Formand for klimapartnerskab: Der er brug for højere ambitioner i regeringens klimaudspil

DEBAT: Regeringens klimaudspil er i høj grad inspireret af klimapartnerskaberne, men ambitionerne skal hæves yderligere. For på trods af coronakrisen er anbefalingerne fra industrien stadigvæk nødvendige, skriver Aalborg Portlands Michael Lundgaard Thomsen.

Af Michael Lundgaard Thomsen
Direktør, Aalborg Portland og formand for klimapartnerskabet for energitung industri

Siden vi afleverede anbefalingerne for den energiintensive industri den 16. marts, har Danmark ikke været sig selv. Dele af samfundet har været lukket ned. Nogle brancher blev akut ramt, mens andre bliver påvirket med forsinkelse.

Sådan har det været i produktions- og procesindustrien: Vi kunne arbejde videre, når vi tog de fornødne forholdsregler og passede ekstra på vores medarbejdere med nye procedurer.

Men selvom vi ikke blev ramt akut, så forventer mange industrivirksomheder at blive påvirket på længere sigt i anden halvdel af 2020 og ind i 2021, når blandt andre store bygherrer vælger at udskyde eller droppe planlagte byggeprojekter.

Det ændrer dog grundlæggende ikke ved, at klimaudfordringen er den samme. Måske sat en smule ned i tempo et stykke tid, men ellers er situationen uændret.

Stadig behov for grøn omstilling
Sådan ser det også ud på europæisk niveau, hvor kommissionen har meldt ud, at Green Deal ikke skrinlægges på grund af corona. Dermed kan vi se frem til, at en lang række direktiver bliver åbnet og skal genforhandles, så rammerne for det europæiske samarbejde også bliver grønnere.

Også på erhvervssiderne har meldingerne under corona vist samme tendens: Det er de bæredygtige investeringer, som har været de mest sikre, og kommercielle ejendomsudviklere fortæller, at bæredygtighed giver højere afkast.

Så nej, corona har ikke rykket ved behovet for at omstille samfundet i en grønnere retning. Derfor er det godt, at regeringen er kommet med deres første klimaudspil.

Og det kan vi på mange punkter kun være tilfredse med, for de har læst vores anbefalinger fra klimapartnerskabet grundigt: Overskudsvarmen skal fremmes. Der skal satses på CO2-fangst. Mere og billigere biogas. Endelig er der en pulje til blandt andet energieffektivisering i industrien.

Der mangler offentlig efterspørgsel
Kun én anbefaling mangler: Efterspørgslen, som skal stimuleres med eksempelvis krav i offentlige udbud og indkøb. Den efterspørgsel er afgørende som driver for, at de nye bæredygtige produkter og løsninger ikke risikerer at blive liggende på hylden.

Herfra skal der være en opfordring til, at det offentlige indkøb kommer med i det næste klimaudspil, så den offentlige sektor tager sin egen medicin så at sige, og krav til produkter og løsninger understøtter en efterspørgsel efter mere bæredygtighed.

I forhold til de dele, som er i klimaudspillet, så viste analysen i klimapartnerskabet klart, at afgiften på overskudsvarmen er en hindring for en god business case. Lad os få den væk, så vi kan bruge mere af den CO2-neutrale overskudsvarme i fjernvarmenettet.

Brug for højere ambitioner
Skal satsningen på CO2-fangst have en effekt inden 2030, skal vi ikke, som der er lagt op til i udspillet, vente til 2024 med midler til at fremme den. Teknologien er sådan set klar, men skal den sikre substantielle reduktioner inden 2030, bør der satses hurtigere og mere end i udspillet.

Den samme problemstilling gælder biogas og tilpasning af gasnettet. Skal der opnås en mærkbar effekt inden 2030, er der brug for mere og billigere biogas, end der er lagt op til.

Så retningen er rigtig. Vi vil gerne kvittere for, at der er lyttet til vores anbefalinger fra klimapartnerskabet. Men der er brug for højere ambitioner i forhold til overskudsvarme, CO2-fangst og grønne gasser. Og så efterspørger vi, ligesom mange andre, en samlet plan, så industrien har pejlemærker til at orientere sig efter.

Vi er klar og i gang. Med de rette rammevilkår kan vi komme endnu længere.

Forrige artikel Middelfart Kommune: Lad kommunale forbrændingsanlæg løfte udlandets affaldsbyrde Middelfart Kommune: Lad kommunale forbrændingsanlæg løfte udlandets affaldsbyrde Næste artikel Miljøorganisationer: Ny emballagebekendtgørelse er en ommer Miljøorganisationer: Ny emballagebekendtgørelse er en ommer