Hvor mange skal leve som blommen i et æg, hvor mange rådne op?

For mange skattekroner vil gå til en urealistisk høj SU
60 procent-målsætningen vil med garanti først og fremmest resultere i, at skatten skal bruges til, at endnu flere unge kommer på verdens højeste SU. Jeg ved godt, man kun lige knapt kan leve af SU'en, hvis man kun har den.

Men gå en sommeraften i byen og se, hvor mange unge studerende, der har mere. Sidst overværede jeg en diskussion mellem en KU'er og en CBS'er med gode studenterjobs, hvor den sidste endda var garanteret ansættelse allerede før sin bachelorgrad.

Korrekt mente de nok, de aldrig i deres liv ville få et større rådighedsbeløb end nu. Det er en god model, fordi de danske studerende ikke bor hjemme og har relevant erhvervsarbejde - og dermed er meget mere modne og parate, når de starter i et erhvervsliv, der ikke er præget af store virksomheder og mulighed for trainee-forløb.

Men at alle får fuld SU fra deres 18 år, er en dyr model, og kun få politikere, skønt mange andre lande har tuition fees, tør snakke om, at de senere højtbetalte økonomer, læger og advokater selv kan betale for deres velfærdsforbrug senere.

De studerende vil få et helt andet ansvar for ikke at fjumre sig gennem og stille større krav til (sig selv) om at få og yde det ypperste i uddannelsen. Reelt er det eneste socialt ansvarlige, at dem af de 60 procent, der kan (ikke dem, der ikke kan), selv senere skal medfinansiere.

Det er ikke alle 25 procent, der kan tage en universitetsuddannelse, der er universitær, og ikke alle 60 procent er lige parate.
Et universitetsstudium burde ikke være en skole, hvor man sidder og terper lærebøgernes pakkeløsninger. Det burde være et sted, hvor man udfordres med nye spørgsmål om det, man endnu ikke ved, og begejstret afprøver metoder i tæt samspil med de ypperste i faget.

Men i dag går de studerende "i skole", og flere bruger 25 end 37 timer om ugen - kun et fåtal mere. På de studier fra pædagoger til humanister, der kun har få timer om ugen, og hvor undervisningen i praksis ikke kan sikre et arbejdsintenst kvalitetsstudie, "belaster" nogle sig selv ned til 10-15 timer. På den måde bliver snak om verdensklasse mundsvær.

Men ingen tør sige det højt, for alle ved: Højst én ud af 10 og snarere én ud af 20 - af en hvilken som helst ungdomsårgang - har et niveau og en selvansvarstagen, der gør, at man kan tage et egentlig gammeldags universitetsstudium: Det, der i dag - ofte vrængende - hedder et elitestudium.

Vi er derfor nødt til at skelne mellem de reelle "gamle" universitetsstudier, de masse- og professionsrettede universitetsuddannelser på højt niveau (fx revisorer og en dag forhåbentlig også folkeskolelærere) og så bacheloruddannelser og brede videreuddannelser samt kortere professionsforløb. Alle tre niveauer (svarende til teknikum-, diplom- og civilingeniør i gamle dage) kan fint ligge på samme institution. Praksis og teori beriger nemlig i samspænd, og smidige overgange er afgørende.

Men pædagogik, timetal, forskningstilknytning og tilgang må være væsensforskellig. 60 procent af en ungdomsårgang skal ikke undervises mod samme mål, efter samme metoder og af de samme. Blandt andet må automatik mellem bachelor og kandidat brydes og erstattes af hierarkisering og stopprøver. Det lyder sikkert sort, men reelt er det en kæmpe hjælp for alle. Ikke mindst de mange nye af de 60 procent, der vil flyde rundt i systemerne.

De resterende af de 60 procent risikerer en dumsmart uddannelse
Den danske uddannelsesjungle beriges hele tiden med nye fikse uddannelser og smarte kombinationer, og det bliver nok værre, når flere skal tiltrækkes de STÅ-konkurrerende institutioner. Det meste af al den markedsgøgl og overkommunikation (dette sagt af én, der lever af markedskommunikation) er offentligt ressourcespild. Værre er alle de ressourcer, der bindes i at udvikle de samme småstudier som hos naboen - uden synlig relevans og uden dyb faglig tradition.

På læreanstalter skal man lære. I erhvervslivet skal man tjene penge. De to størrelser skal meget tættere på hinanden, for der skal meget mere relevans, inklusiv case-, praksis- og problemorientering ind i studier, hvor det ikke er der per automatik. Men som systemer skal de ikke blandes.

Med den udvidede målsætning og de mange svagere studerende fra en ungdomsårgang kan man kun frygte det værste. For der er i dag ingen, der regulerer eller stopper overudbuddet af nye uddannelser, der altså bare risikerer at blive nye pølsefabrikker for de 10.000 yderste af de ungdomsårgange, der nu skal gå videre i uddannelsessystemet.

debat@altinget.dk