Djøf: Forskning er ikke bestillingsarbejde for virksomhederne

Af Wenche Marit Quist
Forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Djøf

Når forskning finansieres med offentlige midler ud fra strategiske hensyn, handler det om yde støtte til forskning, der skaber vækst og arbejdspladser i Danmark. Det er der gode grunde til at prioritere – og også gerne opprioritere.

Der er næppe nogle, der vil betvivle, at blandt andet stigende sundhedsudgifter, klimaproblemer og trængsel på vejene udgør stigende samfundsmæssige problemer, vi skal finde nye svar på. Men diskussionen tager fart, når spørgsmål om hvad forskning dybest set er, og hvordan den bedste forskning stimuleres, melder sig.

Forskning er ikke hurtigt bestillingsarbejde
For det er da besnærende at pege på et samfundsmæssigt problem for dernæst at matche det med den virksomhed, der kunne afhjælpe det, hvis de offentlige forskningsmidler bliver kanaliseret i den retning, hvor virksomhedens aktiviteter udspiller sig. Men her er det vigtigt at holde tungen lige i munden. 

For det første er forskning ikke et bestillingsarbejde: Man "bestiller" ikke et bestemt forskningsresultat, men undersøger et emne for at af- eller bekræfte en given tese – og oftest vil en afkræftelse også være kilde til ny viden. Forskning er derfor i sin natur risikovillig, for den forskningsfaglige nysgerrighed leder ikke først og fremmest efter det resultat, der kan sættes hurtigst muligt i produktion, men søger svar på, hvordan verden er indrettet. 

Og for det andet så opererer forskningen ikke med korte deadlines. Forskning tager tid, også langt mere end virksomhedernes årsregnskaber eller politikernes valgperioder umiddelbart matcher – for ikke at tale om de kortsigtede og stadig ringere økonomiske vilkår, universiteterne desværre i stigende grad er underlagt. 

Forskning er for borgernes skyld
Og endelig for det tredje så indgår også strategisk forskning i et fælles samspil med nogle af universiteternes øvrige hovedformål i form af fri forskning og uddannelse. Grænserne kan og bør ikke trækkes for hårdt op, for strategiske forskningsresultater kan være afsæt for videre forskningsarbejde, ligesom den forskningsbaserede uddannelse kan og bør nyde godt af de indsigter, forskerne på strategiske projekter finder frem til.

Det fordrer blandt andet et netværk af forskere og undervisere, der kan indgå i dialog med de kolleger, der er målrettet den strategiske forskning. Desværre svinder det netværk i samme takt, som de offentlige besparelser på universiteterne i disse år tager fart. 

Når man fra politisk side ønsker at investere i forskningsprojekter, bør det derfor heller ikke handle om at gavne virksomhederne eller de forskere, der måtte få del i midlerne. Det primære formål er at gavne borgerne i det danske samfund, og den enkelte virksomheds vækst er blot et middel til dette. Den egentlige adressat er derfor netop den enkelte borger. På denne vis er forskning så absolut for folket.

Vi har andre tiltag, der har direkte sigte på virksomheder – de hedder så erhvervsstøttemidler. Dem er der også meget godt at sige om, men de bør ikke forveksles med forskningsmidler. Den fremtidige prioritering af de offentlige forskningsmidler bør derfor ske med sigte på tålmodighed, risikovillighed og samhørighed med universiteternes øvrige hovedopgaver og finansieringen af disse. Kun dermed kan den strategiske forskning for alvor komme os til gavn.

debat@altinget.dk