Villum Fonden: Karriereveje for forskere afgør Danmarks vidensøkonomi

DEBAT: En udfordring er at tiltrække udenlandske forskertalenter. En anden er at fastholde dem. Villum Fonden er parate til at bidrage yderligere i forhold til de omkostninger, der er i forbindelse med universiteternes internationale rekrutteringsmuligheder, skriver Thomas Bjørnholm.

Af Thomas Bjørnholm
Forskningsdirektør, Villum Fonden

Villum Fonden er en almennyttig fond, som støtter den ypperste forskning i Danmark inden for teknik og naturvidenskab.

At støtte forskning er almennyttigt, fordi Danmark som land er afhængigt af viden. Danmark er – og skal også fremover være – et videnssamfund.

Men den viden, vi skal være eksperter i at forvalte, skabes i hele verden, og vores kursværdi på den internationale vidensbørs afhænger af, hvor gode – og vidende – vi selv er. For viden udveksles og accelereres kun blandt dem, der selv bidrager.

Gode forslag fra DFiR
Men hvor kommer viden fra? Viden skabes blandt andet i hovedet på forskertalenter, og det er derfor afgørende for danske universiteter at kunne tiltrække de klogeste hoveder i verden. Og konkurrencen er både skarp og international.

Det kræver derfor en fokuseret indsats fra universiteterne, og det kræver, at Danmark har et internationalt genkendeligt og konkurrencedygtig karrierespor. For ét er at tiltrække forskertalenterne – vi skal også kunne fastholde dem, så de kan tiltrække og opdyrke endnu flere talenter – den gode cirkel.

Derfor glæder vi os over Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råds anbefalinger om at bruge åbne opslag og tenure-track-programmer.

Denne form for karriereprogram, der oprindeligt stammer fra USA, har vundet solidt internationalt fodfæste, og fordelen ved tenure-track-programmet er, at det kan give den yngre forsker en horisont, der er lang nok til, at den er værd at flytte efter.

Det er således blandt andet gennem åbne opslag af attraktive karrierestillinger, at vi kan få de bedste forskere i verden til at flytte til Danmark. Også selvom der er mange sekundære overvejelser om familie, kultur med videre.

Proaktiv international rekruttering
For at støtte op om universiteternes internationale rekrutteringsmuligheder har vi i Villum Fonden netop startet en dialog med uddannelsesinstitutionerne, om hvordan vi kan hjælpe dem med at bruge vores eksisterende virkemidler endnu mere proaktivt til international rekruttering.

Fondens to programmer, Villum Investigators og Villum Young Investigators, støtter dels den erfarne og internationalt anerkendte forsker, dels det unge forskningstalent – forskere, som har ydet eller forventes at kunne yde et afgørende bidrag til det tekniske og naturvidenskabelige felt på et dansk universitet.

Vi er indstillet på at bidrage yderligere til de omkostninger, der følger med, når man skal tiltrække og fastholde en forsker, der flytter til Danmark med hele familien.

Grundlæggende ønsker vi fra vores side således at opnå størst mulig samtidighed med universiteterne i satsningerne på at tiltrække og beholde talenter, og det kræver både dialog, koordinering – og økonomisk råderum.

Klare og attraktive karriereveje på universiteterne er afgørende for at sikre og udvikle vores vidensøkonomi, og i Villum Fonden ser vi frem til et tæt samarbejde med universiteterne om at fremtidssikre Danmarks kursværdi på den internationale vidensbørs.

Det er ikke alene almennyttigt – det er også sund fornuft.

Forrige artikel Aktører bekymrede for udvikling: Vi er mindre innovative end Grækenland Aktører bekymrede for udvikling: Vi er mindre innovative end Grækenland Næste artikel Aktører: Umuliggøres ungdommens lykke af samfundsforandringerne? Aktører: Umuliggøres ungdommens lykke af samfundsforandringerne?