Professionshøjskole: Undervisere skal vise vejen for sund feedback-kultur på uddannelserne

Københavns Professionshøjskole (KP) har "stærke arbejdsfællesskaber" som en central prioritet.

Stærke arbejdsfællesskaber er i denne sammenhæng kendetegnet ved en række mål, og jeg vil særligt hæfte mig ved et: "mere kvalificering af hinandens arbejde gennem systematisk sparring og feedback." Vi skal med andre ord være "peers" - ligeværdige fagfæller, der forholder os til hinandens arbejde gennem systematiske feedbackprocesser. Dette gælder for alle i organisationen.

Jeg vil i indlægget koncentrere mig om ambitionen om at forholde sig mere sig til hinandens arbejde som fagfæller i et underviser- og (tilsneget) studenterperspektiv.

Peers kan kaste nyt lys over materialet
Først of fremmest: hvorfor? Man kunne være fristet til at afvise ambitionen som et forsøg på at lege fin og indføre universitetskultur på en professionshøjskole i et forsøg på at styrke fortællingen om professionshøjskole som uddannelse på højt niveau.

Jeg skal ikke sige mig helt fri for, at tanken strejfede mig, første gang jeg blev bekendt med strategiens målbilleder. Det ville dog være en fejl.

Som undervisere er vi tit alene i et rum med et eller flere hold studerende. Nok kan man få velmenende feedback af de studerende under og efter undervisningen, men af forskellige grunde er det ikke altid, at denne feedback har konkret værdi for planlægningen af kommende undervisningsseancer.

På samme måder har jeg set, hvordan et lys til tider går op for studerende, der efter at have givet hård og retfærdig feedback på andre gruppers arbejde, sætter sig og genbesøger deres eget materiale og finder nogle af de samme fodfejl og mangelfulde argumentationer, de netop har påpeget for deres peers. Noget som de ikke kunne se i deres eget på trods af, at det var gennemlæst og gennemskrevet af flere omgange.

Undervisere skal vise vejen
Noget af den væsentligste feedback, jeg har fået, er ved at være sammen med kolleger i udarbejdelsen af materiale eller simpelthen i selve undervisningslokalet. Jeg husker særligt for et par år tilbage, hvor jeg underviste to hold studerende, socialrådgivere og pædagoger.

Godt i færd med at udbrede min viden om en bestemt teori, brød min kollega – som jeg ikke kendte særlig godt – ind, og mente at jeg tog fejl i min læsning af bestemte elementer. Det blev herefter til en fremvisning i peerfeedback, hvor vi foran de studerende kunne vise, hvordan forskellige læsninger, førte til forskellige perspektiver på teorien (og min kollega havde vidst mest fat i den lange ende).

Ud over det faglige indhold blev kvalificeret, fik de studerende også lejlighed til at se, hvordan man kan udfordre hinandens faglighed på en ordentlig måde. Noget vi som undervisere tit bruger i undervisningen. Det er vigtigt for de studerendes udbytte, men også vigtigt for undervisere, at vi holdes til ilden og involverer os i hinandens stof. Det er vigtigt som uddannelsesinstitution.

Ikke nok med det: at kunne give og modtage feedback i sit professionelle virke er en central kompetence, og noget, der kan være svært i det konkrete arbejde.

Som lærer, pædagog, sygeplejerske med videre bruger man sin faglige viden i arbejdet, men man bruger også sin person – det er nødvendigt for at kunne fremstå autentisk i mødet med andre mennesker.

Det betyder samtidig, at feedback ofte kan gives eller opleves som personrettet kritik, fordi der kan være en glidende overgang mellem det personlige og det faglige i den nåde, man møder hverdagen.

Det kan få alvorlige konsekvenser for opgaveløsning og arbejdsmiljø, hvis man ikke lykkes med at skabe en ordentlig feedbackkultur. Derfor er det vigtigt, de studerende kvalificeres i både at give og modtage feedback undervejs i uddannelsen.

Og derfor er det vigtigt, at vi som undervisere også tør gå forrest og stå for skud. Også selvom jeg et øjeblik følte mig ret afklædt, da jeg, godt i gang med whiteboard og tusch, blev afbrudt af min kollega den dag i det lille auditorie.

{{toplink}}

debat@altinget.dk