Fjern urimelige krav til genbrugsplast

DEBAT: Plastik udgør en af de helt store syndere, når det kommer til CO2-udledning i affaldssektoren, og samtidig halter det med genanvendelsen af plastemballage fra husholdninger. Stordrift og lempeligere regler er ifølge plastindustrien vejen til mere genanvendelse.

Af Helle Fabiansen
Miljøchef, Plastindustrien

Plast er et værdifuldt materiale, som efter at have udtjent sin funktion kan bruges igen og igen. Ressourcestrategien er et skridt i den helt rigtige retning til at understøtte en større indsamling og genanvendelse af plastaffaldet.

Danmark indtager lige nu en meget lidt flatterende europæisk sidsteplads, når det kommer til at genanvende plastemballage fra vores husholdninger. Strategien bliver forhåbentlig det redskab, der kan sætte gang i arbejdet med at realisere det uudnyttede potentiale, der ligger her.

Danske plastvirksomheder ser mange muligheder i at bruge de øgede mængder af genanvendt plast, som forhåbentlig kommer nu. Mulighederne ligger i adgangen til billigere råvarer, nye produktløsninger og nye markeder, men også i at gøre industrien til en ressourcebevidst og grøn industri.

Markedet vil have mere
Men man er nødt til at bringe mere genanvendt materiale på markedet, hvis virksomhedernes krav til pris, kvalitet og forsyningssikkerhed skal efterkommes.

Virksomhederne forventer, at prisen på genanvendt materiale er lav, og at de kan være sikre på rigelige mængder i den rette kvalitet. Det kræver volumen.

Ressourcestrategien giver som udgangspunkt kommunerne metodefrihed til at indfri målsætningerne.

Der påligger derfor kommunerne et stort ansvar om at være klar til at indfri virksomhedernes forventninger. De er nødt til at finde fælles måder at organisere en effektiv indsamling, sortering og efterbehandling af plastaffaldet fra husholdningerne på.

98 individuelle løsninger vil ikke fremme projektet. Erfaringer fra bl.a. Tyskland og Holland viser, at en rentabel drift fordrer en kapacitet på minimum 50.000 tons plastaffald om året.

Reglerne blokerer
Et andet område, vi peger på, er, at lovgivningen skal understøtte virksomhedernes brug af den genanvendte plast. Det er langt fra tilfældet i dag.

Der er rigtig mange steder, hvor det giver mening at bruge genanvendt plast, og vores medlemmer står klar, men vi efterlyser en politisk vilje til at skabe de rette rammebetingelser, der kan understøtte efterspørgslen. Vi har flere eksempler på lovgivning, der decideret spænder ben for brugen af genanvendt plast.

Det giver jo for eksempel ingen mening, at vi må eksportere vores PVC-affald til genanvendelse i Holland, fordi danske regler forbyder genanvendelse i Danmark. Vi vil rigtig gerne sammen med miljøministeren være med til at se på, hvordan vi kan fjerne nogle af de barrierer, der kan besværliggøre arbejdet med at realisere ressourcestrategiens mål. Derfor er vi også glade for, at miljøministeren har åbnet en portal, hvor man som virksomhed kan melde ind, hvis man oplever barrierer, der står i vejen for genanvendelse.

Forrige artikel Dansk Byggeri: Grønt må ikke være sort Dansk Byggeri: Grønt må ikke være sort Næste artikel Nødvendigt med nytænkning af varmeforsyningen Nødvendigt med nytænkning af varmeforsyningen