Ingen grøn omstilling af universiteterne

Lars Myrthu-Nielsen
Sekretariatsleder for folkeoplysnings- og miljøorganisationen Øko-net
Niels Henrik Hooge
Cand. jur. og bachelor i filosofi og har samarbejdet med en række danske og udenlandske miljøorganisationer.

Regeringen må sørge for, at hensynet til miljø og bæredygtig udvikling tages med i universitetslovens, gymnasielovens og folkeskolelovens formålsparagraffer. Den grønne omstilling af økonomien, der lægges op til i regeringsgrundlaget, bør modsvares af en grøn omstilling af universiteterne og hele uddannelsessystemet og regeringen og repræsentanter for så mange samfundssektorer som muligt må udvikle en national handlingsplan for denne omstilling.

Som bekendt var det dominerende tema på Rio+20 topmødet global omstilling til en grøn økonomi. Omstillingen nævnes også i det danske regeringsgrundlag, hvor ambitionen er, at Danmark skal være førende på dette område. Problemet er imidlertid, at de grønne visioner ikke omfatter uddannelsesområdet, fordi regeringen ikke har taget højde for, at det er nødvendigt at forberede opvoksende generationer på de udfordringer, de vil møde på miljø-, energi- og klimaområdet.

Uddannelse i bæredygtig udvikling
At der ikke satses mere på grøn uddannelse er uforståeligt, al den stund en global strategi for omstilling af uddannelsessystemet har eksisteret i adskillige år - nemlig FN's Tiår for uddannelse i bæredygtig udvikling (UBU), der løber fra 2005 til 2014. UBU, der også indgår i Rio+20 aftalen, blev vedtaget af FN's generalforsamling som et af svarene på den globale miljø- og klimakrise og tager sigte på at fremme bæredygtige kompetencer og adfærd i FN's medlemslande bl.a. gennem reorientering og revision af eksisterende uddannelsesprogrammer. I EU er UBU slået igennem i den reviderede bæredygtighedsstrategi, der anbefaler, at EU-medlemslandene udvikler handlingsplaner for uddannelse for bæredygtig udvikling. Den danske UBU-strategi, der blev indstiftet af den forrige regering, har bl.a. det formål, at kendskabet til uddannelse for bæredygtig udvikling udbredes og anvendes på alle niveauer i uddannelsessystemet, at styrke befolkningens forståelse, engagement og viden om bæredygtig udvikling og koordinere en række uddannelsesinitiativer, således at der skabes en synergieffekt.

Imidlertid synes strategien nu at have fået sit grundskud, fordi den reelt er ekskluderet fra universiteternes arbejdsgrundlag i de næste tre år. Således er miljø og bæredygtighed stort set ikke nævnt i de netop vedtagne udviklingskontrakter, der udover at være med til at garantere universiteternes selvstyre, fastlægger uddannelsesministeriets og dermed samfundets krav til universiteterne.

Eftersom en grøn omstilling af uddannelsessystemet er betingelse for en omstilling af samfundsøkonomien i retning af miljø og bæredygtighed, og universitetssektoren er retningsgivende for udviklingen af uddannelsessystemet, er det tvingende nødvendigt, at UBU-strategien implementeres og videreudvikles på universiteterne, der også selv har en interesse i, at det sker: Hvis de skal forøge deres innovationskapacitet i forbindelse med udvikling af en grøn økonomi, der er forudsætningen for, at Danmark kan bevare sin konkurrencedygtighed på det globale marked og interagere med det omgivende samfund som eksperimentarier og fremtidslaboratorier, må de på dette område ligge foran samfundsudviklingen og ikke som nu bagefter.

Ingen grønne udviklingskontrakter
Ingen af disse overvejelser indgår imidlertid i de forhåndsbetingelser, som Uddannelsesministeriet tidligere i år stillede til landets universiteter. Her blev der stillet fire ufravigelige krav - bedre kvalitet, større sammenhæng i uddannelserne, hurtigere gennemførelse og øget innovationskapacitet - hvorimod alt andet var baseret på frivillighed.

