Hvem tager ansvar for klimatilpasning?

Fint.

Det er vurderingen af regeringens to aktuelle lovforslag, som skal gøre det lettere for kommuner og forsyningsselskaber at tage hånd om fremtidens klimaændringer.

To fine forslag, hvis formål de færreste fagpersoner på området kan være uenige i: Nemlig at det skal gøres lettere for kommunerne at tage hensyn til regn og oversvømmelser i planlægningen, samt at forsyningsselskaberne skal have lettere ved at finansiere samme planlægningshensyn.

Problemet er bare, at omtalte tiltag ikke er nok. Langt fra.

Ingen tager ansvar for forebyggelse
Forskningschef i rådgiverfirmaet DHI samt tovholder på Ingeniørforeningen, IDA's, nypublicerede klimatilpasningsstrategi, Ole Mark, mener, at håndteringen af oversvømmelser i Danmark aktuelt består af to dele.

"Forsyningerne designer deres rør til en given størrelse. Typisk med en oversvømmelsesrisiko på 20 procent om året for regnvandssystemer - og med en oversvømmelsesrisiko på 10 procent om året for regnvand blandet med spildevand. Og her hører forsyningens ansvar så op. Derudover har vi beredskabet, som i tilfælde af oversvømmelse blot skal agere bedst muligt i den givne oversvømmelsessituation," forklarer han og uddyber:

"Det vil sige, at vi planlægger med, at der kommer oversvømmelser med jævne mellemrum. Der er ikke nogen, som har ansvaret for at lave kort, som viser, hvor den kommer. Og der er ikke nogen, som har et ansvar for, at vi ikke placerer alderdomshjem eller andre institutioner på steder, hvor man med lethed kan vise, at der er meget høj oversvømmelsesrisiko," siger han med henvisning til en fem år gammel sag fra Christiansfeld fra Kolding, hvor et plejehjem blev oversvømmet umiddelbart efter, at det blev taget i brug.

Heller ikke beredskabet
Hvad beredskabet angår, er fraværet af ansvar ligeledes tydeligt, mener Ole Mark.
 
"Det er ikke nogen, som har ansvar for at forberede sig på de oversvømmelsessituationer, som, vi ved, kommer. Krav til beredskabet bør være, at de, før oversvømmelserne finder sted, er i besiddelse af oversvømmelseskort, som viser, hvor oversvømmelserne kommer først. De kort skal så også bruges til at lave planer for mængder af materiel og prioritering af indsatsområder," siger han.

Forskningschefen mener, at der er brug for lovgivning, som siger følgende:

Da Altinget | Teknik i slutningen af marts omtalte IDA's klimatilpasningsstrategi, håbede Ole Mark, at strategien som minimum førte til, at miljøminister Ida Auken (SF) afsætter de 10-20 millioner kroner, som det vil koste at kortlægge det kommunale landskab tilstrækkeligt, mens en optimal kortlægning ville koste i størrelsesordenen 200-300 millioner kroner.

Findes ikke samlet lovgivning
Mens Ole Mark altså ønsker, at der ved efterårets forventede klimaudspil sættes fokus på kortlægningen, mener partner i advokatfirmaet Plesner, Søren Stenderup Jensen, at løsningen i højere grad skal findes i lovparagrafferne.

I bogen "Klimaændringer i juridisk perspektiv", som han sammen med tre kolleger udgav i 2011, gennemgår forfatterne i det tredje kapitel kommunernes muligheder for under den eksisterende lovgivning at inddrage klimatilpasning i planlægningen.

Herunder konkluderer de, at der ikke findes samlet lovgivning for håndtering af øgede nedbørsmængder, grundvandsstigninger og havvandsstigninger. Det betyder, at aktørerne er tvunget til at agere inden for en spredt lovigvning, som ikke er koordineret og derfor ikke tager sigte på så drastiske ændringer, som klimaændringerne forventes at medføre.

"Ingeniørerne er ikke i tvivl om, hvordan opgaven skal løses, men de løber ind i en stribe bureaukratiske hindringer," siger han med henvisning til opgavefordelingen, hvor forsyningerne tager sig af spildevandet, mens kommunerne har ansvar for vandløbene.

