R: Der er forskel på tale-Lars og handle-Lars

DEBAT: Lars Løkke Rasmussen (V) taler om, at vi skal aflevere et Danmark til den næste generation, der er stærkere end nu. Samtidig holder han fast på besparelser på forskningsområdet. Det hænger ikke sammen, skriver Ida Auken (R).

Af Ida Auken (R)
Forsknings- og uddannelsesordfører

Det seneste år har vi set Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holde taler ude i verden om alt det gode, vi bør gøre for verdens fremtid. På hjemmebanen har han som regel gjort det stik modsatte af, hvad han har stået på de store interna­tio­na­le sce­ner og lovet. Ude har det handlet om internationalt ansvar, fælles løsninger på flygtningekrisen og om at bremse klimaforandringer.

Hjemme har det handlet om at sænke klimaambitionerne, installere grænsebomme og sige ”nej tak” til blot 500 af verdens allersvageste kvoteflygtninge. Ude-Lars og Hjemme-Lars har tydeligvis ikke været i sync.

Ved Folketingets åbning holdt Statsministeren en flot tale med udgangspunkt i, at kommende generationer skal have flere og bedre muligheder, end vi har haft. En ambition, der en til en matcher den radikale 2025-plan: ”Vores børn – vores an­s­var”.

Er Ude-Lars kommet hjem, tænker du måske? Nej, desværre. Den hjemlige debat synes i stedet at have fået vores helt egen udgave af Ude-Lars og Hjemme-Lars. Nu som Tale-Lars og Handle-Lars.

Én sølle milliard

Tale-Lars siger, at ”vi skal aflevere et Dan­mark til næste generation, der er stærkere, end det vi selv overtog”. Handle-Lars fastholder besparelserne på forskningsområdet og skærer raskvæk 10 milliarder kroner på uddannelsesområdet med sit omprioriteringsbidrag. Det rammer i øvrigt især børn og unge på landet. Og det kan én sølle kom­petencemilliard desværre ikke rette op på.

Tale-Lars bedyrer, at han vil forsætte den grønne omstilling, satse på grøn teknologi og fastholde Danmarks førerposition. Desværre hører Handle-Lars ikke efter.

Han sår maksimal tvivl om Danmarkshistoriens bredeste og mest ambitiøse ener­giforlig, giver energiforskningen sparekniven og aflyser kystnære vindmølleparker – til trods for at de er langt billigere end forventet – fordi han nu synes, at de ikke er pæne nok til at stå ved de danske kyster.

Det skaber usikkerhed for et erhvervsliv, der har brug for sikkerhed for deres ofte meget langsigtede investeringer. Det er blevet svært at drive energivirksomhed i Danmark, fordi Handle-Lars fører klima- og energipolitik, som vinden blæser.

Tale-Lars proklamerer frejdigt, at ”udsyn giver indsigt – og gør os klogere på den verden, vi er helt afhængige af”. Det er ifølge Tale-Lars en del af den danske erindring og vores selvbillede.

Handle-Lars er helt ligeglad. Han laver en fi­nanslov med besparelser på både den strategiske og frie forskning. Intet behov for at blive klogere eller dygtigere her.

Flotte taler er ikke nok
Jeg kan godt lide Tale-Lars. Når han er bedst, formår han at få os til at tro på, at vi kan gøre i morgen bedre end i dag. Her deler han og Radikale den samme ambition.

Men i modsætning til Lars Løkke Rasmussen, sætter vi handling bag ordene og giver med vores generationsgave mulighed for at aflyse de nuværende besparelser i forskning og uddannelse samt til at investere en ekstra milliard hvert år i vores børns opvækst og uddannelse.

I 2025 vil der med den Radikale plan være 9 milliarder mere til at investere i uddannelse, forskning og i vores børn.

Det er ikke nok at holde flotte taler. Der skal handling bag ordene. Mål ikke politikerne på, hvad de siger, men på hvad de gør. Regeringens fortsatte nedskæringer på forskning og uddannelse samt på grøn omstilling taler deres eget sprog.

Forrige artikel EL: Forskning og uddannelse skal forblive uafhængig EL: Forskning og uddannelse skal forblive uafhængig Næste artikel Overblik: Hvad skal prioriteres på forskningsområdet? Overblik: Hvad skal prioriteres på forskningsområdet?