Lif: Fire forslag til ny dansk forskningspolitik

Af Ida Sofie Jensen
Koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) har indkaldt universitetsrektorer og formænd for offentlige og private forskningsbevilgende fonde til inspirationsmøde 28. marts om strategi og visioner for en ny dansk forskningspolitik.

Ministeren skal have ros for initiativet. Der er behov for en diskussion af visionerne for dansk forskningspolitik, og den vil vi fra Lægemiddelindustriforeningens side gerne kick-starte med fire bud på elementer, der bør indgå i en ny forskningspolitik.

Et uafhængigt område 
For det første: Forskningspolitik skal tilbage som herre i eget hus. Forskningspolitikken er i stigende grad blevet udfordret af andre politiske hensyn og rationaler end de rent forskningspolitiske. Det være sig regionalpolitiske, miljøpolitiske, ligestillingspolitiske eller socialpolitiske hensyn m.v. 

Alle sammen hensyn, som hver især er både legitime og vigtige, men som ikke desto mindre kan være meget uproduktive i en forskningssammenhæng.

Eliteuniversiter er vejen frem
For det andet: En ny forskningspolitik skal gøre op med one-size-fits-all-tænkningen i forhold til de danske universiteter.

Tiden er moden til en mere differentieret udvikling af universiteterne og meget gerne med et bevidst strategisk valg om, at nogle få universiteter skal udvikle sig i retning af egentlige eliteuniversiteter efter udenlandsk forbillede, mens andre universiteter specialiserer sig som excellente uddannelsesinstitutioner, der leverer forskningsbaseret uddannelse af kandidater.

Offentlige driftsopgaver versus forskning 
For det tredje: Grundforskningen skal prioriteres højere end i dag, og midlerne til at finansiere det bør findes gennem en skarpere prioritering.

Erhvervslivet bør i videst muligt omfang selv finansiere markedsnær forskning. Og det samme bør det offentlige, når det gælder den almindelig løbende udvikling og optimering af offentlige driftsopgaver. Det være sig i forhold til energiforsyning, folkeskole, ældrepleje og sundhed m.v.

Pres på de offentlige budgetter betyder pres på at få forskningspolitikken og forskningsmidlerne til at finansiere offentlig udvikling og innovation. Der er brug for en skarpere grænse mellem det, som er egentlig forskning, og de kortlægninger, beregninger, holdningsundersøgelser, pilotforsøg og evalueringer m.v., som reelt er konsulentopgaver.

Kvalitet frem for forskningsområde
For det fjerde: Forskningsmidler bør først og fremmest fordeles ud fra ønsker om visionær højkvalitetsforskning – ikke ud fra hensyn til forskningsdiscipliner eller -områder.

Det fremhæves ofte, at sundhedsvidenskab er det største forskningsområde, og at vi ikke bruger ret mange penge på teknisk videnskab. Lægemiddelindustrien har et meget stærkt ben forankret i både det naturvidenskabelig, sundhedsvidenskabelig og teknisk videnskabelige område, og derfor giver en mekanisk fordeling af forskningsmidler til disciplinerne ikke meget mening.

Langt vigtigere er det, at fremtidens forskningspolitik, i endnu højere grad end i dag, optimerer de mekanismer og systemer, der sørger for, at forskningsmidlerne går til de bedste og mest visionære forskere – uanset hvilket videnskabeligt område det hører under. 

Forskningsmidlerne bør i en visionær forskningspolitik fordeles efter kvalitet, excellence, talent og originalitet.

debat@altinget.dk