Ulla Tørnæs: SU’en skal gentænkes

I 2016 stod jeg og resten af den smalle Venstre-regering i spidsen for en vigtig reform af SU-systemet.

I stedet for et ydelsesniveau, der stak af fra alle andre lande i verden inklusive vores nordiske naboer, skulle SU’en bestå af lige dele stipendium og lån. Et system, som i højere grad lignede Norge og Sveriges.

SU-lånene skulle være rentefrie, og beskæftigelsesfradraget skulle forhøjes i op til tre år efter uddannelsens afslutning.

Reformen skulle samlet set bidrage til et gunstigt SU-system, men ikke mere gunstigt, end hvad der er nødvendigt for at sikre alle unge gode muligheder for at uddanne sig. Et SU-system, som ville sikre balancen mellem gode uddannelsesvilkår og den enkelte studerendes ansvar for egen uddannelse.

Selvom de gode argumenter for en reform derfor stod i kø, blev forslagene prompte hældt af brættet af et flertal i Folketinget.

Gennemføres forslagene i dag, vil det gøre Danmark 4,4 mia. kroner rigere og øge beskæftigelsen med 12.000 personer. Men for at vise, at SU-reformer ikke kun drejer sig om økonomisk ansvarlighed, vil jeg uddybe, hvorfor jeg stadig mener, at flere af forslagene fra 2016 fortjener at genopstå her fem år senere.

Falske forhåbninger
Det høje danske SU-niveau er ikke opstået ud af ingenting, men med et formål om at begrænse negativ social arv og ulighed. Det har til gengæld vist sig at være et formål baseret delvist på falske forhåbninger.

Ifølge den daværende Produktivitetskommission har SU-stipendiet kun i meget begrænset omfang mindsket den sociale ulighed. Og set over indkomst gennem hele livet, bidrager SU forsvindende lidt til at øge ligheden. 

Derudover er det nuværende SU-niveau et forsøg på at begrænse de unges erhvervsarbejde ved siden af studierne.

Men selv på trods af verdens højeste SU, vælger over 70 procent af de studerende alligevel at arbejde oven i deres drømmestudie, selvom mange godt ville kunne forsøge sig selv med det nuværende ydelsesniveau. De unge har nemlig hele tiden vidst, at erhvervserfaring fra studiejobs er et stort plus i de fleste arbejdsgiveres bog.

Når man hvert eneste år kaster et tocifret milliardbeløb i SU-stipendier efter de unge, gør man dem derfor en bjørnetjeneste.

For det første sender man et signal om, at de studerende ikke behøves at betragte uddannelse som deres egen investering i en god fremtid, fordi staten påtager sig det meste af regningen. For det andet signalerer det en manglende forståelse af, hvorfor de unge prioriterer et studiejob ved siden af SU’en.

Vi bør derfor give langt mere plads til, at de studerende både ser uddannelse som deres egen investering i fremtiden og samtidig kan prioritere et studiejob, som kommer dem til gode, når de træder ind på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse.

Forgældede gulvbrædder
Derfor giver det også rigtig god mening at fastholde nogle af elementerne i forslaget fra 2016. Her tænker jeg især på at omlægge en større del af SU-stipendiet til lån.

Det giver de studerende langt mere frihed til at finansiere livet ved siden af deres uddannelse efter behov.  

En mere lånebaseret SU får det imidlertid ofte til at syde og boble hos de røde partier med påstande om, at det vil overbebyrde de unge og sende dem ned under de forgældede gulvbrædder.

Men her er det vigtigt at huske, at de mange dygtige unge på de videregående uddannelser er en del af en samfundsgruppe, som kan se frem til nogle af de højeste indkomster her i landet.

Også derfor vil de forholdsvist hurtigt kunne afdrage på et lån, der svarer til den nuværende SU-ydelse – og især hvis beskæftigelsesfradraget øges i de tre første år efter uddannelsen er afsluttet, som Helhedsplanen i 2016 også lagde op til.   

Hvis ikke vi formår at gentænke SU’en og appellere til at omdanne en større del af den nuværende ydelse til et lån, ser vi ind i en fremtid, hvor udgifterne vokser os over hovedet, og hvor flere unge tager uddannelser med høj arbejdsløshed til følge.

Desuden vil en omlægning bidrage til at undgå, at EU-borgere kommer til Danmark alene for at tage en skatteyderfinansieret uddannelse med dansk SU og derefter søge arbejde i et helt tredje land.

En konsekvens, som hverken de studerende eller resten af samfundet er tjent med.

debat@altinget.dk