Brugerbetaling på uddannelse, pro et contra
DEBAT: Hvilke konsekvenser vil indførelse af brugerbetaling få for vores velfærdssamfund, spørger Erik Jylling, formand for AC.
Erik Jylling
Formand for AC
Desværre er der en tilbøjelighed til, at fortalere for brugerbetaling negligerer de konsekvenser, et opgør med gratisprincippet for uddannelse vil få for vores velfærdssamfund.
For modsat hvad debatten om brugerbetaling hidtil har indikeret, så handler brugerbetaling i høj grad om konsekvenserne for vores velfærdsmodel.
For og imod
Jeg vil derfor gerne bidrage til debatten ved at gå lidt dybere ned i nogle af de væsentligste argumenter for brugerbetaling i en dansk kontekst:
Pro: Indførelse af brugerbetaling og omlægning af SU til SU-lån på kandidatdelen, giver en fair omfordeling mellem de begunstigede (dem, der får en videregående uddannelse) og de mindre begunstigede (dem, der ingen uddannelse får), også italesat som en "omvendt Robin Hood".
Contra: At tale om, at gratisprincippet er asocialt, fordi det kun kommer de bedst stillede borgeres børn til gode, er simpelthen ikke rigtigt. Dugfriske tal fra AC og Rambøll's undersøgelse af overgangen fra studium til første job (maj 2010), viser, at 68,8 pct. af de 3051 adspurgte kandidatstuderende og dimittender kommer fra en ikke-akademisk familiebaggrund.
Den sociale arv
Forskning i social mobilitet fra SFI, viser, at den sociale arv over tid er blevet mindre i Danmark, og at opbygningen af velfærdsstaten er en afgørende årsag hertil. Ligeledes, at den sociale arv omfangsmæssigt er mindre i Danmark end i mange andre lande. Forskningen viser endvidere, at den sociale arv ikke er så aftagende for yngre årgange som for ældre og at en forklaring herpå er, at vi sandsynligvis har reduceret den sociale arv så meget som det er muligt med de økonomiske omfordelinger, der ligger i velfærdsstatsmodellen.
Gratisprincippet for uddannelse har således haft en enorm positiv effekt på reduktionen af den sociale arv. Men en yderligere indsats vil udover en fastholdelse af gratisprincippet også kræve en indsats rettet mod den del af den sociale arv, der kan forklares ud fra en persons kulturelle ressourcer såsom forældrenes uddannelse og familiens kendskab til uddannelsessystemet.
Rammer socialt skævt
I den sammenhæng er det interessant, at OECD anerkender, at der kan være barrierer forbundet med brugerbetaling på videregående uddannelser og særligt, hvor lån afholder unge fra mindre velstillede familier fra at starte på en uddannelse, fordi det vil kræve, at personen stifter gæld. Samme aversion mod at gældsætte sig for at kunne uddanne sig finder man ikke hos unge med en velstillet eller veluddannet familiebaggrund. Med andre ord kan brugerbetaling på uddannelse risikere at ramme socialt skævt og gøre det sværere at bryde den negative sociale arv.
Pro: Brugerbetaling skal supplere den offentlige uddannelsesfinansiering for at sikre uddannelsernes kvalitet.
Contra: Ved brugerbetaling viser erfaring fra såvel udland som Danmark, at de private midler substituerer de offentlige midler, således at der på sigt ikke bliver tale om en mertilførsel af midler. Erfaring fra blandt andet Australien viser, at de offentlige midler er blevet substitueret af private midler efter, at der i 1995 blev indført brugerbetaling på uddannelserne. Samme erfaring er gjort herhjemme. I 1990 blev der indført brugerbetaling på HD-uddannelserne med den politiske intention, at den private og offentlige finansiering skulle have en fordelingsnøgle på 20 / 80. Alligevel er fordelingen mellem privat og offentlig finansiering tippet rundt til 81 / 19! Argumenter om, at brugerbetaling letter presset på underfinansieringen af universitetsuddannelserne vil med stor sandsynlighed kun gælde på den korte bane.
Offentlig investering: Højt afkast
Ligeledes viser analyse fra AE, at offentlige investeringer i videregående uddannelse, og i kandidatuddannelser i særdeleshed, giver et højt afkast og dermed er en særdeles god og tilmed sikker investering for samfundet. Den direkte effekt på statens finanser er i gennemsnit på 9,0 mio. kr. over livet for hver dansker med en universitetsuddannelse i form af skatteindbetalinger modregnet uddannelsesomkostninger og overførelser. Derudover er der en indirekte effekt gennem øget produktivitet på gennemsnitlig 22,5 mio. kr. for en universitetsuddannet hen over livet.
Pro: Der sker en forbedring af uddannelserne ved, at de studerende bliver kritiske kunder med klare forventninger til uddannelsernes kvalitet.
Contra: Erfaringerne fra udlandet viser, at de studerende bliver til kritiske kunder, der har en forventning om at få "value for money" i form af et eksamensbevis og et godt lønnet job. Det betyder, at universiteter i A-ligaen beskytter deres brand ved kun at optage de studerende, der med stor sandsynlighed kan forventes at gennemføre uddannelsen. Ligeledes vil A-universiteterne være meget opmærksomme på kun at optage ideal-studerende, der sandsynligvis ikke vil påvirke beskæftigelses- og lønstatistikkerne i negativ retning. Effekten er selvforstærkende og en meget tydelig opdeling i A- og B-universiteter, og A- og B-kandidater. Hermed risikerer vi at skabe et klasseopdelt samfund efter angelsaksisk model, hvor den sociale baggrund har afgørende betydning for et menneskes livsforløb.
Det engelske eksempel
Klasseskel er udtalt i det engelske samfund. Ifølge professor Barr fra det velestimerede London School of Economics (LSE), er det således kun rimeligt, at der er prisforskel mellem en uddannelse fra et universitet som Oxford og et ikke-kendt engelsk universitet. Ræsonnement er følgende: Universiteterne i A-ligaen sælger ikke kun bedre uddannelser, men også adgang til et stærkt alumne-netværk og dermed adgang til bedre og mere vellønnede jobs.
Sådan fungerer det i England, men er det også det, vi vil i Danmark? Jeg vil gerne advare mod, at vi fjerner grundlaget for velfærdsstaten uden en åben debat om konsekvenserne.
