S-borgmestre i opråb: Det kan skade hele regionen, hvis RUC skal skære hvert syvende optag på bacheloren

På Christiansborg forhandler uddannelsespolitikkerne i disse dage om dimensionering af universiteterne. Sjællandske borgmestre advarer: En uforholdsmæssig hård beskæring af regionens universitet i Roskilde kan koste dyrt for udviklingen i Region Sjælland, skriver Christina Krzyrosiak Hansen, Mikael Smed og Tomas Breddam.

På Christiansborg har man besluttet sig for at skære på antallet af uddannelsespladser på landets otte universiteter.

Vi kan høre, at der i forhandlingerne bliver lagt op til, at Roskilde Universitet skal beskæres hårdere end de andre universiteter. Det vil vi gerne advare imod.

Vi har brug for et regionalt universitet, som også i fremtiden kan tilbyde fagligt stærke universitetsuddannelser, der bidrager til at udvikle Region Sjælland.

RUC spiller afgørende rolle i regionen

Regeringens uddannelsesreform rummer mange interessante elementer.

Vi deler ambitionen om at gøre universitetsuddannelser mere erhvervsrettede og styrke mulighederne for fleksibel efter – og videreuddannelse gennem hele livet.

Vi er også helt enige med regeringen om, at der skal være geografisk balance, så der fortsat er stærke uddannelsestilbud i hele landet - også uden for de fire store byer.

Men netop dén ambition får et knæk, hvis Roskilde Universitet som Sjællands regionale universitet beskæres hårdere end de øvrige universiteter i den aktuelle dimensioneringsplan.

Roskilde Universet løfter en vigtig opgave i forhold til videns- og forskningsbaseret udvikling i en region, som er er udfordret på flere punkter:

Region Sjælland er sammenlignet med resten af landet præget at lav folkesundhed, høj ledighede, befolkningen har generelt kortere uddannelser end i resten af landet, og der bruges færre penge på forskning.

{{toplink}}

Samarbejder med erhvervslivet

Der er masser af muligheder i Region Sjælland og i de sjællandske kommuner har vi ambitioner om grøn vækst samt sundere og mere veluddannede borgere. Men vi kan ikke gøre det alene.

Det er afgørende at have et stærkt regionalt universitet, som kan være med til at drive den udvikling.

Roskilde Universitet er da også godt i gang.

Universitetet samarbejder med de andre uddannelsesinstitutioner i regionen om at tiltrække flere lokale unge til de videregående uddannelser og har skabt nye kandidatuddannelser, så dimittender kommer hurtigere i arbejde.

Roskilde Universitet samarbejder med kommunerne, Region Sjælland og regionens hospitaler om at udvikle velfærds- og sundhedsløsninger.

Universitetet har desuden forskningssamarbejder og partnerskabsaftaler med en række lokale virksomheder og organisationer, og indgår eksempelvis aktivt i seks erhvervsklynger indenfor blandt andet energi og biotech.

Hver syvende studieplads skal skæres

Det kræver uddannelsespladser at løfte alt dette. Hvis antallet af bachelor-studiepladser på Roskilde Universitet bliver beskåret med eksempelvis 14,1 procent, som det har været fremme, vil det have stor betydning for universitetets samlede størrelse.

Hvis hver syvende studieplads på bacheloruddannelserne skæres væk, har det konsekvenser for universitets økonomi og dets muligheder for at fastholde dygtige undervisere og forskere.

Dermed kan universitetet have svært ved at løfte den regionale udviklingsopgave, som det i samarbejde med os har arbejdet hårdt på de sidste fem til seks år og er nået langt med.

Derfor håber vi, at forligspartierne i de kommende forhandlinger passer godt på landets mindste universitet og den region, som har mest brug for et løft i uddannelser og forskning.

Vi er helt med på, at der skal ske forandringer – men vi er ikke med på at Region Sjællands borgere skal rammes uproportionelt hårdt i forhold til mulighederne for uddannelse og forskning.

{{toplink}}

Forrige artikel AMU: Der er et presserende behov for forskning indenfor voksenuddannelser AMU: Der er et presserende behov for forskning indenfor voksenuddannelser Næste artikel KU-ansatte: Små universitetsfag sikrer Danmarks udsyn KU-ansatte: Små universitetsfag sikrer Danmarks udsyn