Forskere: Trusselsbilledet vender ude og hjemme på hovedet for dansk forsvar

9. marts kom meldingen om, at fregatten Iver Huitfeldt havde skudt fire af Houthi-bevægelsens droner ned. Det var en påmindelse om, at dansk forsvar – på trods af de seneste års refokusering på hjemmefronten og nærområdet – fortsat spændes ud over mange og forskelligartede opgaver.

Opbygning af den længe lovede brigade. Funktionsdygtige kapaciteter i Arktis. Værtsnationsstøtte. En bataljon i Letland. Træning af ukrainske piloter og flymekanikere. Og meget mere.

Uoverensstemmelsen mellem de mange opgaver og de mangelfulde kapabiliteter – materielle såvel som mandskabsmæssige – kan gøre det besnærende at se forsvarspolitikken som et valg mellem "ude" og "hjemme", mellem et ekspeditionsforsvar og et territorialforsvar.

Danmark har imidlertid stærke sikkerheds-, handels- og alliancepolitiske interesser i fortsat at kunne løse forskelligartede opgaver. Både fordi der er sikkerhedsproblemer i forskellige geografier og konfliktdomæner, og fordi verdenspolitikken hele tiden flytter sig og kræver omstillingsparathed.

Udfordringen ligger derfor ikke i at foretage et simpelt valg om ude og hjemme, men snarere i at vende den eksisterende forsvarspolitiske tankegang om ude og hjemme på hovedet.

Et nyt mindset

I en lang årrække blev Forsvarets operative kapaciteter primært indsat globalt. Relevansen var begrænset i Danmarks nærområde, og diskussionen om forsvar hjemme var præget af noget, der reelt havde mere at gøre med politik end med opgaveløsning: Nedskæringer, lokalforhold og alliancedynamikker i Nato-spillet om at undgå for hård kritik.

Nu er det omvendt. Pengene løber til, og Forsvarets enheder skal trænes og indsættes med henblik på forsvar mod og afskrækkelse af Rusland – i Danmark, i Østersøregionen, i Arktis og i Nordatlanten.

Samtidig bliver karakteren af Danmarks globale forpligtelser mindre operative. Ikke fuldstændigt, som Iver Huitfeldts seneste aktion understreger, men relativt set, sammenlignet med årene på Balkan, i Afghanistan, Irak, Libyen og Mali.

Skiftet betyder dog ikke nødvendigvis, at dansk forsvarspolitik kommer til – eller bør – handle mindre om det globale, men derimod snarere, at midlerne og måden at gøre det på forandres.

Den nye situation fordrer med andre ord et nyt mindset og nye idéer til at få mest muligt ud af voksende, men ikke desto mindre begrænsede ressourcer – både ude og hjemme.

Bidrag til globale sikkerhedsdagsordener

Et fuldtonet ekspeditionsforsvar er ikke en realistisk mulighed for Danmark i de kommende år. I stedet for selv at levere de tunge militære frontenheder kan man – i tråd med regeringens udenrigspolitiske linje – i stedet øge sit fokus på den militære komponent af partnerskaber.

Det kan handle om koordinering og strategisk planlægning af internationale operationer, om træning og kapacitetsopbygning og om udsendelse af militære stabsbidrag, forsvarsattachéer med videre.

{{toplink}}

En vigtig opgave er her at opdyrke en kultur, der ser denne del af forsvarspolitikken og Forsvarets arbejde som vigtig. Det nytter for eksempel ikke at blive ved med at se skævt til EU som en irrelevant aktør på forsvarsområdet. Her har politikerne og embedsværket en central rolle i at sætte en ny tone.

Dertil kommer behovet for at tænke kreativt om, hvordan man kan anvende danske kapabiliteter ude i verden på måder, der fremmer en liberal orden. Beskyttelse af skibsfart er én ting. Men måske er der også nye måder at bidrage, blandt andet i cyber- og efterretningsdomænet, i overvågning og beskyttelse af global undersøisk infrastruktur og i de nye amerikansk-ledede alliancekonstellationer i Indo-Stillehavsregionen.

Operativ hjemmebane

Mindset-udfordringen vedrører også alt det, der sker i Danmark og dansk nærområde.

For det første er det udfordrende at komme op i gear på de spørgsmål, der nu fylder mest i dansk forsvarspolitik.

Operationerne ude i verden var farlige og konkrete. Den operative side af territorialt og kollektivt forsvar er mere kompleks, diffus og langsigtet, og den er vævet ind i alliancepolitik, industripolitik, teknologipolitik, transportpolitik og det, der er blevet kaldt mellemrigspolitik internt i rigsfællesskabet.

Kompleksiteten gør det politisk ”lettere” – i nogle tilfælde mere legitimt – at skubbe beslutninger frem i tiden. Det kræver et mentalitetsskifte at tænke det operative som noget vigtigt og akut, når det ikke indebærer vejsidebomber og terrortrusler i nyhederne.

For det andet er det udfordrende at finde de forsvarspolitiske balancer, som knytter sig til den "operative hjemmebane" – balancer, man ikke rigtigt har skullet forholde sig til siden Den Kolde Krig.

Det handler om prioriteringen af henholdsvis dansk territorium, Norden, Østersøregionen og Arktis, når der investeres i kapaciteter og bydes ind på Nato-opgaver.

Det handler også om, hvordan et mere synligt og aktivt forsvar bør organiseres i Danmark – i forbindelse med øvelser, i tilstedeværelsen af udenlandske styrker på dansk jord, i et mere fremtrædende beredskab, og så videre.

Det er vanskeligt at ændre et mindset. Men en erkendelse af, at det tungt operative nu skal gentænkes hjemme, mens globale dagsordener også kræver andre militære og sikkerhedspolitiske instrumenter, er en god begyndelse.

debat@altinget.dk