Ulla Tørnæs: ”Det ville være forfriskende, hvis flere forskere turde tage bladet fra munden”

Universiteterne og deres forskning udgør en hjørnesten i vores samfund. De skal kvalificere den offentlige debat, de skal bidrage til et oplyst samfund, og de skal være med til at danne os som mennesker. Og lad mig slå en ting fast fra begyndelsen.

Forskningsfriheden er uantastelig, fordi den skal ses i relation til ytringsfriheden og som bidrag til pluralisme og mangfoldighed.

Så enkelt kan det siges, og så enkelt blev det sagt i den vedtagelsestekst, som Venstre stemte for i forsommeren.

Jeg deltog i den debat i Folketinget, som gik forud for vedtagelsesteksten. Mit budskab var meget klart: Opgaven med at sikre forskningsfriheden og kvaliteten af forskningen påhviler ledelsen på universitetet.

Det er ikke en politisk opgave.

Til gengæld er det en politisk opgave at diskutere det mandat og den tillid, som universiteterne har fået til at sikre forskningsfriheden, hvis der opstår et misbrug af denne frihed.

Ikke en sund udvikling
Med forskernes enorme indflydelse følger et stort ansvar. Ansvaret for at bedrive lødig forskning, som driver os fremad som samfund, og hvor den enkelte forsker stiller høje krav til sig selv.

Åbenhed, saglighed og redelighed er med til at fastholde forskning af høj kvalitet og er ikke fremmede begreber for de danske forskere – tværtimod har vi generelt forskning af høj, international kvalitet på de danske universiteter.

Vi, som politikere, skal i stedet diskutere de vilkår og de rammer, som vi giver forskningen og adressere og diskutere de problematikker, som uundgåeligt opstår.

De videnskabelige resultater kan, til tider, gøre op med vores rodfæstede overbevisninger og udfordre vores egen måde at tænke på.

En trussel for forskningsfriheden kunne være, at flere forskere trækker sig fra den offentlige debat af frygt for, at de personlige omkostninger bliver for store.

Ifølge Dansk Magisterforenings analyse af forskningsfriheden på danske universiteter, sker dette oftere indenfor eksempelvis natur- og sundhedsvidenskab.

Coronaen er et oplagt eksempel på dette.

Her har forskere, der har dedikeret deres liv til videnskaben og virologien forsøgt, på daglig basis, at guide os gennem et ukendt farvand. Samtidig har de måttet affinde sig med at blive truet, når de har forsøgt på at bringe sin viden ind i den offentlige debat.

Det er ikke en sund udvikling for vores samfund.

Afviser at tage diskussionen
Mange universitetsledelser har imidlertid afvist overhovedet at tage diskussionen om, hvorvidt der er problemer med aktivistisk forskning.

Denne lukkethed over for debatten er et alvorligt problem, og tyder måske på, at der netop er stor usikkerhed blandt universitetsforskere på dette område. Det ville være forfriskende, hvis flere forskere turde tage bladet fra munden og stemple ind i den svære diskussion om forskningsfrihed og aktivistisk forskning.

Forskerne må være parate til at forsvare deres resultater, indgå i dialog og modtage faglig kritik. Men de skal kunne gøre det uden frygt for deres eget ve og vel. Det er de optimale rammer og vilkår, som skal gives til forskningen.

Til tider har den akademiske selvregulering fejlet. Derfor kan det heller ikke afvises, at man – på trods af et generelt højt, fagligt niveau – bliver nødt til at undersøge de nødvendige redskaber for at sikre, at forskningens frie rammer ikke misbruges.

Når dette ikke kun er et dansk fænomen, må vi se ud over landets grænser for at lokalisere potentielle løsninger.

Her kunne Chicago-principperne muligvis fungere som rettesnor i universitetslovgivningen, der skal bibringe balancen mellem faglig kvalitet og frihed til forskeren. Principperne gør det klart, hvordan det er universitetets uddannelsesopgave at skærpe de studerendes evne til at engagere sig i respektfuld, men kritisk diskussion.

Det kan bidrage til, at vi i Danmark forsat leverer forskning af høj kvalitet, som er med til at danne os som mennesker og drive samfundet fremad.

debat@altinget.dk