Dansk Erhverv til Pelle Dragsted: Her går grænsen for den offentlige sektors størrelse

REPLIK: Der er en klar grænse for, hvor stor den offentlige sektor kan og skal blive. Blandt andet går grænsen der, hvor staten går ind med massive skattekroner i ryggen og konkurrerer med private på unfair vilkår, skriver Morten Jung, Dansk Erhverv.

Af Morten Jung
Markedschef i Dansk Erhverv

I et debatindlæg her på Altinget.dk 6. november skriver Enhedslistens Pelle Dragsted følgende: ”Hvilke opgaver, der skal løses af private for profit, og hvilke opgaver vi vil løse i fællesskabet gennem skattefinansiering. Det er noget, vi på demokratisk vis beslutter, og det kan ændre sig over tid.”

Det er sådan set ganske rigtigt, at vi gennem vores demokrati selv beslutter, ligesom det er korrekt, at samfundet (og verden som helhed) ændrer sig over tid.

En voksende offentlig sektor
Den offentlige sektor er gennem de seneste mange år vokset markant, så meget, at offentliges andel af den samlede beskæftigelse fra 1970 til i dag er næsten fordoblet. Det offentlige skal finansieres, og det sker gennem skatter og afgifter, der bliver betalt direkte eller indirekte af virksomhederne. Bliver det offentlige endnu større, skal virksomhederne betale mere i skat, og for hver krone, virksomhederne pålægges at betale i skatter eller afgifter, mindskes virksomhedernes mulighed for at investere i fremtidens vækst – den vækst, der skal finansiere vores velfærd.

Billedligt talt, så har Danmark lagt sig godt til rette i et dejligt karbad. Den offentlige sektor er stille og roligt vokset i takt med, at badekarret er blevet fyldt med varmt vand, og lige så stille er vi blevet lullet i søvn af varmen, mens vandet langsomt er ved at stige op over vores hoveder. Det må naturligvis ikke ske.

Grænser for, hvor stor den offentlige sektor kan blive
Der er en klar grænse for, hvor stor den offentlige sektor kan og skal blive. Blandt andet går grænsen der, hvor staten går ind med massive skattekroner i ryggen og konkurrerer med private på unfair vilkår. Det handler også om, at samfundet har en forpligtelse til at bruge skattekronerne på bedste måde.

De kommer ikke ud af et overflødighedshorn uden ende. De kommer fra virksomhedernes evne til at klare sig godt og danskernes hårde arbejde. Og her må man bare sige, at det at udsætte for eksempel den lokale cykelhandler, den lokale gartner eller andre private aktører for standerskæv konkurrence betalt af skattekroner, det er at svigte denne forpligtelse.

Forrige artikel Debat: Rudersdal er ikke hele Danmark Debat: Rudersdal er ikke hele Danmark Næste artikel Professor: Affaldssortering kræver incitamenter Professor: Affaldssortering kræver incitamenter