Effektiviseringer og reformer skal have et formål

Af Allan Weirup
Direktør i Danske Vandværker

I brancheorganisationen for landets vandværker forstår vi udmærket, at der er brug for effektivisering og kontrol med den monopoliserede vandforsyning. Det kan ikke være anderledes. Men måden, det foregår på, har vi noget mindre forståelse for.

Vi ser grundlæggende tre problemer i den måde, vandsektoren reguleres på i dag. For det første er reguleringen ikke tilpasset efter, hvor meget der kan spares. For det andet synes vi, at man skal bruge kræfterne dér, hvor behovet for effektiviseringer er størst. Og endelig skal der være bedre incitamenter til at gøre det godt.

For det første skal reguleringen tilpasses efter effektiviseringspotentialet. Det er fint, at der bruges kræfter dér, hvor der virkelig er nogle store gevinster at hente. Men det er nødvendigt at differentiere reguleringen, så de, der har et mindre effektiviseringspotentiale, ikke rammes af samme tunge bureaukrati. Det gør man ikke i dag, og det betyder, at effektiviseringsgevinsterne ikke kommer forbrugerne til gavn i form af lavere priser, men i stedet går til administration og bureaukrati til at dokumentere effektiviseringen.

Effektiviseringer skal ikke føre til prisstigninger
Formålet med effektiviseringerne er jo, at de skal føre til lavere priser, og ikke bare ”papireffektiviseringer”, som forbrugerne ikke har gavn af. De seneste fem år er der effektiviseret betydeligt, men samtidig er priserne steget. Og hos de selskaber, der er reguleret, har prisstigningen faktisk været højere end hos dem, der ikke er underlagt regulering. Det må være meget svært at forstå som forbruger.

For det andet bør kræfterne bruges, hvor der er noget at spare. Af den pris, forbrugerne betaler for deres vand, er det kun omkring 10 procent, der går til at dække vandværkets omkostninger. Resten er vandafledningsafgift, moms og andre afgifter.

Det er derfor en meget lille del, vi overhovedet kan gøre noget ved ude på vandforsyningerne. Selv store effektiviseringer på vandværkerne vil ikke føre til egentlige prisfald til gavn for forbrugerne. Her er der langt større behov for at se på de andre elementer, herunder prisen for rensning af spildevandet.

Sidst, men ikke mindst, bør der være incitamenter til at gøre det bedre på landets vandværker. De bør kort sagt belønnes for at tænke smart. Men sådan som der i dag føres tilsyn med vandværkerne, fristes mange til at vælge kortsigtede gevinster frem for at se, hvad der bedst betaler sig på den lange bane. Tilmed lægger den nye vandsektorlov, der netop er fremsat i Folketinget, på flere måder op til, at de vandværker, der har ydet en ekstra indsats for at nedbringe omkostningerne, bliver straffet.

Nye krav tager ikke højde for tidligere besparelser
Eksempelvis vil mindre vandværker fremover blive stillet over for et generelt effektiviseringskrav, der hverken tager højde for, hvor meget de allerede har effektiviseret eller hvor stort effektiviseringspotentiale, de har tilbage. Det svarer til, at den, der allerede har været på en streng diæt, bliver bedt om at tabe sig lige så meget som den svært overvægtige, der slet ikke er kommet i gang med sin kur endnu.

Det vigtigste set med vores øjne, når vi taler om effektiviseringer og reformer, er altså, at nye tiltag sker sådan, at de besparelser, der kan opnås, ikke ædes op af omkostninger i form af øget bureaukrati til dokumentation og kontrol. Sådan er det jo desværre gået med vandsektorloven, hvor vi kan se besparelser drukne i havet af indberetninger til Forsyningssekretariatet.

Vi forstår, at der allerede nu er ved at blive udarbejdet en ny analyse af effektiviseringsgevinster efter 2020 på forsyningsområdet. Fra os kan der kun lyde en opfordring: Tag os med i det kommende arbejde, vi smøger gerne ærmerne op.

debat@altinget.dk