Rapport om de soldater Danmark skal træne: Dræber kvinder og børn

Det bliver ikke Guds bedste børn, danskerne får på skolebænken, hvis Folketinget vedtager at sende danske specialstyrker til Mali for at uddanne lokale soldater. I hvert fald ikke hvis man skal tro en ny rapport fra Human Rights Watch.

På baggrund af vidneafhøringer vurderer menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i en ny rapport, at maliske soldater de seneste syv måneder angiveligt har dræbt mindst 34 landsbyboere, bortført mindst 16 personer og mishandlet fanger alvorligt under terrorbekæmpelsesoperationer i Malis centrale Mopti-region.

”Malis sikkerhedsstyrker har vist ringe hensyn til menneskeliv under nylige terrorbekæmpelsesoperationer,” siger Corinne Dufka, der er direktør for Human Rights Watchs aktiviteter i den uroplagede Sahel-region, der inkluderer landene Mali, Mauretanien, Chad, Niger og Burkina Faso.

Uddanne og træne
Rapporten fra menneskerettighedsorganisationen kommer netop som de danske politikere står foran at skulle vedtage udsendelsen af danske specialstyrker til Mali og to andre lande i Sahel-regionen i 2022. Folketinget førstebehandler fredag således beslutningsforslag B297 om ”danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.”

Her skal de danske soldater netop uddanne og træne maliske soldater samt deltage i terrorbekæmpelsesoperationer sammen med de maliske soldater. Den danske indsats er en del af den fransk-ledede antiterrormission Operation Barkhane, der består af mere end 5.000 hovedsageligt franske soldater.

25 dræbte
Human Rights Watch oplister i sin rapport fra april i år seks episoder, hvor maliske soldater indenfor de seneste syv måneder har dræbt civile.

Den mest omfattende fandt ifølge menneskerettighedsorganisationen sted i den lille landsby Libé i det sydlige Mali den 22. oktober sidste år. Her dræbte de maliske sikkerhedsstyrker angiveligt 25 landsbyboere, brændte adskillige huse og kornkamre og plyndrede husdyr og værdigenstande. Blandt de 25 dræbte var tre kvinder og to børn.

En militæranalytiker, der har undersøgt Libé-hændelsen, fortæller til Human Right Watch, at adskillige sikkerhedskorps deltog i operationen, herunder hæren, den nationale garde og Mali's flyvevåben.

Holder sig ikke tilbage
En dansk ekspert bekræfter, at de maliske myndigheder ikke holder sig tilbage.

”De væbnede styrker begår lige så mange overgreb mod civile, som jihadisterne gør,” siger Signe Marie Cold-Ravnkilde, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier med særligt fokus på Sahel-regionen.

Går over stregen
På Christiansborg er der delte meninger om udsigten til at danske soldater skal uddanne og samarbejde med de maliske styrker.

Hos Venstre sætter man sin lid til, at de danske soldater siger fra, hvis de maliske soldater går over stregen.

“Det er heldigvis sådan, at hvis danske soldater observerer noget, der bare så meget som minder om overgreb, så har de indberetningspligt. Den skal vi selvfølgelig stå fast på. Uanset om det er lokale styrker eller franske styrker, der begår noget,” siger Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen.

Fundet døde dagen efter
Udover episoden i Libé, så er maliske regeringsstyrker i yderligere fem tilfælde mistænkt for at have dræbt og bortført civile det seneste halve år.

Ifølge Human Rights Watch drejer det sig blandt andet om en episode i januar i år, hvor maliske sikkerhedsstyrker sammen med franske soldater gennemsøgte landsbyen Kobou og anholdte fire personer. To af dem blev fundet døde nord for landsbyen dagen efter, en forsvandt og en blev frigivet efter to uger.

Give flere spændinger
Enhedslisten er dybt bekymret for hvad danske soldater risikerer at blive blandet ind i.

”Der er ekstrem stor risiko for, at de danske styrker bliver misbrugt, så man kommer til at samarbejde med nogle styrker, som begår overgreb. Det kan både være de franske styrker, som får fanger til at forsvinde. Og det kan være de lokale styrker, som har været involveret i drab på civile, overgreb og plyndringer.

Det er ikke en måde at være med til at bygge en stabil fremtid for Mali. Tværtimod kan det give endnu flere problemer og spændinger,” pointerer Enhedslistens udenrigsordfører Eva Flyvholm.

Ingen anholdte
Den 28. oktober sidste år fordømte Mali's forsvarsministerium beskyldningerne om deres engagement i Libé-drabene som "løgne, der har til formål at plette billedet af de maliske væbnede styrker".

Ministeriet oplyste dog også, at de ville undersøge episoden, "for at bringe enhver forseelse frem i lyset." Ingen er blevet anholdt for drabene i Libé.

 

Følg B 297 Danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen
(Udenrigsministeriet)

25/5
2021
25/5
2021
25/5
2021
10/5
2021
11/5
2021
7/5
2021
6/5
2021
23/4
2021

Forrige artikel Erhvervslivet til forsvaret: Samarbejd med os, hvis I vil lykkes med omfattende klimatiltag Erhvervslivet til forsvaret: Samarbejd med os, hvis I vil lykkes med omfattende klimatiltag Næste artikel Nato-lande går med i EU-projekt Nato-lande går med i EU-projekt