Professor: Danmark bør bevare muligheden for et ekspeditionsforsvar

Danmark er en småstat. Det er jo ingen nyhed. Det er heller ikke en nyhed, at småstater har begrænsede muligheder for at få international indflydelse.

Små stater har sådan set kun deres gode ry og rygte samt deres almindelige omdømme at støtte sig til, hvis de vil bidrage til at gøre verden til et bedre sted. Sommetider taler man om, at stater kan udøve "blød magt".

Siden terrorangrebet på USA 11. september 2001 har danske politikere prioriteret den globale kamp mod terrorisme. Det gav et boost til det såkaldte ekspeditionsforsvar, hvor Danmarks engagement i Afghanistan og Irak står klarest i hukommelsen.

{{toplink}}

Den store indsats i de to lande blev til det figenblad, som skjulte det massive svigt af dansk forsvar. Forsømmelsen gik hånd i hånd med, at Danmark ikke levede op til sine løfter og forpligtelser i Nato om at bruge to procent af BNP på forsvar.

International indflydelse

I dag står territorialforsvaret højt på både borgernes og politikernes prioritetsliste. På den korte bane vil det formodentlig være vanskeligt at skaffe folkelig opbakning til dansk deltagelse i militære operationer langt fra de hjemlige strande.

Så hvis Danmark skal fastholde muligheden for at have et ekspeditionsforsvar, er det nødvendigt at gennemtænke begrundelserne for, at Danmark skal engagere sig i militære interventioner i lande og områder udenfor Europa. 

Her kan teorien om småstaten komme politikerne til hjælp. Teorien siger, at små stater har begrænsede muligheder for at påvirke verdens skæve gang. Derfor bør man slutte sig sammen med andre. Det gør Danmark allerede i kraft af sit medlemskab af Nato og EU.

Hvis det ikke er tilstrækkeligt, og hvis en småstat som Danmark fortsat ønsker international indflydelse, er der kun én vej frem: at bygge sin indflydelse på den prestige og det omdømme, man i kraft af sin politik og sine handlinger har oparbejdet igennem årene.

Kampen mod terror

"I gamle dage", det vil sige under Den Kolde Krig, blev Danmark ofte beskrevet som en humanitær magt, eller som en "human internationalist".

Sådanne betegnelser betød, at Danmark af og til fik ørenlyd i internationale forsamlinger. Sommetider kunne opmærksomheden føre til, at Danmark fik – en smule – indflydelse på verdens gang.

Det var måske mest tydeligt i de år, hvor Danmark havde et af verdens højeste udviklingsbistandsbudgetter målt som procentdel af BNP. Det var også i de år, at Danmark ofte forsvarede menneskerettigheder og tilsvarende kritiserede overgreb mod forsvarsløse befolkningsgrupper.

{{toplink}}

Med ophøret af Den Kolde Krig og kampen mod den internationale terrorisme blev militæret det foretrukne udenrigspolitiske instrument til at opnå international indflydelse. Det var næppe et særlig effektivt redskab til at give international prestige og bidrage til et positivt omdømme. Måske snarere tværtimod.

De militære interventioner var dog med til at kompensere for vores manglende opfyldelse af Natos to procent-målsætning. De bidrog også til at dæmpe den berettigede amerikanske kritik af de manglende forsvarsinvesteringer.

Danmarks renommé

Situationen i dag er den, at Danmark fortsat kan forsøge at få international indflydelse ved at bruge sine militære styrker. Det kræver dog, at man gennemtænker de situationer, hvor det kan styrke Danmarks omdømme som en "anstændig" international aktør, der ikke på forhånd har taget parti.

Irak-interventionen i 2003 tjener som et skræmmeeksempel på, hvad man ikke skal gøre. Det samme gør piratoperationen i Guineabugten.

Hvis FN eller EU beder om militære styrker til at overvåge en våbenhvile mellem Israel og Gaza – inklusive beskyttelse af palæstinenserne i de besatte områder – vil det til gengæld være et oplagt eksempel på, at dansk militær deltagelse giver mening.

Det samme kunne – muligvis – være tilfældet i en række af de blodige konflikter i Afrika – helt aktuelt borgerkrigen i Sudan.

Interventionerne kunne ligne gammeldags fredsbevarende operationer. Det er dog åbenlyst, at danske militære styrker skal udstyres med et robust mandat, hvis det skulle komme så vidt.

Det er alt andet lige lettere at sige, hvad Danmark ikke skal gøre. Bundlinjen er dog, at Danmark bør fastholde muligheden for et ekspeditionsforsvar. Men før eventuel indsættelse bør beslutningstagerne tænke sig rigtig godt om.

Et kriterium for tænkningen kunne være, at indsættelse af militære styrker ikke alene skal bidrage til at dæmpe en væbnet konflikt og beskytte civile. Indsættelse af danske styrker skal også bidrage til at styrke Danmarks renommé som en ansvarlig og "fair" magt for derigennem at øge landets muligheder for at øve international indflydelse.

debat@altinget.dk