Resultatet er desværre blevet derefter: Af landets otte universiteter nævner kun Roskilde Universitet og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) miljø og bæredygtighed i deres udviklingskontrakter, og i ingen af disse tilfælde er der tale om en egentlig grøn omstilling, der omfatter undervisning og forskning: På Roskilde Universitet forpligter man sig til at reducere forbruget af el, varme og vand frem mod 2014 med 5 pct. eller mindre, og på DTU formindsker man el- og varmeforbruget med 15 pct. i 2015 og forøger genvindingen af driftsaffaldet med 5 pct. i forhold til 2010. Intet af dette er udtryk for noget højt ambitionsniveau.

Generelt kan man argumentere for, at et af de vigtigste, men naturligvis ikke det eneste kriterium for definitionen på et grønt universitet, er, hvordan det håndterer sine klimaproblematikker. Set i tilbageblik burde man i Uddannelsesministeriet have overvejet, om ikke klimaneutralitet og bindende målsætninger for nedbringelse af universiteternes CO2-udledninger burde have indgået i de kontrakter, der nu er forhandlet på plads. Hvis et universitet skal gå forrest i samfundsudviklingen, er der grund til at forvente, at det f.eks. nedbringer sine CO2-udledninger med 40 pct. før 2020, sådan som det ifølge regeringsgrundlaget skal ske for det øvrige samfund. Copenhagen Business School er for øjeblikket det universitet, der med stor margin har det højeste klimamål - 40 pct. reduktion i 2020 og klimaneutralitet i 2030 - efterfulgt af Københavns Universitet og Roskilde Universitet, der reducerer med 20 pct. i henholdsvis 2013 og 2015 med 2006 som basisår. Landets største universitet, Aarhus Universitet, der indtil for nyligt var hjemsted for det nu opsplittede Danmarks Miljøundersøgelser, har ingen miljø- eller klimapolitik, og på Aalborg Universitet og Syddansk Universitet ønsker man ganske vist at reducere CO2-udledningerne, men har ikke opstillet konkrete mål. På DTU har man hidtil forventet, at udledningerne vil stige med fem pct. om året.

Grønne uddannelseskoncepter
Ligeså vigtigt som at gøre de fysiske rammer og aktiviteter bæredygtige er det at integrere miljø- og bæredygtighedshensyn i undervisningsplaner og forskning, dvs. principper og værdier, der understøtter bæredygtig udvikling og relaterer sig til alle bæredygtighedens områder - miljø, samfund og økonomi - og tager hensyn til bæredygtighedsbegrebets dynamiske natur.

Endvidere står begreber som økologisk skoling eller dannelse centralt. Hermed forstås evnen til at bruge økologisk forståelse og tænkning til at studere, opleve og sameksistere med miljøet på en bæredygtig måde. Sammen med civil dannelse - dvs. anvendelsen af forståelse af sociale, politiske, økonomiske og kulturelle systemer til aktiv deltagelse i samfundsprocesser - udgør økologisk skoling forudsætningen for det såkaldte miljømedborgerskab, hvorved forstås værdibevidstheden og de praktiske færdigheder til at omsætte den økologiske og civile dannelse i praksis. Også disse elementer bør indgå i de krav, som uddannelsesministeren stiller til universiteterne som betingelse for den autonomi for universitetsledelserne, der lægges op til i regeringsgrundlaget.

Danmark bagefter
At det af konkurrencemæssige årsager haster med at få sat fart på UBU-strategien, skyldes ikke mindst, at den i lang tid har været virksom i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med: I Storbritannien har man implementeret et nationalt rammeværk for at gøre alle skoler i landet bæredygtige i 2020. I Tyskland er der blevet dannet en landsdækkende UBU-komité, der består af eksperter og institutioner, inklusive repræsentanter for uddannelses-, kultur-, udviklings- og miljøministerierne, parlamentet, delstater, ngo'er, medierne og det private erhvervsliv og tillige et forum med tilhørende arbejdsgrupper. De to organer har udarbejdet en handlingsplan, der opregner 60 konkrete politiske tiltag til fremme af uddannelse for bæredygtig udvikling. I 2011 var mere end 1300 tyske tiårsprojekter gennemført eller sat i gang. I Frankrig er der som beskrevet nedenfor ligeledes sat omfattende foranstaltninger i værk, og også i lande som Østrig, Norge, Finland og Sverige finder der mange aktiviteter sted.

