Dronning Margrethe træder tilbage

Hun har tidligere slået fast, at hun vil fortsætte til sin død. Men 14. januar 2024 overlader dronning Margrethe tronen til sin søn.

Efter mere end fem årtier på tronen har dronning Margrethe 2. besluttet at abdicere.

Det siger hun i sin årlige – og dermed også sidste – nytårstale fra Christian IX's Palæ på Amalienborg.

"Det er nu, der er det rigtige tidspunkt," lyder det. {{toplink}}

Den 83-årige dronning har ellers tidligere slået fast, at hun vil fortsætte som Danmarks regent til sin død – ganske som det har været traditionen i det danske kongehus i flere hundrede år.

Men oven på en stor rygoperation i starten af 2023 begyndte dronningen at overveje, om "ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til den næste generation". Hun har da også for nogle år siden sagt til den svenske avis Expressen, at kun alvorlig sygdom kunne få hende til at abdicere før tid. 

"Måske hvis jeg blev aldeles håbløst syg. Min holdning er at sidde hele livet. Missionen er for livet," lød det i 2019.

Men "tiden slider, og dårligdommene blive flere. Man overkommer ikke længere det samme, som man gjorde før", siger hun nu i nytårstalen.

Kronprins Frederik overtager 14. januar

Dronning Margrethe overlader tronen til sin ældste søn, kronprins Frederik. Han bliver kong Frederik 10.

"Det er mit håb, det nye kongepar vil blive mødt med den samme tillid og hengivenhed, som er blevet mig til del. Det fortjener de. Det fortjener Danmark," slår hun fast.

Dronningen abdicerer 14. januar 2024.

Tronskiftet bliver efter et møde i statsrådet proklameret af statsminister Mette Frederiksen (S) Christiansborg Slot, oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker, præcis 52 år efter dronning Margrethe overtog tronen fra sin "elskede far", Frederik 9., der døde i 1972. I sommer overhalede hun dermed kong Christian 4. som Danmarks længst siddende monark.

Og der er da også mange, som i dag aldrig kendt en anden regent, lyder det fra statsministeren.

"Dronning Margrethe er indbegrebet af Danmark og har gennem alle årene sat ord og følelser på, hvem vi er som folk og som nation," siger hun i en skriftlig udtalelse og tilføjer:

"Dronning Margrethe har gjort kongeriget ære." {{toplink}} 

Forrige artikel Forsvarsministeriet finder ny kontorchef internt Forsvarsministeriet finder ny kontorchef internt Næste artikel Hofchef udpeget til ny hofmarskal – kabinetssekretæren fratræder Hofchef udpeget til ny hofmarskal – kabinetssekretæren fratræder