Pligtmennesket Ellemann har fundet lysten – men er det nok?

Da Jakob Ellemann-Jensen gik ned med stress og trak stikket efter en hård tid, som han i forbindelse med sin tilbagevenden åbenhjertigt har berettet om på TV og sociale medier, traf han uden tvivl en beslutning, som har været vanskelig for ham.

Jakob Ellemann er efter alt at dømme ikke blot et ordentligt menneske, som søger at gøre det rigtige, men også et menneske, for hvem pligt og ansvar ikke bare er ord, men virkelighed.

Dette træk var ikke alene tydeligt, da han næsten nødtvungent trådte til og blev Venstres formand, dengang partiet var i dyb krise. Eller mere præcist: på et tidspunkt, da partiet også var i dyb krise.

Karaktertrækket, anedes også, da han i forbindelse med regeringsdannelsen tog det vovelige skridt at blive forsvarsminister, skønt hans parti er det næststørste i SVM-regeringen – selvom det efterhånden er nemmere at glemme end at huske.

Dette valg var rent politisk set en fejl.

Havde Ellemann troet, at posten ville give ham et skær af statsmandsaura, måtte han bittert sande, at både statsministeren og udenrigsministeren var mere end uvillige til at dele pladsen i solen.

Men forklaringen på valget er måske enkelt nok: Her var en opgave, der skulle løses.

Det var pligtens bud. Nødvendighed og ansvar.

Ligesom da Venstre gik i regering.

For Ellemann var det en nødvendighed. Ikke blot fordi den borgerlige bloks indre sammenhold var brudt sammen, men også fordi Danmark havde brug for Venstre ved magten.

”På mit skrivebord hænger der en slidt, gul post-it seddel med ordene – Danmark, Venstre, Regeringen, Jakob,” lød det i Ellemanns landsmøde-tale i 2022, der skulle mane denne nødvendighed frem i partimedlemmernes erkendelse.

Men da Ellemann gik ned, var det en påmindelse om, at pligten ikke er nok. Den kan kun drive værket så langt.

Nu er Ellemann tilbage, fordi han har fundet lysten. Han har lyst til det her.

På det personlige plan, er det nok godt. Nødvendighed er ikke nok. Ikke for et menneske.

{{toplink}}

Spørgsmålet bliver så: er det nok for en regering?

Hvis Ellemann har ændret sin grundlæggende motivation fra pligt til lyst, må man under alle omstændigheder håbe, at han har masser af det sidste. For umiddelbart er det ikke meget i hverken regeringens eller Venstres position, som fremstår særligt lystigt.

Regeringens interne samarbejde halter. Vælgerne vender den fortsat ryggen. Dens bedste kort er, at det er så som så med alternativerne.

Det kort har Venstre ikke. Vælgerne kan jo bare stemme på nogle andre, og det gør de. Hvis regeringen står i en vanskelig situation, står Venstre og dermed Ellemann i vanskeligheder til halsen.

Partiet ligger til godt ti procent af stemmerne. Det er blevet et mellemstort parti. Det er også sådan man agerer. Venstre er reduceret til at spille en birolle i en socialdemokratisk ledet regering. Selvom dette ikke i sensommeren 2023 er nogen spritny erkendelse, så er det dog værd at holde fast i, hvor markant dette er.

Da Ellemann gik i regering, abdicerede han frivilligt Venstres privilegerede position i dansk politik som det førende borgerlige parti; det som kunne gøre Socialdemokratiet rangen stridig. Dette var trods enhver tale om Venstres ideologiske vaghed, hjørnestenen i partiets selvforståelse.

Den er væk nu.

I stedet står den på en lidet indbydende tre-retters menu af ansvar, nødvendighed og pligt.

Godt nok har Ellemann i forbindelse med sin tilbagevenden slået fast, at han er statsministerkandidat. Det bliver han nødt til at være, men der kræves mere end bare lyst, hvis man lige nu skal tro på det projekt. I hvert fald må man spørge, om han dermed mener borgerlig statsministerkandidat.

For selvom SVM-regeringen skulle gå gennem resten af sin levetid med en politik baseret på brede forlig, der også trækker borgerlige partier hen til ansvarlighedens maskineri, så forekommer det, at afstanden mellem Venstre og de øvrige borgerlige partier er øget.

Dynamikken er, at den resterende borgerlige blok søger mod det principielle, i takt med at Venstre klamrer sig til magten. Derfor hedder de førende borgerlige partier nu Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Det er partier, der nok kan føre politik, men som har systemkritik og oppositionalisme vævet ind i deres grundstof.

Senest har koran-krisen understreget denne afstand. De borgerlige partier fra Pape og ud har markeret sig som skarpe kritikere af regeringens bebudede indskrænkelse af ytringsfriheden.

Ellemann har for sin del forsøgt at sadle den ideologiske hest, og forklaret, at han er for sådanne indskrænkninger netop fordi han er liberal.

Spørgsmålet her er ikke, om han har ret, men om Ellemann i virkeligheden slet ikke har sadlet en hest, men derimod endnu en kamel, som han og Venstre skal sluge. Og det er blot en af partiets og Ellemanns problemer.

Hvis Venstre skal ud af sin krise (og blive i regeringen), er opgaven, at ikke alene Ellemann men også resten af partiet skal finde lysten.

Det betyder blandt andet et opgør med den artige og ansvarlige rolle, partiet har indtaget i regeringen.

{{toplink}}

Man må blive en skarpere indre opposition, der gennem sin vilje og evne til at forpurre den Frederiksenske-Løkkeske tosomhed, skal demonstrere villighed til at kæmpe for borgerlig politik.

Her kommer slaget måske til at stå om regeringens ønske om frisættelse af den offentlige sektor. Ser man bort fra den unge Venstre-mand Morten Dahlin, har denne debat over sommeren været helt domineret af Socialdemokratiet og Moderaterne.

Socialdemokratiet vil sætte det offentlige fri. Venstre borgeren. Det er to meget forskellige ting. Og så må Ellemann i øvrigt håbe, at der er så meget salg i frit-valgs-dagsordenen som Venstre-folk oftest antager. Ikke mindst hvis det skulle vise sig at stå i vejen for et opgør med overbureaukratisering og minuttyranni.

I modsat fald er det meget tænkeligt, at pligten vil vende tilbage og kræve et sidste offer fra Ellemann: ham selv.