I forhold til initiativer som disse er Danmark langt bagefter, og det må forventes, af efterslæbet kun vil blive større, hvis ikke kursen lægges om. Som minimum bør man forvente, at regeringen tager den danske UBU-strategi alvorligt og gør en indsats for at omsætte den i praksis. Tiden har længe været inde til, at der udvikles en national handlingsplan for en grøn omstilling ikke kun af universiteterne, men af hele uddannelsessystemet.

Grenelle Environment
Både i forbindelse med indholdet af en sådan handlingsplan og den måde, hvorpå den vil kunne udvikles, kan Frankrig tjene som forbillede: Her har den såkaldte Grenelle-proces - Grenelle Environment - gjort det muligt at skabe en stort anlagt plan for at løse miljø- og klimakrisen og omstille Frankrig til et bæredygtigt samfund. Processen, der blev lanceret som en grøn kontrakt mellem staten og civilsamfundet, blev sat i gang i 2007.
I processens første etape blev der nedsat seks arbejdsgrupper med uafhængige eksperter og repræsentanter for staten, ngo'er, lokalgrupper, fagforeninger og arbejdsgivere. Arbejdsgrupperne udarbejdede forslag til, hvordan man kunne bekæmpe klimaforandringerne og nedbringe energiefterspørgslen, bevare biodiversitet og de naturlige ressourcer, implementere bæredygtige produktions- og forbrugsformer, skabe et økologisk demokrati med institutioner, der fremmer miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling, og udvikle en konkurrencedygtig grøn økonomi med høj beskæftigelse.

I anden etape blev offentligheden konsulteret: 15.000 mennesker deltog i 19 regionale forsamlinger og 300.000 indsendte bidrag til de forskellige Grenelle-Internetfora. På grundlag af den information og de anbefalinger, der blev fremlagt, vedtog den franske regering 268 miljø- og bæredygtighedsrelaterede mål og delmål, og der blev nedsat 34 komitéer, som skulle foreslå virkemidler til at realisere dem. Mellem 2008 og 2010 stadfæstedes resultaterne i to love, Grenelle 1 og 2. Eftersom der er tale om et fortsat projekt, evalueres processen løbende i rapporter til det franske parlament, og siden 2010 er den blevet overvåget tæt af en regeringsnær bæredygtighedskomité, der består af mere end fyrre repræsentanter for staten og civilsamfundet.

UBU udgør en af hjørnestenene i Grenelle Environment, der implicerer, at bæredygtig udvikling implementeres overalt i forsknings- og uddannelsessektoren fra folkeskole- til universitetsniveau. Integrationen er interdisciplinær og indfletter ikke mindst UBU med andre tværgående uddannelser ved hjælp af undervisning i videnskabelig metoder for at fremme forståelsen af bæredygtige værdier og handlingsmønstre. Der er også iværksat en grøn plan for de højere læreanstalter, som omfatter undervisning og forskning samt modernisering af institutionernes fysiske rammer. For hele uddannelsessektoren er der identificeret seks nøgleområder, hvor integration af UBU bør iværksættes særligt hurtigt - nemlig for uddannelser, der relaterer sig til byggeri, energi, landbrug, marinevidenskab, økonomi og sundhed.

At den grønne omstilling i Frankrig overhovedet kan lade sig gøre, skyldes ikke mindst, at de involverede regeringsinstitutioner er blevet opgraderet, således at de ikke længere fungerer som autonome enheder, der undlader at afstemme deres aktiviteter i forhold til hinanden: En stor del af omstillingen varetages af et bæredygtighedsministerium, hvor bl.a. miljø, bæredygtig udvikling, energi, fiskeri, transport, boliger og byudvikling er samlet under ét tag.

