SDU-rektor: De få sager om fusk har trukket dybe spor
DEBAT: Selv én sag om fusk, sjusk og slendrian er uacceptabelt. For når det handler om forskning, må vi stræbe efter at leve i en nulfejl-kultur. Der er ikke plads til en “svipser". Det skriver rektor på Syddansk Universitet, Henrik Dam.
Af Henrik Dam
Rektor på Syddansk Universitet
Det er enhver rektors mareridt: Telefonen ringer. En forsker på universitetet er blevet taget i fusk, sjusk eller slendrian.
Spørgsmålene hober sig op. Hvordan kunne det ske? Hvorfor er det ikke blevet opdaget noget før? Hvilke tab har det forvoldt samfundet? Hvordan begrænses skadesvirkningerne? Og når oprydningen er færdig – hvad skal der gøres for at genskabe tilliden?
Selv én sag om fusk, sjusk og slendrian er uacceptabelt. For når det handler om forskning, må vi stræbe efter at leve i en nulfejl-kultur. Der er ikke plads til en "svipser".
Det er først og fremmest af hensyn til samfundet. Universiteternes raison d'être er at skabe værdi for samfundet. Økonomisk, kulturelt, politisk eller på en helt fjerde måde. Sand forskning har stor værdi. Falsk forskning er værre end værdiløs. Den kan ødelægge værdier og ligefrem skade dem, som forskningen burde komme til gode.
At borgerne fortsat og vedblivende har sikkerhed for, at forskningen foregår redeligt og efter veletablerede principper, er derfor afgørende. Hvis tilliden forsvinder, er det vanskeligt at forestille sig, at de vil vedblive med at støtte den. Opfattes fusk, sjusk og slendrian i forskning som et udbredt fænomen, så risikerer det ikke blot at ramme forskningen selv, men hele det grundlag hvorpå videnssamfundet hviler.
Fusk begynder med sjusk
Der er heldigvis relativt få sager om fusk. Man kunne måske tro det modsatte, men det er fordi få sager har fået megen omtale og trukket dybe spor. Men hvad med sjusk og slendrian?
Sådanne sager hører vi sjældent om, men noget tyder på, at tvivlsom forskningspraksis ikke er så ualmindeligt, som man kunne håbe: Et studium publiceret i Nature i 2005 viste, at over en fjerdedel af 3.000 adspurgte forskere medgav at have sjusket med dokumentation af deres data. Men det var kun en lille brøkdel, der indrømmede at have snydt!
Det er ikke godt nok. Og det er heller ikke godt nok, hvis vi fokuserer så meget på den hårde kerne, at vi glemmer de mildere forsyndelser. For det, der begynder med slendrian, kan udvikle sig til både sjusk og fusk, hvis det ikke bliver stoppet i opløbet.
Vi har i dag – lidt forenklet sagt – to redskaber i vores værktøjskasse: Information og "straf". Generel information til alle forskere i form af kurser med videre om god videnskabelig praksis. Og "straf" til dem, der træder ved siden af.
Men vi mangler det vigtigste redskab: Forebyggelse. Hurtig, individuel og helhedsorienteret forebyggelse for de forskere, der er i risiko for at udvikle tvivlsom forskningspraksis.
Det kan ikke klares med kurser til alle forskere. Lige så lidt som kriminalitet i samfundet kan forebygges ved at sende alle borgere på kursus i social acceptabel adfærd. Det kræver et helt andet vidensgrundlag og en helt anden tilgang end det, vi har i dag. Og at der afsættes flere ressourcer til det specifikke formål.
Men det er med svindel i forskning som med al anden uacceptabel adfærd: "An ounce of prevention is worth a pound of cure."
Danske Universiteter: Velkommen til ministeren for fremtiden
Novo Nordisk Fonden: Er dårlig praksis et større problem end videnskabelig uredelighed?
