin olieboringsteknologi "Well Tractor". 

Det nyligt nedsatte udvalg mødtes første gang torsdag 13. april.

 

Forrige artikel Frank Jensen tiltræder bestyrelsen i jord- og byggeaffaldsselskab Frank Jensen tiltræder bestyrelsen i jord- og byggeaffaldsselskab Næste artikel Regeringens energikrisestab er på plads: Her er medlemmerne Regeringens energikrisestab er på plads: Her er medlemmerne