En national handlingsplan for UBU
Om end tanken om en omfattende dansk Grenelle-proces langsigtet kan være realistisk, er den det nok ikke på kort sigt. I forhold til uddannelses- og forskningssektoren har nøgleparadigmet for den tidligere og nuværende regering først og fremmest været deregulering af så mange uddannelses- og forskningsmæssige aktiviteter som muligt: Følgen er, at det ikke er muligt at presse universiteterne til at udvikle bestemte uddannelser, uanset hvor stort samfundsbehovet end måtte være, og de basismidler, som de selv administrerer, udgør 70 pct. af de samlede forskningsmidler. Eftersom de fleste af disse forskningsmidler ikke på forhånd er politisk tematiserede, kan universiteterne bruge dem, som de vil. I en situation med fuld tillid til universitetsledelsernes evne til at forudse behov og langsigtede tendenser i samfundet giver deregulering mening, men ved en grøn omstilling af forsknings- og uddannelsessystemet inden for få år, der om nødvendigt skal presses frem fra centralt hold, er den risikofyldt, fordi den afskærer de politiske beslutningstagere fra at gøre deres indflydelse gældende.

Selvom dereguleringsparadigmet grundlæggende er uforeneligt med UBU, er det muligt at gøre sig forestillinger om, hvad en national handlingsplan for uddannelse for bæredygtig udvikling bør indeholde: Ligeså vigtigt som at gøre de fysiske rammer og aktiviteter bæredygtige er det at integrere miljø- og bæredygtighedshensyn i undervisningsplaner og forskning og iværksætte landsdækkende folkeoplysningsprogrammer for bæredygtig udvikling. Tilstrækkelige økonomiske ressourcer må skaffes til veje og formidles gennem en udviklingsfond, der i samarbejde med erhvervslivet kan støtte udviklingen af UBU-strategier i alle dele af uddannelsessektoren. Regeringen må bidrage til, at de forskellige aktører og institutioner definerer deres ambitioner og mål, og der etableres de nødvendige netværk, hvor erfaringerne kan udveksles og deles. I særdeleshed bør man understøtte det faglige netværks- og videnscenter RCE-Danmark, der er en af drivkræfterne i den danske UBU-strategi, men endnu ikke har finansiering for 2013. For øjeblikket hersker der usikkerhed om regeringens opbakning og netværkets mulighed for at fortsætte.

Nye formålsparagraffer
Endnu et skridt vil kunne tages i retning af en grøn omstilling af uddannelsessektoren gennem en nyformulering af universitetslovens, gymnasielovens og folkeskolelovens formålsparagraffer. Universiteternes nuværende formål er bl.a. at udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund, udvikle det internationale samarbejde og bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet. Her er det vigtigt, at vækst- og udviklingsbegreberne præciseres i retning af bæredygtig vækst og udvikling. Universitetslovens formålsparagraf minder meget om gymnasielovens, der på lignende måde bør moderniseres. Forholdene i folkeskolen er ikke meget bedre, selvom hensynet til naturen dog er integreret i folkeskolens formålsparagraf, som på dette område kan udgøre et forbillede for gymnasiet og universiteterne - ligesom f.eks. den svenske universitetslov, der definerer universiteternes formål som bl.a. at styrke miljø og bæredygtig udvikling.

Denne artikel bygger på et længere indlæg, som kan findes i den nyeste af udgave af tidsskriftet Kritisk Debat.

Lars Myrthu-Nielsen er sekretariatsleder for folkeoplysnings- og miljøorganisationen Øko-net, der siden 2005 har beskæftiget sig med UBU.
Niels Henrik Hooge er cand. jur. og bachelor i filosofi og har samarbejdet med en række danske og udenlandske miljøorganisationer.

debat@altinget.dk