Hvad skal forskningen nytte?
DEBAT: Man betaler en høj pris for at nedprioritere den viden, der kan kvalificere beslutninger om, hvordan samfundet fungerer bedst. Den store forskel på, hvor gode muligheder de forskellige fagområder har for at få private forskningsmidler er problematisk, skriver Pernille Boye Koch, Radikal folketingskandidat.
Radikal folketingskandidat i Københavns Storkreds
Tidens fokus på strategisk forskning, vækstpotentiale og privat fondsfinansiering nedprioriterer den humanistiske og samfundsfaglige grundforskning. Men hermed skyder politikerne sig selv i foden. For hvordan kan man træffe gode og rationelle politiske beslutninger om f. eks. en ny offentlighedslov, om tosprogede i folkeskolen og om økonomisk politik, hvis der ikke løbende forskes og formidles på disse områder? Det er på høje tid, at den snævre fokus på forskningens erhvervsnytte udfordres og problematiseres.
Indsnævring af det forskningsmæssige landskab
Det er meget muligt, at den tidligere videnskabsminister Helge Sanders motto om 'fra forskning til faktura' efterhånden har nogle år på bagen. Og at det er en lidt for forsimplet måde at fremstille den aktuelle forskningspolitik på. Ikke desto mindre har tankegangen om forskningens nytte for erhvervsliv og betalingsbalance et solidt tag i den forskningspolitiske debat.
Økonomisk krise og smalhals i både statskasse og husholdninger giver ekstra meget fokus på forskningens rolle som en mulig vækstdynamo i vores vej ud af krisen. Desværre betyder det også en indsnævring og forfladigelse af det forskningsmæssige landskab. Vi får rigtig meget forskning inden for de temaer og sektorer, som politikere og erhvervsliv ser et vækstpotentiale i. Naturvidenskab, teknik og sundhedsvidenskab er forskningspolitiske darlings, mens den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning lever en mere stedmoderlig tilværelse.
Konkrete krav
Dette kan lade sig gøre, fordi der efterhånden eksisterer ganske effektive politiske styringsredskaber, hvormed politikere og erhvervsliv kan påvirke universiteternes forskning. Der er flyttet betydelige offentlige forskningskroner væk fra basismidlerne og hen i puljer med øremærkede midler til særlige indsatsområder. Ofte områder med eksportpotentiale, som man politisk gerne vil have prioriteret. Derudover forventes universiteterne at hente betydelige midler hjem via eksterne midler fra private fonde og virksomheder. Der er ofte meget konkrete krav til omfanget af ekstern finansiering indskrevet i universiteternes udviklingskontrakter med ministeren, og disse krav bliver så omsat til konkrete krav for dekanerne og institutlederne.
Problemet er imidlertid, at der er ganske stor forskel på, hvor gode muligheder de forskellige fagområder har for at få private forskningsmidler. Og det er særligt den humanistiske forskning og dele af den samfundsvidenskabelige, der kan have svært ved at skaffe penge fra store virksomheder eller offentlige puljer med øremærkede midler. Det er alt andet lige nemmere at få store virksomheder til at støtte forskningsprojekter om nanoteknologi eller kræftvacciner end emner som årsager til unges stofmisbrug eller kultur i den offentlige forvaltning.
En høj pris
Nogle ville måske mene, at dette er et udtryk for, at disse forskningsområder simpelthen ikke er nyttige. Det er imidlertid en misforståelse. For det er naturligvis ikke kun den private sektor, der har gavn af forskningen. Også hele den offentlige sektor har brug for kvalificeret og opdateret forskning om vigtige samfundsspørgsmål. Derfor er det tvingende nødvendigt, at der også foretages seriøs og kvalificeret forskning i emner, der er uden interesse for erhvervslivet og dermed ikke har muligheder for at blive finansieret af private virksomheder.
Kloge politiske beslutninger kræver, at der eksisterer viden og dokumentation om de relevante samfundsforhold. Hvordan sygehusene styres mest effektivt, hvordan børnene lærer bedst i skolerne, hvordan man forhindrer unge med udenlandsk baggrund i at blive ekstremister osv. Uden solid empirisk baseret viden om sådanne vigtige samfundsspørgsmål fægter politikerne i blinde.
Det er meget muligt, at forskning om grundlæggende humanistiske og samfundsmæssige spørgsmål ikke kan omsættes til en faktura. Til gengæld betaler man en høj pris for at nedprioritere den viden, der ikke bare kan højne dannelsesniveauet, men også kan kvalificere grundlaget for beslutninger om, hvordan samfundet fungerer mest fornuftigt og hensigtsmæssigt.
