DEA: Ph.d.-satsning uden effekt – hvad nu?
DEBAT: Det er lykkedes at løfte antallet af ph.d.’er, men kun 30 procent ender i det private. Hvis løftet skal have fuld effekt, skal flere ud i det private erhvervsliv og bidrage til den virksomhedsnære innovation. Det skriver Martin Junge, forskningschef i DEA.
Af Martin Junge
Forskningschef i DEA
Med globaliseringsstrategien fra 2006 fulgte en massiv politisk satsning på flere ph.d.’er i form af en saltvandsindsprøjtning på 3,5 milliarder til flere stipendier. Midlerne var en del af en større indsats, der skulle skabe forskning i verdensklasse og gøre Danmark til et af de bedste lande til at omsætte forskning til innovation.
Imponerende hurtig implementering
Ph.d.-løftet har blandt andet betydet, at antallet af nyindskrevne ph.d.’er allerede i 2010 var fordoblet, og det har holdt sig på dette niveau siden. Især inden for områderne sundhedsvidenskab, naturvidenskab og teknisk videnskab har antallet nået svimlende højder, og ca. hver anden sundhedsfaglige kandidat går i dag ph.d.-vejen. For at imødekomme den enorme mængde nye ph.d.’er har universiteterne med meget stor snilde fået opbygget forskerskoler, der er i stand til at håndtere det øgede behov for for eksempel vejledning.
På trods af de mange nye ph.d.’er er gennemførselstiderne mere eller mindre uændrede og DEA’s analyse viser oven i købet, at ph.d.’erne som regel finder arbejde efter deres ph.d. Allerede et år efter endt ph.d. har 94 procent fundet beskæftigelse.
Ph.d.-løftet synes altså at være blevet implementeret uden problemer. Antallet af ph.d.’er er fordoblet, gennemførselstiden er tilfredsstillende, og de nyudklækkede ph.d.’er finder oven i købet et job.
Er flere ph.d.’er en god forretning?
Men DEA’s undersøgelse viser også, at ph.d.’er på de våde videnskaber, som finder job i den private sektor efter 2007, umiddelbart får en lavere løn end kandidater med tilsvarende erhvervserfaring. Før 2007 var forskellen næsten ikke at finde, hvorimod der nu er 5,7 procent forskel i kandidaternes favør ét år efter endt uddannelse for ph.d.’erne. Ganske vist indhenter ph.d.’erne lønnen over længere tid, og efter 5 år er forskellen udlignet, men det ændrer ikke på, at lønforholdene for ph.d.’erne er blevet værre. Ph.d.’erne har altså fået et lønefterslæb på deres uddannelse, som gør uddannelsen mindre attraktiv for nogle af de dygtigste kandidater.
Videre indikerer DEA’s undersøgelse, at bare 30 procent af ph.d.’erne finder beskæftigelse i det private erhvervsliv. Det er ærgerligt, fordi den virksomhedsnære innovation i høj grad foregår i den private virksomhed, og ph.d.’erne kunne netop have været med til at løfte Danmarks konkurrenceevne på dette område.
Noget kunne tyde på, at opkvalificeringen fra kandidat til ph.d. hverken gavner samfundet eller den enkelte studerende – altså ud over den offentlige sektor. Hvis løftet skal have fuld effekt, bliver vi nødt til at sætte fokus på, hvordan ph.d.’erne sømløst kan passe ind i det private erhvervsliv og bidrage til innovationen.
Universiteterne kan være med til at hjælpe ved at uddanne flere ph.d.’er med sigte mod erhvervslivet for eksempel gennem aftagerpaneler, og fra politisk side kunne det give mening at kigge på erhvervs-ph.d.-ordningen, hvor antallet af ph.d.’er, der finder ansættelse i det private, er væsentligt højere. Greb som disse kan mindske gabet mellem den private sektors efterspørgsel og ph.d.-udbuddet, og ph.d.-området kan udleve sit fulde potentiale.
Akademikerne: Vi kan punktere dimittendkrisen med en ny vækstpilotordning
Institutchefer: Tilskud er med til at sikre patienter i fremtiden