Bremser projekter
Et eksempel på disse hindringer ser han ved bestræbelserne på at lede vandet fra Emdrup Sø via en tunnel ud i Øresund, så det ikke oversvømmer lavtliggende områder ved Lyngbyvej. Men da søen både indeholder spildevand og vand fra vandløb, er hverken spildevandsselskabet eller kommunen bemyndiget til at finansiere indsatsen alene, hvorfor projektet ender med at falde ned mellem to stole.

"Det er et godt eksempel på, at opdelingen ikke altid er heldig. Et andet eksempel er den lille strækning fra Kongens Nytorv til Nationalbanken, hvor man ved at give vejen et lille fald mod havnen ville kunne lede vandet derned frem for at se det løbe ned i kældrene i Indre By."

"Men det ville kræve, at både Københavns Kommune og København Energi spyttede i kassen. Her er min oplevelse, at reglerne ikke er tilstrækkelig specifikke, og med den foreslåede lovændring heller ikke bliver det til, at den type samarbejde kan komme i stand," forklarer Søren Stenderup Jensen.

Heller ikke udsigten til yderligere lovpakker til efteråret fylder ham med håb.

"Jeg tror ikke, at den foreslåede specificering af miljø- og servicemål løser den type problemer. Og selv med den kommende lovgivning om risikokort og lokal regnvandsafledning, tror jeg desværre ikke, at vi kommer i mål i forhold til de problemer, der venter os i fremtiden," siger advokaten.

Han mener, at vil kræve ændringer af både Miljøbeskyttelsesloven samt lov om betalingsregler for spildevandsselskaber samt prisloftsbekendtgørelsen at facilitere den nødvendige lovgivning.

Ansvar klart, men ubehageligt
I modsætning til både Ole Mark og Søren Stenderup Jensen vurderer lektor på DTU, Karsten Arnbjerg-Nielsen, der også står i spidsen for projektet Vand i Byer ikke, at der er uklarheder i ansvarsfordelingen.

"Der er ikke nogen uklarhed omkring ansvarsfordelingen. Derimod er der en masse mennesker, som ikke kan lide den måde, som det er fordelt på," forklarer han og præciserer:

"Det står tydeligt i lovgivningen, at det i høj grad er lodsejerens eget problem, hvis han oversvømmes. Problemet er bare, at det bryder de mennesker, som det går ud over, sig ikke om, og politikerne kan heller ikke lide at fortælle dem det."

Til trods for, at oversvømmelser som udgangspunkt er folks eget ansvar, hvis ikke de sker hyppigere end en enkelt gang hvert tiende år, har forsikringsselskaberne i langt de fleste tilfælde valgt at afholde udgifterne for de skadeslidende.

"Det er et område, som traditionelt ikke har været så dyrt for forsikringsselskaberne, som derfor som regel vælger at betale ved kasse 1. Men efterhånden som regningerne bliver større og større, begynder selskaberne at kunne se på det regnskaberne, og så er det, at det kan blive rigtig dyrt for de mest udsatte husejere," forklarer han.

Husejere i klemme
Du mener altså, at samfundet har fint fod på truslen fra fremtidens regnmængder?

"Jeg synes på ingen måde, at det går godt, men det er ikke et problem, som har med ansvarsplacering at gøre. Problemet er, hvad vi stiller op med de huse, som ikke skulle være bygget for 10, 30 og 50 år siden, fordi de ligger for udsat i forhold til oversvømmelser."

"Er det bygherrens problem? Er det borgerens, eller er det vores alle sammens problem. Og hvad skal kommunen stille op? Lige i øjeblikket er det med den gældende lovgivning husejernes problem, men der er meget, der tyder på, at de ikke magter at varetagen opgaven selv," siger han med reference til oversvømmelserne i Kokkedal i sensommeren 2010.

"Her var ansvarsfordeling, ligesom i resten af landet, klar. Borgerne var oven i købet tidligere blevet ramt af oversvømmelser, og kommunen havde kontaktet dem med henblik på at opføre et dige. Men de havde takket nej, og da de så blev oversvømmet igen, skreg de op og kunne ikke forstå, at der var forsikringsselskaber, der luftede tanken om i fremtiden ikke at kunne garantere alle husejere en forsikring. Men det var jo et bevidst valg ikke at opføre diget," pointerer Karsten Arnbjerg-Nielsen.

Lektoren vurderer, at det drejer sig om omtrent 10.000 huse, der er truet af regn- og grundvand, og hvor han altså ikke oplever, at samfundet har gjort op med selv sig, hvem der sørger for, at fremtidens klimaændringer ikke gør dem ubeboelige.