Forsvar for det borgerlige universitet

Hvis den førte politik på forskningsområdet kan siges at være borgerlig, så er den det i betydningen "politik, der sigter imod kortsigtet erhvervsnytte", hvad der udtrykkes med kvalmende tydelighed i forskningsministerens tilbagevendende motto "Fra forskning til faktura". Enhver kan høre, hvad der er hovedsagen i den udveksling, og det er ikke forskningen.

Men universitetets borgerlige funktion i samfundet er langt mere omfattende og langt vigtigere. Universitetet skal sikre et vidensberedskab i samfundet, universitetet skal sikre samfundets hukommelse, universitet skal sikre, at samfundet får adgang til ny viden på alle relevante områder - ikke kun dem, der lige nu nyder politisk fremme. Endelig skal universitet sikre samfundet adgang til en kvalificeret selvkritik, der ikke udøves for at omstyrte samfundet, men for at bevare og forbedre det. Man ihukommer et gammelt konservativt motto: at forandre for at bevare.

Høj grad af uafhængighed 
For at sikre disse centrale, borgerlige funktioner har det været almindelig anerkendt, at det var nødvendigt, at universiteterne måtte have en høj grad af uafhængighed i forhold til det politiske system, og at forskere og studerende måtte have en høj grad af uafhængighed i forhold til universitetsadministrationen. Når man derfor har haft universiteterne organiseret demokratisk, har det ikke været for at være særlig flinke ved forskerne, men fordi samfundet har brug for en uafhængig, kvalificeret intelligens.

Forklaringen er simpel. Hvis man gerne vil have adgang til den bedst mulige viden i den offentlige debat, nytter det ikke noget, at dem, der skal give svaret, forskerne, er nervøse for deres ledelses reaktion eller afhængige af at holde politikerne i godt humør. Hvis man gerne vil have højt specialiserede forskningsresultater, er det en god idé at overlade beslutningen om, hvad der skal forskes i, til de højt specialiserede forskere, der faktisk forstår forskningen. Og da ingen ved, hvilken viden der bliver vigtig i fremtiden, er man nødt til at sikre et ganske højt vidensmæssigt grundberedskab, som ikke er afhængigt af, hvad der anses for at være aktuelt i nutidens samfund.

Universitetspolitik har vendt og op ned 
Men de sidste års universitetspolitik har effektivt vendt op og ned på det. En hårdt ført top-downstruktur med udstrakte kontrolforanstaltninger fra top til bund kombineret med en beslutsom styringsvilje har låst forskerne fast i et entydigt afhængighedsforhold til deres ledelse. Samtidig har vi fået en minister og et ministerium, der aktivt forsøger at styre universiteterne i en bestemt retning, hvad der afspejler sig i det, at alle vore universiteters strategiplaner nu bevidstløst går i samme retning. Er alle virkelig enige om, at der kun findes en gangbar strategi for et universitet? Eller er der i virkeligheden tale om, at det mindre er strategiplaner end forsøg på at please et overaktivistisk og overkontrollerende ministerium?

Må indpasse sig
Sideløbende hermed er universiteternes grundfinanciering blevet udtyndet. Midler fjernes fra basisbevillingen og "udsættes" i konkurrence enten internt eller eksternt. Om det kaldes "temapakker", "stjerneprogrammer" eller noget tredje er lige meget, for effekten er den samme. Midlerne gives ikke længere til universitets grundlæggende aktiviteter, men skal søges i interne ansøgningsrunder, hvor midlerne tildeles af folk, der sidder på lang afstand af den konkrete forskning uden præcist kendskab til de relevante faglige problemstillinger. Samtidig har ministeriet kastet sig ud i en såkaldt "konkurrenceudsættelse" af universiteternes "basismidler" (der således ikke længere er basismidler og må have et andet navn). Fagligt set er der tale om et misforstået og på forhånd dødsdømt forsøg på maksimere kvalitet ved at måle kvantitative indikatorer. Men da det jo er ministeriet, der har magten, må vi andre indpasse os eller gå under.

Minder om østblokken 
Slutresultatet er et bureaukratisk misfoster, der minder mere om noget, man ville vente at finde i et østblokland, hvor man var bange for tankefrihed, end i et borgerligt demokrati. Dermed bliver universitet i stigende grad uegnet til at leve op til sit borgerlige formål. Forskningen må lægges til rette efter, hvad der umiddelbart kan gøres interessant for udefrakommende og skæres til efter, hvad der kan betale sig i forhold til den ministerielle konkurrenceudsættelse. Ministeriet styrer retningen på forskningen, og ledelsen har absolut magt og kan ad en række forskellige veje gøre helvede hedt for ansatte, der fremfører ubekvemme synspunkter. Viden, der anses for uprofitabel på kort sigt, risikerer at blive udfaset, som det skete med fremmedsprogene på CBS.

Vi er nogle, der gerne vil forandre den førte universitetspolitik med det formål at bevare universitetet. Vi vil gerne kunne udføre vores arbejde bedst muligt inden for rammerne af et borgerligt universitet til gavn for det borgerlige samfund. Det er bittert, at det er en borgerlig regering, som forhindrer os i det.

debat@altinget.dk