Syv borgmestre fra Trekantområdet: Nu starter den svære del af den grønne omstilling

Vi skal skalere massivt op på vedvarende strøm for at have nok til den grønne omstilling. Men hvad med det, vi ikke kan elektrificere? Trekantsområdet står klar til at finde løsningerne, skriver syv jyske borgmestre.

Trekantområdet er et af Danmarks naturlige knudepunkter for Power-to-X-produktion af grønne brændstoffer i stor skala – og samlet set den bedste businesscase for kommercielle og statslige investeringer i grøn energi og infrastruktur.

Vi finder løsninger på de rigtigt svære dele af grøn omstilling, fordi vi allerede har nødvendige infrastrukturer og årtiers samarbejde som fundament.

Vi skal skalere massivt op på vedvarende strøm for at have nok til den grønne omstilling, da det er den mest energieffektive måde at udnytte strøm fra vedvarende kilder på.

Men vi kan ikke elektrificere insulinsprøjten, løbetrøjen, nylonstrømperne, kædeolien, asfalt og stålproduktion. Det kræver grøn brint og kulstof. Og hvad gør vi med ferierejsen til Costa del Sol, fragt af varer fra Fjernøsten eller 27 nye F35-kampfly fra Lockheed Martin?

Fossil olie og gas leverer byggeklodserne til rigtig mange af vores hverdagsprodukter, ikke blot til energi. En femtedel af den grønne omstilling kan løses med direkte elektrificering, hvor resten – den rigtig svære del – kræver kompliceret proceskemi.

Skærper vi blikket mod Trekantområdet, så finder vi raffinaderiet i Fredericia, der producerer hele Vestdanmarks olieprodukter.

Det er det eneste, som producerer Danmarks jetbrændstoffer, blandt andet 100.000 tons til vores rejsevaner til og fra Billund Lufthavn og til det danske forsvar.

Deres nye nabo, en 20 megawatt brintfabrik, laver otte ton grøn brint om dagen og når ét ton sort brint udskiftes med grøn brint, så giver det en CO2-besparelse på 10 tons om dagen. Med et forbrug på 35 tons brint i døgnet på raffinaderiet bliver det til hele 350 tons CO2-reduktion hver dag.

Smørhul for fremtidens brændsler

Danmark bør derfor øge sit tilløb til en brintinfrastruktur.

Placeringen er ikke sikker, før Energinet tager en endelig investeringsbeslutning.

Bolden ligger hos de kommercielle aktører, som skal levere den nødvendige kapacitetsforpligtelse, så Energinet har tilstrækkelig sikkerhed omkring første fase kaldet ”det nedre T”. 

Brintinfrastrukturen bør tjene et flersidigt formål, hvis et fuldt udbytte skal opnås. Ikke mindst de politiske ambitioner for VE-udbygning til havs og på land, fordi overskudsstrøm kan lagres i brint, som vi kan gemme og bruge til kompliceret proceskemi.

{{toplink}}

Energinet bør føre brintinfrastrukturen hen til døren til energianlæg og erhvervsparker, hvor der opnås fuldt udbytte af VE-værdistrømmene. Det er vigtigt for at opnå fuld værdi af velkendt teknologi, lokale ambitioner og nationale investeringer.

De store motorvejs-energiinfrastrukturer til el, gas, fjernvarme og transport har vi allerede i Trekantområdet.

Men uden brint og kulstof til fremtidens grønne brændstoffer og produkter bliver Danmark afhængig af import, og det har negativ indvirkning på samfundsøkonomien, de grønne arbejdspladser og forsyningssikkerheden.

Ligesom jernbanen for 200 år siden definerede placeringerne af byer og arbejdspladser i landskabet, så kan nye energiinfrastrukturer få samme indflydelse.

Der er potentiale for job- og eksporteventyr, fordi den danske brint- og PtX-branche skaber arbejdspladser gennem hele værdikæden. Fra rådgivere til maskinmestre, specialister, leverandører af komponenter og mange flere.

En ny tilgang

Vi har hidtil hentet råstoffer op fra undergrunden, raffineret og typisk forbrændt dem.

Nu skal vi udvikle en cyklus-orienteret tilgang til de byggeklodser, som vi har opbygget vores samfund på.

Det kræver ikke blot en enkelt kommune eller de virksomheder, der har etableret sig indenfor en enkelt kommunes grænser.

Det kræver som minimum et helt økosystem af aktører, der supplerer hinanden indbyrdes. Herunder land- og skovbruget, som råder over biogene råstoffer, der kan erstatte de fossile, hvis arealer indrettes alsidigt og til flere måneders fotosyntese.

Vi vil skabe grønne infrastrukturer, der gør det muligt at flytte strøm, vand, varme, brint og kulstof fleksibelt og ressourceeffektivt over kommunegrænserne.

Og vi vil placere rør og ledninger strategisk, der transporterer fra anlæg, hvor der er spildprodukter, til anlæg, hvor det bruges som værdifuld ressource.

De måske mest værdifulde historiske fordele ved Trekantområdet, er, at der er lang og sund tradition for sektorkobling, og Power-to-X handler om at fortsætte fornuftige principper om at se på tværs af sektorer og udvikle og effektivisere de ressourcer, som vi allerede har til rådighed.

Fundamentet er lagt i Trekantområdet gennem årtier, hvor vi har infrastrukturer og aktører med den nødvendige ekspertise, som har potentialet til at opnå bemærkelsesværdige resultater i den grønne omstilling.

{{toplink}}

Forrige artikel Cerius-Radius: Elnet-aftale giver økonomisk sikkerhed, men de gode resultater kommer ikke af sig selv Cerius-Radius: Elnet-aftale giver økonomisk sikkerhed, men de gode resultater kommer ikke af sig selv Næste artikel Karsten Lauritzen: Det er direkte fjollet, at lovgivning bremser Danmarks grønne omstilling Karsten Lauritzen: Det er direkte fjollet, at lovgivning bremser Danmarks grønne omstilling