FH: Ny finansminister skal sikre, at forskning ikke er en udgift
DEBAT: En ny regering skal tage et opgør med den udsultning og slingrekurs, der har været på uddannelsesområdet. Uddannelse og forskning er ikke en udgift, men en investering, mener næstformand i FH Nanna Højlund.
Af Nanna Højlund
Næstformand i FH
Der er ingen tvivl om, at viden er den centrale drivkraft for udviklingen af vores samfund og vores økonomi.
For ny viden kan nemlig omsættes til alt fra bedre behandlinger i sundhedsvæsenet, grøn energi eller til bedre sociale tilbud til udsatte borgere.
Det skaber vækst, velfærd og arbejdspladser.
Og som et lille land med en åben økonomi er det vigtigt at være på forkant med udviklingen.
Forskning er en investering
En forudsætning for, at vi er på forkant med udviklingen, er, at vi også har et af verdens højeste niveauer for forskning og udvikling (FoU).
Alternativet er, at kilden til ny viden tørrer ud, og at vi får sværere ved at uddanne morgendagens kloge hoveder og kloge hænder.
På trods af dette er budgettet til offentlige forskningsinvesteringer faldet fra 1,1 procent af BNP i 2015 til 1,00 procent af BNP i 2018. Dette dækker over et stort fald i de statslige investeringer, som i 2017 tegner sig for cirka 0,75 procent af BNP. Det er det laveste niveau siden 2009.
Dette på trods af, at en rapport udarbejdet for Uddannelses- og Forskningsministeriet indikerer, at en stigning i offentlige udgifter målrettet FoU-aktiviteter på 0,1 procent af BNP medfører årlige BNP-stigninger på 0,3-0,4 procent på (meget) lang sigt.
Vi må simpelthen blive bedre til at se forskning – og ikke mindst uddannelse som en investering frem for en udgift. Derfor må en ny finansminister sikre et eftersyn af regnemodellerne på den anden side af folketingsvalget.
Men vi må samtidigt også kigge på alternative finansieringsmuligheder. Skulle man overveje at bede erhvervslivet om i større grad at bidrage til at finansiere de forskningsresultater, som de senere lukrerer på?
Kunne det give mening at lade sig inspirere af landbrugets promilleafgiftsfonde eller arbejdsgivernes uddannelsesbidrag?
Der kan sikkert være mange forhold, der taler imod sådanne forslag. Men vi bliver nødt til at starte diskussionen nu, hvis vi vil sikre et højere FoU-niveau i Danmark.
Medarbejderne er den primære kilde til innovation
Når vi diskuterer forskning og innovation, skal vi dog huske, at medarbejderne er den primære måde, vi får ny viden ind i virksomhederne. Derfor skal vi sikre dem den bedste og nyeste viden gennem hele livet.
Husk, at to tredjedele af de innovative virksomheder ingen FoU-aktiviteter har. Langt størstedelen af disse virksomheder siger derimod, at deres primære kilde til innovation er internt i virksomheden, altså medarbejderne.
Det betyder dels, at vi skal gøre det lettere at komme i gang med FoU – men også, at vi skal forbedre vilkårene for den medarbejderdrevne innovation, som i dag er den mest gængse udviklingsmotor på vores private og offentlige arbejdspladser.
Det kræver først og fremmest bedre ledelse og organisering. På de offentlige arbejdspladser vil en god start være et opgør med stopurstyranniet, mere medarbejderinddragelse og mere fleksible budgetter.
På de private arbejdspladser ville lignende tiltag også gøre godt – der er masser af dygtige tillidsrepræsentanter derude, som brænder for at sætte medarbejdernes idéer i spil.
Det samme gør sig gældende for de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. Derfor bør medindflydelse udbredes på flere virksomheder til gavn for innovationskraften.
Måske kunne man ligefrem give et positivt incitament, til at arbejdspladserne bliver certificeret i god ledelse og medarbejderdreven innovation?
Uddannelse er forudsætningen for at øge innovationskraften
Uddannelse er og bliver dog den vigtigste forudsætning for at øge vores innovationskraft.
Det øger nemlig ikke kun chefernes evne til at organisere og lede. Det sikrer lønmodtagerne de færdigheder, der skal til for konstant at skabe mere effektive processer og mere værdifulde produkter og serviceydelser.
Derfor skal vi ikke kun satse på kloge hoveder, men også kloge hænder.
Derfor må et centralt pejlemærke for en ny regering være at gøre op med den udsultning og slingrekurs, der har været på uddannelsesområdet. Ellers kan vi ikke sikre vores offentlige og private arbejdspladser de kompetencer, de har brug for.
Derfor bør vi også diskutere, hvordan får vi sikret en bedre vekselvirkning mellem arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner – eventuelt i et øget samarbejde med GTS-institutter, klyngesamarbejder og innovationsnetværk.
Tilbage står, at der er behov for større visioner og mere handling på uddannelses- og forskningsområdet end hidtil.
Kun med en samlet, ambitiøs strategi kan vi sikre Danmark de kloge hænder og kloge hoveder, vi har brug for.
Jeg ser frem til debatten.
Filosofistuderende: Minoriteter er ikke sagesløse ofre for hvide heteroseksuelle
Bjarklev i opsang til Løkke: Du glemte os i nytårstalen
