PFA: Finansieringen af fremtidens ældrepleje er en åbenlys brændende platform

Danskerne er stærkt bekymrede for, om de kan få ordentlig pleje, når de bliver gamle. Det er helt oplagt, at politikerne lader sig inspirere af pensionssystemet, når de lige om lidt skal finde løsninger på, hvordan vi betaler for ældreplejen i fremtiden, skriver Jesper Brask Fischer.

Fremtidens ældrepleje er det område, hvor utrygheden blandt danskerne er størst, og slår dermed bekymringer om eksempelvis kriminalitet, arbejdsløshed og sundhed.

Det viser Trygfondens målinger af, hvad der gør danskerne utrygge.

Samtidig med at utrygheden ved fremtidens ældrepleje er steget, så er ressourcerne på området blevet mindre.

Udgifterne til ældrepleje per ældre er over årene faldet, først og fremmest fordi der er kommet flere borgere i modtagergruppen.

En udvikling, der ifølge Ældresagens fremtidsstudier har medført, at andelen af ældre borgere som privat køber ekstra hjælp er næsten fordoblet de senere år.

Set i det lys, giver det derfor god mening, at man fra politisk side begynder at åbne en samtale om, hvordan fremtidens ældrepleje skal finansieres. Der er kort sagt en åbenlys brændende platform.

Forsikring eller opsparing 

Hvis man ikke ønsker at hæve skatterne eller omprioritere markant i velfærdsbudgetterne, hvad kan en løsning på den udfordring, vi står over for, så være?

Helt grundlæggende er det naturligt at kigge mod pensionsselskaberne, hvis det offentlige er udfordret på et niveau, som man ikke forventer kan løses.

I og med at den største udfordring handler om manglende ressourcer, så er det også oplagt at se mod nye finansieringsmekanismer.

Der har grundlæggende været to veje oppe i debatten: Forsikringer, som man kender det fra sundhedsområdet, og opsparing, som man kender det fra pensionssystemet. Særligt det sidste har fået stor opmærksomhed.

Her er der da også tale om et system, som i de flestes øjne har bevist sit værd. 

Arbejdsmarkedspensionssystemet er eksemplet på, hvordan man gennem en kollektiv struktur, har udviklet et privat supplement til en offentlige velfærdsydelse – uden at uligheden er stukket af.

90 procent af lønmodtagerne har i dag en arbejdsmarkedspension. Kombineret med folkepensionen, har lønmodtagere i den lavere ende af lønskalaen derfor også en ganske god dækning, når lønindkomsten forsvinder.

{{toplink}}

På samfundsplan er systemet en væsentlig årsag til, at vi i Danmark har en sund økonomi nu og på langt sigt.  

Når det gælder forsikringsløsningen, så ligger styrken i denne model i den omfordeling, der finder sted fra dem, som ikke får behovet, til dem som får.

Omvendt kan det diskuteres, om der er risiko for manglende finansiel holdbarhed – for giver det mening at tilbyde en forsikring mod et behov, der ganske oplagt er meget aldersbetinget, og i øvrigt rammer en meget stor andel af de ældre?

Opsparingsløsningen er ikke lige så stærk på omfordelingen, men er til gengæld meget stærk, når det handler om bæredygtighed.

I samspil med arbejdsgiveren, sparer man nemlig selv op til et sandsynligt behov ude i fremtiden. Det vil sige, at man sikrer sig i god tid, og mens (ind)betalingsniveauet er overskueligt.

Hertil kommer, at de afsatte midler kan avle yderligere værdi gennem investeringer og afkast, som vi kender det fra pensionssystemet.

Summa summarum: Når man har fundet en god løsning til at sikre indkomsten i alderdommen, kunne man måske bruge nogle af de samme elementer i en løsning, der sikrer pleje og omsorg i alderdommen.

Mere villighed til at spare ekstra op

I PFA har vi også undersøgt danskernes syn på den fremtidige ældrepleje, og her kan vi se, at utrygheden ikke kun er afgrænset til de ældre generationer. 

De unge synes også at have set skriften på væggen, og giver i målinger til kende, at de i langt højere grad end de ældre aldersgrupper, forventer at skulle supplere den offentlige service med noget privat.

I en måling vi foretog sammen med analysehuset Wilke i efteråret, som baserer sig på 2000 respondenter, svarer 58 procent af de 25-39-årige, at de er klar til at spare ekstra op for at sikre, at de kan få tilstrækkelig pleje i alderdommen.

Blandt de 50 til 69-årige er kun 40 procent villige til at spare ekstra op.

Bevægelsen mod mere privat finansieret velfærd er altså allerede i gang, men det er endnu uvist, i hvilket omfang det offentlige-private velfærdsmiks fremover også kommer til at omfatte ældrepleje.

Det afhænger i høj grad af hvilken retning der sættes fra politisk side, og hvilket serviceniveau den offentlige ældrepleje fremover kan tilbyde.

I PFA følger vi området og forsøger at bidrage med input og indsigter – særligt dér hvor pensionssystemet kan inspirere, ligesom vi løbende ser på nødvendige løsninger, når der opstår nye kundebehov.

{{toplink}}

Forrige artikel DGI og DIF: Først nu ser vi for alvor effekterne af Bevæg dig for livet DGI og DIF: Først nu ser vi for alvor effekterne af Bevæg dig for livet Næste artikel BUPL: Fondsfinansieret pædagogisk forskning er en risikabel glidebane BUPL: Fondsfinansieret pædagogisk forskning er en risikabel glidebane